Synne Kristine Eriksen: “For mig handler fantasy meget om længsel”

Synne Kristine Eriksen voksede op på Fyn – men hun måtte dog en tur omkring England, før hun rigtig begyndte at skrive. Til gengæld lagde hun så hårdt ud med en fantasytrilogi ved navn De tre tyste. Første bind i den, Beskytteren, udkom i 2016 – og i 2019 kom så tredie og sidste del, Dødeklokken. Det er fantasy med dybe rødder i naturen – og jeg var personligt ret vild med den, som man kan læse her.

Synne har været så venlig at stille op til et mailinterview, hvor hun snakker om serien, om inspirerende bøger og om naturen.

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv og De tre tyste? Hvilken oplevelse håber du, at læseren sidder tilbage med, når sidste side i Dødeklokken er vendt?

Jeg har skrevet fantasy-trilogien De Tre Tyste – første bind udkom i 2016, og sidste bind er lige udkommet. Men jeg har skrevet på dem i en evighed, eller i hvert fald i 8-9 år. Det er nordisk, jernalder/vikingetidsinspireret fantasy. Men uden nordiske guder og den slags. Universet har sin egen mytologi, sit eget univers.

Det er et spændende spørgsmål, det med, hvilken oplevelse, jeg håber læseren sidder tilbage med efter endt læsning. Jeg synes ikke, jeg er så meget inde i hovedet på min læser, når jeg skriver. Jeg er mest bare inde i universet. Og tænker meget på, hvad jeg selv synes føles rigtigt for historien. Jeg analyserer ikke på læseren, ikke bevidst, i hvert fald.
Men jeg håber nok, at læseren føler sig tilfreds med historien. Ikke sådan forstået, at man har fået alt, hvad man ønskede sig, for det er jeg helt sikker på, at der vil være mange læsere, der ikke synes, de har. Men mere på den måde, at læseren sidder tilbage med en følelse af, at der var noget i historien. At den havde noget på hjerte, og at den sluttede tilfredsstillende indenfor sit eget univers’ logik. Der var en anmelder, der skrev om treeren,
at det var den eneste måde, historien kunne slutte på, og det blev jeg glad for. For selvfølgelig kunne den have sluttet på mange andre måder, jeg har jo haft masser af slutninger i spil inde i mit hoved. Men den, jeg valgte, føltes altså rigtig for den her læser, ligesom den føltes rigtig for mig.

Jeg har også tænkt en del over, at slutningen ikke måtte bliver FOR sort. Fordi det er et ret dystert univers, og alt ender bestemt ikke lykkeligt. Og det bunder nok i min egen måde at se livet på. Men samtidig er jeg faktisk også et optimistisk menneske, jeg tror grundlæggende på, at man selv kan gøre en forskel. Håbet skal man ikke tage fra folk! Så det har ligget mig på sinde, at historien trods alt skulle slutte på en tone af håb.

En trilogi er et stort projekt at starte ud med som forfatter. Jeg tænker, at en enkelt bog kan være overvældende nok i sig selv – hvorfor var lige den form så lokkende?

Det var det heller ikke! Det var bare noget, der skete. Historien blev ved at vokse, og på et tidspunkt kunne jeg se, at den ville blive for lang til én bog (eller som en af mine venner sagde: ”Du gad bare ikke skrive den færdig, inden du sendte den til et forlag”).

Og så handlede den jo om de her tre klokker, De Tre Tyste, som inde i mit hoved også repræsenterer forskellige faser eller nuancer af sorgen over at miste en forælder. Og så gav det mening at tematisere hver bog over en af hver af de tre klokker. Derfor endte det sådan. Men det er dødbesværligt at skrive en serie med ét, langt plot. Jeg har ønsket mange gange, at jeg kunne gå tilbage og lave noget om i de bind, der allerede var udkommet. Så jeg kan
ikke som sådan anbefale det.

Nu er serien færdig – cirka 1000 sider er den blevet til. Hvordan startede den historie hos dig – og hvordan voksede den?

Den startede med skoven. Jeg kan godt lide steder. Stemninger på steder, tror jeg. Og da jeg var barn, husker jeg et særligt sted i skoven som meget magisk. Det var noget med den måde, lyset faldt på, og stilheden, duftene … fyrretræernes måde at stå på række på. Det var meget eventyrligt. Og det havde jeg lyst til at skrive om.

Men det var en helt anden historie end De Tre Tyste, jeg skrev på i begyndelsen. Den foregik kun hos klokkemagerne, og de var ikke klokkemagere endnu – bare små, finurlige skovvæsner. Jeg forestillede mig noget langt mere sødt og ukompliceret, end det historien endte med at blive. Jeg ved ikke endnu, om det var min manglende erfaring som forfatter, der gjorde, at der voksede noget helt andet frem, eller om det bare er sådan, jeg arbejder.

Tiden vil vel vise det!

De tre tyste er fantasy – hvad betyder genre for dig som forfatter? Er det en mulighed eller en spændetrøje?

Det er virkelig et godt – og svært – spørgsmål! Genrebegrebet er jo sådan en puttekasse til historier, og dermed er det netop lidt dobbelt. På den ene side er der noget tilfredsstillende over det, når klodsen passer lige ned i hullet; på den anden side kommer der et tidspunkt – når man har sorteret tilpas mange klodser i rund, firkantet og trekantet, og puttet dem ned i deres respektive huller – hvor man begynder at kede sig med det. Og lige præcis fantasy-genren kan jo være utrolig … firkantet.

Men jeg tror alligevel mest, jeg ser det som en mulighed. Selvfølgelig har folk nogle forventninger til genren, og på den måde kan det blive en spændetrøje, hvis man altså lukker de forventninger ind. Det gør jeg som regel ikke, men jeg mærkede det lidt, da jeg skrev slutningen på De Tre Tyste. At jeg var klar over, at der ville være nogen, der slet ikke syntes, historien skulle have været den vej. Dér må man stole på sig selv og sin historie. Det kan også være en ubevidst spændetrøje om ens hjerne; der kan være muligheder, man slet ikke ser, fordi genrekoderne er så stærke, og man har nogle ubevidste forestillinger om, hvad der kan og ikke kan optræde i historien. Det tror jeg egentlig sker for mig hele tiden.

Men der er også noget frisættende over at få lov at lave sin egen verden. Jeg kan så godt lide at lave koblinger. Jeg kan lide at tage begivenheder i nutiden, i mit eget liv eller i politik, fx, og så lave koblinger til magiske begreber eller systemer. Det er lidt svært at forklare. Men i fantasy kan jeg vride virkeligheden, sådan at jeg bedre kan skrive noget, som jeg tænker om verden.

Og for mig handler fantasy meget om længsel. Jeg har altid syntes, at virkeligheden var ret kedelig. Virkeligheden giver mig ikke lyst til at skrive. Men det er, når der sker noget med virkeligheden, når virkeligheden prikker til den der længsel, at jeg får lyst. Og så er fantasy en god genre at være i. Det handler ikke bare om magi, det er i virkeligheden slet ikke det
vigtigste ved genren for mig. Det er snarere noget med kærlighed til naturen, en særlig form for æstetik, og så en fortidsforherligelse, som man kan slippe af sted med, fordi man ikke rent faktisk skal leve i fx jernalderen. Jeg ville føle mig forpligtet på en anden måde, hvis jeg skulle skrive en historisk roman, der foregik i jernalderen. På en måde interesserer jeg mig slet ikke for jernalderen; jeg interesserer mig kun for den følelse, de ideer, den længsel, som begrebet ”jernalderen” kan vække i mig. Og dér får fantasygenren mig til at føle mig fri.

De tre tyste har en særlig tone, synes jeg – har du gjort dig nogle tanker om at skrive dansk fantasy?

Jeg har i hvert fald arbejdet bevidst med at give historien en nordisk følelse. Jeg har valgt gamle, nordisk-klingende ord, hvor det var muligt – ålekrage i stedet for skarv, ær i stedet for ahorn, den slags. Den type ord vækker følelser i mig. De hører til i vores kulturelle og sproglige arv, vores historie.

I De Tre Tyste er menneskenes verden, Bavnelandet, jo sådan lidt jernalder/vikingeagtig. Skoven er nordisk, klokkemagernes navne er norske plantenavne. Når man skriver en bog, synes jeg godt, at den må skrive sig ind i den kultur, vi befinder os i. Mennesker er altid forankrede i noget. Sådan helt konkret forankrede i nogle kulturelle praksisser og måder at tænke på, og litteratur – også fantasy – må godt have noget at bidrage med i den sammenhæng.

Det handler også om sprog. Jeg har tit hørt den der med, at engelsk er et bedre sprog end dansk, fordi det har flere ord. Men rent bortset fra, at det muligvis er en myte, så er engelsk jo kun et bedre sprog for dem, der har det som modersmål. Ingen taler og forstår et fremmedsprog på samme måde, som de taler og forstår deres modersmål. Vi danskere er gode til engelsk, men i hvert eneste ord ligger der jo uanede mængder af konnotationer og associationer, som kun forstås gennem kulturel viden og instinkt; det meste af det går altså hen over hovedet på den, der taler et fremmedsprog. Sådan tror jeg også lidt det er, når man skriver om en fremmed kultur.

Men samtidig kan der også være noget at hente i at skrive om andre kulturer. Jeg har boet seks år i Storbritannien, og selv om briter på mange måder minder om os, er der alligevel nogle grundlæggende kulturforskelle. Da vi vendte tilbage til Danmark, begyndte vi at lægge mærke til nogle ting – værdier, normer, måder at tænke på – som danskere tager for givet. Og det er meget svært at forklare, hvad man mener, netop fordi det er noget, der ligger indenfor et kulturelt paradigme. Jeg er holdt op med at prøve, fordi folk ofte enten misforstår eller bliver lidt stødte. Men man får øje på nogle ting, når man står udenfor. Og det kan man også bruge til noget, når man skriver.

Så jeg mener det ikke sådan, at jeg kun nogensinde har lyst til at skrive med udgangspunkt i dansk eller nordisk kultur. Jeg er bare meget bevidst om, at man skriver om sin egen kultur på en anden måde, end man skriver om andres. På godt og ondt er vi forankrede.

Hvilke bøger har gjort en forskel for dig som forfatter?

Jeg har lyst til at svare ”alle bøger, jeg har nogensinde har læst.” Fordi på en måde har jeg altid været i gang med at lære at skrive bøger, og er stadig i gang med at lære det. Nogle gange er det næsten de bøger, jeg ikke bryder mig om, der betyder mest. Det handler selvfølgelig både om form og teknik, men måske handler det allermest om smag, om at lære sin egen smag at kende. Og der kan det være hjælpsomt at støde på litteratur, man ikke bryder sig om.

Men hvis jeg skal nævne nogle positive eksempler på bøger, der har gjort en forskel, så vil det være Narnia-serien af C. S. Lewis, Ringenes Herre af J. R. R. Tolkien, flere forskellige bøger af Astrid Lindgren, herunder Mio, min Mio og Ronja Røverdatter. Og så G. R. R. Martins A Song of Ice and Fire-serie.

Lewis, Tolkien og Lindgren har jo naturen, længslen og poesien tilfælles. Alt det, der giver mig lyst til at skrive. Og Martin er et geni til plot og til nuancer – han gav mig lyst til at læse fantasy igen på et tidspunkt, hvor jeg var kørt sur i genren, fordi den har en tendens til at blive sort/hvid og skabelon-agtig.

Nu har du lagt sidste hånd på De tre tyste, og læserne kan læse den færdig. Hvilke bøger, synes du, skal man kaste sig over, når det er sket?

Hvis man kan lide kombinationen af natur, historie og fantasy, synes jeg, at man skal læse Michelle Pavers Ulvens bror. Det er rigtig fin stenalderfantasy, som kan læses fra cirka 12 år. Ellers kan jeg anbefale Susannah Clarkes Jonathan Strange and Mr Norrell. Det er absolut voksenfantasy, og det er en bog, der deler vandene lidt. Enten elsker man den, eller også læser man den ikke færdig. Jeg elsker den. Den er superbritisk, langsom, fyldt med fodnoter, og så kombinerer den magi med napoleonskrigene.

Hvad så nu? Er du i gang med et nyt projekt, eller trænger du til pause?

Jeg er i gang med flere nye projekter, blandt andet en børnebog og et nyt fantasyprojekt.

Og som en afslutning: hvad er den sidste rigtig gode læseoplevelse, du har haft?

Jeg har haft nogle stykker, men sidst jeg læste en bog på ingen tid, var Mette Finderups ”Smertensbarn.” Det er dansk fantasy for unge med masser af saft og kraft.

Links

Synne Kristine Eriksen: Hjemmeside, Facebook, Instagram

Interviews: Rødovre Lokalnyt, Fyens Stiftstidende, Skrivepulten, Forfatterskabet, Forfatterkrogen

Anmeldelser: Forestilling om paradis, Bech’s Books, Litteratursiden, Aalborg Bibliotekerner, Himmelskibet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.