En lille smule fiktion fundet i en gammel notesbog. Det er ikke, gentager ikke, autofiktion.

“Nej,” erklærede hun. “Der er ingen påvist sammenhæng mellem vacciner og autisme.”

Han smilede, mens han satte en sidste mental streg.

Han elskede hende, og ligesom alle andre forelskede ønske han både at vide alt om hende og at få alt af hende. Til forskel fra alle andre havde han muligheden for det: han kendte hendes produktionsdato, og han havde læst hendes manual, igen og igen, som havde den været et inderligt kærlighedsbrev. Han vidste præcis, hvad hendes parametre var. Deriblandt hendes ordforråd.
En eller anden programmør havde været doven, og som en konsekvens kunne hun kun bruge et hvilken som helst ord 1024 gange på en kalendermåned. Det havde at gøre med binær notation, men han havde ikke behov for at forstå det. Han skulle kun forstå, hvad det betød.

Han lænede sig frem mellem de levende lys og hviskede: “Elsker du mig?”

Hun tøvede, mens hendes beslutningsprocesser ramte fasttømrede grænser.

“Måske,” svarede hun.

Det var fremskridt.