“Blå toner” er Anne Cathrine Bomanns tredje bog og et lidt vemodigt drama, der diskuterer, hvad det nogle gange koster at være menneske.
I 2024 bliver sorgdiagnosen en realitet – ikke, at sorg i sig selv er sygeligt, men nogle mennesker fanges i sorgen, og det er det, man sætter ind overfor med Prolonged Grief Disorder.… Læs videre
Wow.
Så enkelt kan min umiddelbare oplevelse af Mikkel Ørsted Sauzets tegneserie “Ild” opsummeres. Det var muligvis forventeligt efter “Aske”, hvortil dette er en slags åndelig opfølger, men ikke desto mindre: wow.
“Aske” omhandlede den haitianske revolution – den var Sauzets debut, tegnet med rød kuglepen og sort tusch, og fremstod som et overraskende helstøbt værk.… Læs videre
Hvem havde troet, at jeg ville sidde og lovprise en sportsroman? Ikke jeg, så meget er sikkert. Men verden er et komplekst vidunderligt sted, hvor sådanne ting sker – jeg mistænker, at der må være noget kvantefysik involveret et eller andet sted i processen.… Læs videre
Et nyt tidsskrift dedikeret til horror og weirdart for voksne – lad os lige tage et kort øjeblik til bare at være glade for eksistensen af det. For det er, hvad Read.Die.Repeat – udgivet på forlaget Read.Die.Repeat – er. Og førstehåndsindtrykket er ganske godt – udstyret er flot, forsiden har en velfungerende grafisk identitet, og indholdsfortegnelsen byder på flere kendte navne, som Teddy Vork, Rasmus Wichmann og NMAAR.… Læs videre
En ung kvinde er på vej gennem skoven sent om aftenen. Bilen er fyldt med arbejde og hendes mors bebrejdende stemme fra telefonen – kvindens arbejde med kaffeimport fylder for meget i hendes liv, synes moren, og nu har det også påvirket forholdet til hendes kæreste, forstår man.… Læs videre
Jeg mistænker, at de på Forfatterskolen har en time med overskriften “linjeskift – og hvorfor de er dårlige for din tekst”. Måske med valgfaget “Korte tekster – og hvorfor de bare er federe end en klassisk fortælling”. I al fald er det en trend, jeg er stødt på flere gange – for nyligst i Olga Ravns “De ansatte” og nu igen i Rasmus Daugbjergs debut, “Rygtet”.… Læs videre
Jeg må lidt modstræbende indse, at jeg faktisk godt kan lidt Olga Ravns “De ansatte”.
Modstræbende, fordi det afgjort ikke startede sådan. Den placerer sig midt i den plamage på science fiction-spektret, hvor det fantastiske element gerne er bundet af, at ordenes betydning går i opløsning.… Læs videre
Jeg har ærligt talt ikke fulgt ordentligt med i det danske marked for fantastik-noveller de seneste par år. Jeg har holdt styr på, hvilke bøger der er udkommet, men jeg er sjældent dykket ned i materialet – og hvilket bedre tidspunkt end nu?… Læs videre
Jeg har ofte en oplevelse, når jeg kigger lidt nærmere på nyere dansk litteratur af yngre forfattere, af den samme tone. Det er en blanding af naivt messende fortællestemme og manieret sansereflekterende personer. Det er ærligt talt også den oplevelse, der ramte mig, da jeg læste Kristian Byskovs tredie roman, Græsset.… Læs videre
Synne Kristine Eriksen voksede op på Fyn – men hun måtte dog en tur omkring England, før hun rigtig begyndte at skrive. Til gengæld lagde hun så hårdt ud med en fantasytrilogi ved navn De tre tyste. Første bind i den, Beskytteren, udkom i 2016 – og i 2019 kom så tredie og sidste del, Dødeklokken.… Læs videre
