Bøger jeg løb sur i…

Bøger jeg løb sur i…

Livet på landevejene er ikke, som alle 70’er og 80’er film om truckers lovede os. Der er ikke onde betjente med en grudge mod det farende folk, ingen rockere der skulle have tæv, ingen strandede single kvinder… til gengæld er det uendelig kedsomhed bag rettet før man når frem til sin arbejdsplads. Løsningen er… lydbøger! Og mange af dem.

Level 15 Trucker med +10 bonus i Episk Cool

Men ikke alle lydbøger er lige… heldige. Her er et par stykker, som jeg fik startet på, men som jeg aldrig nåede helt i land med. Og som jeg helt sikkert holder fast i.

Wonderblood: den her bog lovede så meget. Den har bestemt alle de ting som jeg elsker, men det var desværre ikke nok. Den foregår i et postapokalyptisk univers, hvor en forfærdelig kvægsygdom har devasteret USA og sendt samfundet på klassisk deroute direkte mod Mad Max land.

Folket har vendt sig mod præsteskabet der lover at når jorden er blevet gennemvæddet af tilstrækkelig mængder blod, så vil astronauterne vende tilbage og genskabe normaliteten.

Jeg ville ønske der var noget sjovt at skrive om den her bog…

Så alt i alt rigtigt lovende. Men en hovedperson uden rigtig noget drive eller agens. En masse karakterer der vandrer rundt i den skøre fantastiske verden uden rigtig noget fortællemæssigt formål, ud over at vise os verden. Så til sidst blev jeg træt af det hele, og da jeg især opdagede at det måske er første bind i en serie, så… droppede jeg den hurtigere end en baptistpræst i brugtafdelingen i en dildoshop.

Song of youth: Den her virkede også vældigt lovende. Jeg fandt den på en liste over “De 25 bedste cyberpunk bøger!”. Vi er i nærfremtiden og der er tre handlingsforløb. Vi følger nogle folk i eftervirkningerne på 3. verdenskringen i Europa. Der vandres rundt i det udbombede Amsterdam. Der diskuteres enormt meget om onde neofascister, der forsøger at bruge katastrofen til at overtage magten. Og på visse tidspunkter blev der sprøjtet enormt meget exposition ud, så meget at det virkeligt blev fjollet.

Derudover følger vi de politiske machinations mellem to fraktioner på den her enorme rumstation. Hvem skal bestemme. Mekaniker fraktionen eller Administratorerne.

Cyberpunk patient zero? Gibson… whaaaaaat?!

Og endeligt følger vi den unge vilde rockmusiker, der i klassisk cyberpunk stil er mod alting! Og vred og ung! Rock & roll! Yeah!

Jeg gav op på bogen fordi det virkede som tre forskellige historier med hver sit tema. Technothriller i Europa, Nearfuture SciFi på Rumbasen og Cyberpunkt med den unge musiker. Forfatteren har forsøgt at få dem til at hænge sammen, men det virkede svært at tage de politiske problemer om beboelse og privilegier på rumstationen alvorligt, når man har atombombede byer fyldt med forhutlede og bestrålede flygtninge.

7
Gnomon Øl og Ævl Episode 37 – Mark Hamp og Visdom

7 kommentarer

For en ti års tid siden – om ikke længere – var jeg på et kursus om Udviklingsarbejde I Daginstitutioner. Det lyder kedeligt – det var det også, og beklageligvis var det også et projekt bestilt af nogle embedsmænd, der havde fået Inklusion galt i halsen, og eftervirkningerne har vi set så sent som igår, hvor børn i børnehaveklassen kan dumpe, fordi de ikke ved hvad der menes med “over-begreb”.
Nå: – anyways havde vi, på kurset, en lærer i udviklingsteori og -modeller; en knallert ved navn Sven Mørch. Og bortset fra, at han gav faen i hele “uddannelsen” – hvilket var sært forfriskende, set fra mit synspunkt – så var han ret meget oppe at køre på, at forskellige erhverv har hver sin “myte”, hver sin “fortælling” om, hvorfor netop dette erhverv bare er SÅ fedt.
Han fortalte derfor om langturs-chaufførernes myte, nemlig at det var den ultimative frihed, at sidde bag sit eget rat, i sit eget kontor, og fise op og ned ad “hovedgaden” (ruten København-Milano), hvor sandheden måske nok snarere er – og var – at det at være langturs-chauffør (eller i det hele taget) er det mest slavebundne job, man overhovedet kan komme i nærheden af: – fra hér til dér, helst på rekordtid, men: køretidsbestemmelser og berammede pauser og maxhastighed og tilgængelighed (radio og mobillos) og fravær fra hjemmet, og dårlig mad og ingen motion og – og & og –
Den fiffige hér havde lugtet lugten, men det var alligevel tå-krummende da Hr. Mørch spurgte forsamlingen af kursister til hvilken myte, der lissom animerede pædagokker. OG høstede den samme gamle udtrådte historie om omsorgen og kærligheden og det at kunne gøre en forskel, og barnets vilkår og omstændigheder – hvorefter han spurgte til konkret handlinger.
Bevares – der er masser af konkrete handlinger, men hvis man nu skal være ærlig (og hvorfor ikke det?), så går opimod 70 procent af pædagokkens arbejdstid med møder, testlige afklaringer, rapportskrivninger, indberetninger, forældresamtaler (det er okay, det er netværk), skemaplanlægning, projektbeskrivelser, dagsrapporter (også kaldet forældreinformation), oprydning, forberedelse, aftaler, “let rengøring” og observation. Hvilket ikke er noget ‘gokken selv har fundet på (han vil hellere lege “brandbil”), men myten om “nærværet” og “omsorgen” forbliver en sær “sandhed” i et embedsmands-tilrettelagt regi.
No Contest! – men langturschaufføren kan dog lytte til noget “audio-novel”, hvilket må være en ren lise i forhold til pædagokkernes læggen-øre-til en hel del KABOOOM, når 28 børn er klemt ind på lisså mange kvadratmetre. Man kan skrue op for Sigurds Bamsetime – det kan man. Det nytter ikke noget!

Jeg ved godt, at det ikke er en anbefaling, men sætningen “Folket har vendt sig mod præsteskabet der lover at når jorden er blevet gennemvæddet af tilstrækkelig mængder blod, så vil astronauterne vende tilbage og genskabe normaliteten” gav mig voldsomt lyst til at læse bogen.

Jeg er for doven til at google det, men kan godt huske, at jeg har læst om Shirley som værende Cyberpunks urforfatter – og jeg er tilmed ret sikker på, at jeg har læst noget af ham… som involverede en vred guitarist 🙂

I min “The Complete Encyclodedia Of Science Fiction” (hvilket den ikke er) med David Pringle som redaktør, udnævnes John Shirley til at være “anti-fascist cyberpunk” – forfatter, der mest har gjort i Horror. Men den bog er heller ikke helt ny. Og hvordan skal man lige tolke “anti-fascist” i den sammenhæng (hvad er “fascistisk cyberpunk”?)
Hvem “coinede” termen “cyber-punk”?
Men i sig selv er “cyber-punk” en ældre sag, med talrige forfædre. Man kunne nævne Moorcocks “Jerry Cornelius”, som en “ur-form” af protagonisterne i senere “Cyber-punk”. Og man kunne også nævne, at Daniel F. Galouye skrev “Counterfeit World”, der er udgangspunkt for såvel Fassbinders “Welt Am Draht”, såvel som Emmerichs “The Thirteenth Floor”, derfor også for “Matrix”.
Anyways, så har John Shirley skrevet manus til “The Crow” – er det ikke dér du har din “vrede guitarist”, Janus?

Ha – ja, måske har han bare fået konnotationen påhæftet sig deraf, for The Crow er jo The Jerry Cornelius of angry musicians 🙂

Hov, nu læste jeg lidt op på Cyperpunk og opdagede, at det var Bruce Bethke, der møntede termen… og måske var det faktisk i virkeligheden ham, der havde den vrede guitarist. Ups.

Okay – den er David Pringle også med på. Og ellers kan man kloge sig på Wikipedia
https://en.wikipedia.org/wiki/Cyberpunk_(novel)

Noget andet er, at romanen (kort-romanen, lang-novellen) “Cyberpunk” bliver rost for Bethckes benyttelse af “incluing”-håndtaget. Det er det dér med, at sammenstille ord, der hos læseren bliver til en række spørgsmål vedr. fortællingens miljø (Heinlein: “The door dilated” – Delany har skrevet en hel artikel om den sætning).

Så: Intet bord uden Bethke 🙂

Der er en masse interessant worldbuilding i Wonderblood, men… det bliver bare ikke voldsomt interessant. Karaktererne er bare for kedelige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.