Norman Spinrad: Kontinentet der gik tabt

Norman Spinrad: Kontinentet der gik tabt

Norman Spinrad: Kontinentet der gik tabtPÅ SPORET AF USA. Norman Spinrad er en amerikansk science fiction-forfatter med en ganske imponerende udgivelsesrække bag sig – deriblandt flere bøger, som har været ganske kontroversielle, deriblandt “The Iron Dream”, Adolf Hitlers sf-roman i en verden, hvor han emigrerede til USA. Spinrad har ikke tidligere været udgivet i længere form på dansk (et par noveller her og der er, hvad det er blevet til), men nu har Science Fiction Cirklen samlet to noveller og en kortroman under titlen “Kontinentet der gik tabt”, forsynet med efterskrift af forfatteren og et efterord ved Knud Larn, der har stået for redigeringen af teksterne.Første novelle i samlingen er “Derudad”, oprindelig fra 1964. Det er historien om to rumskibskaptajner låst fast i et spil, der kan få betydning for hele den menneskelige race. Den ene leder et handelsskib, som har fået en videnskabsmand om bord, og den anden har fået til ordre at bringe videnskabsmanden tilbage til Jorden. Historien viser sin alder, men har samtidig også noget power, der gør, at den sagtens kan læses den dag i dag. For det er ikke blot historien om en jagt, men også beskrivelsen af, hvordan den teknologiske udvikling påvirker alt.

Titelnovellen “Kontinentet der gik tabt” kommer rigtig op i omdrejninger og viser, hvorfor Spinrad er en afholdt forfatter, men også til tider har haft (og har) problemer med at få udgivet sin ting. Den foregår i Amerika, efter at et økologisk sammenbrud har bragt den tidligere så stolte nation i knæ. Hovedpersonen lever af at vise turister – fra det rige Afrika – rundt i ruinerne af Rumalderen. På den tur, historien beskriver, rumler det af racisme, indestængte aggressioner og masser af skarpe kommentarer til det amerikanske samfund.

Hovedstykket er dog kortromanen “Deus X” fra 1993. Her befinder vi os igen på en fremtidig jord, hvor naturen lider under menneskets misbrug. Det endelige sammenbrud er dog stadig undervejs, men virker uundgåeligt. Folk er begyndt at uploade deres personligheder (”efterfølgerentiteter”) til computer-netværket for på den måde at leve videre. Det virker som en standard-setup til en sf-roman (i al fald her 15 år efter den oprindelige udgivelse af “Deus X”, mens uploadede personligheder nok ikke har været så almindelige på daværende tidspunkt), men Spinrad vælger en interessant indgangsvinkel og gør sin historie til en diskussion om, hvorvidt disse efterfølgerentiteter har sjæle – et altafgørende valg for den katolske kirke. Det er en til tider knudret diskussion, men Spinrad formår at gøre den spændende og samtidig give den noget wow-effekt.

“Kontinentet der gik tabt” er udgivet i forbindelse med Fantasticon 2008, hvor forfatteren var æresgæst. Som sådan har der været en deadline, som skinner igennem her og der – i en perfekt verden havde der været tid til en ekstra korrekturlæsning eller to, men det må være, som det er. I stedet må historierne bære læsset, og det lykkes i stor grad. Især “Deus X” kan godt blive i hovedet noget tid efter læsningen.

0
Neal Stephenson: Cryptonomicon 1: Enigma Tom Schiøtte: Grif

Ingen kommentarer

Du har 0 nye beskeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.