Sådan én vil jeg også lave

Sådan én vil jeg også lave

Nu har Simon og Janus jo lige været der med “bøger vi elsker” (også selvom der mangler et – men det kan der rettes op på). Og så tænkte jeg jo – jo! jeg gjorde! lad vær’ og afbryd – at sådan et indlæg ville jeg sgudda også lave. Men så ville jeg “gå kontra” og lave en liste med bøger jeg “elsker”, som lige netop og præcist IKKE er hverken science fiction, fantasy eller horror – og alligevel både fantastiske og med et strøg af det fabulerende. Så hér følger en liste på 10 styks, som jeg absolut må anbefale til både nuværende og kommende generationer af læsere (og bibliotekarer – for nu at få det hele med):

PATRIARKENS EFTERÅR af Gabriel José de la Concordia García Márquez

Der er i høj grad noget “Ubu” over den hér roman. Der er i høj grad tale om magisk realisme. Og der er i høj grad tale om “stream of consciousness”, der blandt indebærer at den store afsluttende del af bogen er forfattet i et tempo og en kadence, hvor både fortællerstemme(r) og fortællere, folder sig ud, nærmest breder sig, indtager pladser og positioner og bliver ved og ved uden en eneste pause i et tumultarisk virvar, der afspejler kvintessensen af latinamerikanske diktatorers vanvittige præferencer, projekter og plutokratiske proklameringer, uden et eneste punktum. Hold på hat & briller!

KNAGSTED af Gustav Wied

Hvis “man” er gammel nok – eller bare lidt interesseret i dansk filmhistorik – husker man måske TV-serien “Livsens Ondskab”, hvor karaktererne “Toldkontrollør Knagsted” og “Overlærer Clausen” var væsentlige bifigurer til historien om “Tummelumsen” og dennes monomane besættelse af Den Fædrene Gård.

I “Knagsted” ta’r d’herrer til Karlsbad, fordi toldkontrollæren har vrøvl med tarme og nyrer og et kurophold vil sikkert hjælpe. Og det bliver til en rejse ned gennem (og i) et Tyskland, der spiller på alle fordomme. Men samtidig er det en rejse, hvor der er formidable optrin med Gøg og Gokke – undskyld Clausen og Knagsted – som simpelthen bare er godt hittet på.

KONGENS FALD af Johannes V. Jensen

Ovenstående illustration er godtnok fra Poul Bagers analyse af “Kongens Fald”, og der skal man nok lige være sikker på, at man vil det. Men illustrationen er signifikant idet den bærende hovedperson, Mikel Thøgersen, faktisk er inspireret af den aldrende tjener bag stolen. Iøvrigt mener jeg at kunne huske, at Rasmus Wichmann i NOVUM havde en artikel om hvorvidt “Kongens Fald” er science fiction!

Min anbefaling går ikke på selve fortællingen eller det historiske, men på det sprog Jensen benytter sig af. Det kan være blød og væn poesi, men det kan også være dramatisk – wagnerisk – götterdämmerung. Og det skifter sådan set fra kapitel til kapitel. Dette er “fortættet” Jensen!

Tyskland: et vintereventyr af Heinrich Heine

Kan man ikke li’ romanlange digte af ABAB-typen, så er dette absolut ikke sagen for den prodigale læser. Men hvis man er istand til at se bort fra den slags, eller ligefrem finder sig godt tilpas med det, så har man udsigt til en både rørende og isnende rejse ind i det Tyskland, som Knagsted og Clausen besøger en generation senere.

Dette er en “samtidig” dystopi: – ikke i fortiden, ikke i fremtiden, ikke i en parallelforskudt version pr. JonBar-hinge, men fortællingen om en meget kold rejse ind i et endnu koldere fædreland. Og der er rigeligt plads til både nutidige associationer, samt til senere litterære “outputs”, såsom “Aftenlandet”, “Danmark er lukket” og “Stålspringet”.

PI’s Liv af Yann Martell

Denne roman kunne sådan set godt være blevet “tagget” som science fiction, fantasy, horror (ahr, måske ikke) eller magisk realisme. Det kunne også være en krimi eller en superhelte-historie. På flere måder er den en “robinsonade”, ligesom “Fluernes Herre” eller det danske forsøg udi den genre: “Lad os være” (elendig film, iøvrigt).

Men altså: – efter megen dit og dat, befinder vor hovedperson – PI – sig i grumme lang tid ombord i en redningsbåd, sammen med en bengalsk tiger, der hedder Richard Parker. Og når man tror man er kommet rundt om den historie, så får man lige en gåde pakket ind i en labyrint af enigmatiske problemstillinger, for nu at parafrasere én eller anden.

Den døde mand af Hans Scherfig

Måske er det en spøgelseshistorie. Måske er det inspirationskilden til “Hærværk”. Måske er det Scherfig, der lige prøver at se om vingerne bær’.

Ihvertfald bliver vi vidner til den yderst excentriske (sådan sér han sig selv) maler Hakon Brandts deroute og fald, gennem den noget modvillige “ven’s” øjne – og denne “ven” er jeg-fortælleren, ved navn Hans Scherfig. Og mon ikke der også hér foreligger noget nøgleromans-mageri? Men ihvertfald: – en hel række dybt originale figurer, herunder “Frøken Drusse” (sidenhen bragt til prominance i “Riget I & II), har deres gang i dette stykke debut. Og sidenhen vender de svimlende tilbage i Scherfigs øvrige forfatterskab – og alene af den grund …

Frederik af Ebbe Kløvedal Reich

Det er et ganske rimeligt spørgsmål om dette i det hele taget kan betragtes som en roman. Er “Frederik” en roman?

Og så kan man sige: – der er en fremadskridende handling; der er dialog; der er omverdens beskrivelser, så bogen opfylder visse centrale krav til kategoriseringen. Og så er der alt det andet – og det er meget!

For adskillige år siden … – ja, det må vel være 30 år siden – læste jeg Erwin Neutzsky-Wulffs “Okkultime” og “Magi” (samt romanen “Indsigtens sted” af samme – og det er en gyser!), som jeg faktisk fandt ret inspirerende, selvom jeg opfatter præmissen som hul i hovedet, Men nogle gange kan det være meget rart at blive forført.

På samme måde er det med “Frederik”. Reich præsenterer en række ret gode perspektiver (optikker?) på Grundtvigs liv og værk, og det er muligvis den væsentligste grund til at præsentere faenskabet hér, nu, hvor såvel vores undervisningssystem som vores forståelsesbegreb skal defineres i sammenstøddet mellem et europæisk dannelsesbegreb og et angelsaksisk curriculum begreb. Vi kan ikke overlade det til andre, hvorvidt ugedagenes navne er af betydning.

Harry’s Game af Gerald Seymour

Denne mollevit er faktisk også lavet som TV-serie, med formidabelt music-score af Clannad. Men romanen i sig selv er sandelig også forrygende, og både da jeg så TV-serien og læste bogen sad jeg “med livet i hænderne”.

Udefra set er der tale om en under-cover-agents infiltration på IRAs område i Irland, og det kan man jo skrue sammen på mange måder, Det er set. Men i denne roman bliver man sådan set udforret på sit synspunkt, både i forhold til konflikten, men så sandelig også i personernes relation til hinanden. Denne roman er en studie i moral: – udfra hvilke kriterier og med hvilke motiver vælger du, hvad der er rigtigt eller forkert! Det er hér styrken ligger –

Blæsten, Sandet og Stjernerne af Antoine de Saint-Exupery

Jeg kunne godt viderebringe hvilke følelser og reaktioner denne korte roman afstedkom, men jeg vil overlade til en eventuel læser, at opleve sit eget møde.

Konceptet er for så vidt enkelt: – Antoine og hans navigatør nødlander i den marokkanske ørken. Det er stegende hedt, de har meget lidt vand og endnu mindre mad, og det hele er bare noget værre lort. Og ud af det kommer der en fortælling om at være menneske, at eksistere, at være til, og en diskussion af præmisserne for tilstedeværelse og retten til livet. Og det er poesi på den helt høje klinge – prøv det!

en dansk soldats eventyr af Mogens Wenzel Andreasen

I 1985 havde jeg opbrugt alle mine chancer for at undgå værnepligt. Til gengæld var jeg stålsat på at blive såkaldt “politisk soldat”: – blive talsmand, kolportere såvel information som anti-militær propaganda, kort sagt: – a pain in the neck! Og det ville jeg ha’ gjort, havde det ikke været for det forhold, at netop DET år var der modbydeligt mange ulykker – med dødelig udgang – indenfor Det Danske Forsvar … i øvelses- og træningsmæssig sammenhæng. Og som nyuddannet pædagog og som splinterny far, kunne jeg ikke længere se mig selv i det cirkus.

Og netop “Cirkus” dazumal, for Andreasens lille bog er en humoristisk tour de force, der lige giver “Soldaterkammerater” baghjul i forhold til en fuldstændig absurd logik, retorik og rationalitet, jeg ikke betvivler herskede på daværende tidspunkt. Men fremfor alt er den smaddersjov – derfor!

8
En admin krydser sit spor Alarmen

8 kommentarer

Simon siger:

Meget fornemt 🙂
Jeg har flere gange stået på arbejdet og bladret lidt i Livsens Ondskab. Man må erkende at Gustav Wied har en ret spids pen. Og sjov. Han spidder borgerskabet ret grundigt 🙂

Janus siger:

Oh, en god ide at begrænse det på slig måde. Jeg vil se, om jeg kan gøre det samme … men må også indrømme, at jeg nok får svært ved at finde nok titler.
Men Harry’s Game er da røget på min liste nu. Og dine ord om Patriarkens efterår gør, at den kæmper en brav kamp imod den modvilje mod sydamerikansk magisk realisme, som jeg på et eller andet tidspunkt har samlet op og aldrig rigtig undersøgt, men bare bøjet mig for.
TIl gengæld har jeg da engang læst Kongens fald – tvunget, i gymnasiet – og det eneste, jeg husker, er, at han på et tidspunkt render i en arketypisk gal videnskabsmand, der har åbnet et offers hoved og ladet vedkommendes hjerne vokse under en glasbowle for derved at skabe en slags Biemeier-mentat. Så jeg er med på science fiction-kategoriseringen 🙂

Janus siger:

Og nu har jeg forresten tilladt mig at føje hashtagget til de to andre indlæg 🙂

Henning Andersen siger:

Jeg turde ikke rigtig gå videre ned ad den sti, med tanke på Allans indlæg om ny opsætning af “indholdsfortegnelsen” på Superkultur. Hvilket jeg så alligevel havde misforstået (se kommentarstrengen på “En Admin krydser sit spor”.
Nåmmen, jeg tænkte bare, at jeg kan anbefale sf og fantasy i stride strømme, så hvorfor dog ikke vinkle anbefalingerne lidt anderledes? For mit vedkommende bliver det aldrig til Suzanne Brøgger eller Henrik Pontoppidan, alligevel – eller Rifbjerg, Nordbrandt, Bjørnkær.
Men jeg er også et tidligt skadet barn. Jeg lærte at læse ret sent, men så skal jeg ondebrodere mig også love for … Og allerede i femte klasse (men det var også en prågrassiv Lille Skole) havde vi “Kongens Fald”. Som jeg fandme’ ikke ku’ se noget í; jeg var til Robottikkens 3 love og Clarkes Ti Verdener (samt Gru, Vampyr og Dracula). Men mindet om den forlod mig ikke, og som teenager tog jeg den lige igen – og siden har den fulgt mig trofast.
Magisk realisme er nok en smagssag, under alle omstændigheder (og iøvrigt mener jeg, at begrebet er blevet skamredet, men det er en anden snak). Til gengæld tror jeg det ski … – ret svært at undgå det, hvis i det hele taget vil læse latinamerikans litteratur. Vi kan jo starte med Borges ….
“Patriarken” er sandelig heller ikke den nemmeste, men det er “Ulysses” heller ikke. Og så er der selvfølgelig spaghettistjernen på infundiblitetens indfoldede Iuletræ med kristusslange og det hele: – “Finnegans Wake”. Prøv det! Om ikke andet kan man prale med, at man har været der 🙂

Janus siger:

Jeg fornøjede mig hele vejen gennem admin-tråden, men endte så også i beslutningsparalyse. Men jeg tror, vi endte i Eget forlag 🙂
Jeg ved ærligt talt ikke, hvor min magisk realisme-modvilje stammer fra, hvilket er lidt irriterende. Det er altid bedre at kunne udpege en syndebuk. Men Borges er nu meget god, må jeg indrømme.
Men Ulysses – der må jeg trække stregen i sandet. Tilbage i sidste årtusind, da jeg først begyndte at komme sammen med min senere kone, var vi jo unge og biblioteksstuderende og tænkte, at vi burde være litterære. Så vi besluttede, at jeg skulle læse Ulysses højt for hende. Jeg tror bogstaveligt talt, at vi nåede fire sider ind i den 🙂
Jeg har ikke set tilbage på James Joyce siden.

Simon siger:

Ahahaha, det er så sjov en historie. Den med Joyce. Er det ikke i Finnigans Wake, hvor han opfinder sit eget sprog? Det var nok meget godt det ikke var der i startede 🙂

Henning Andersen siger:

Yet it is but an old story, the tale of a Treestone with one Ysold, of a a Mons held by tentpegs and his pal whatholoosed on the run, and why Kate takes charge of the waxworks.
Det er sgudda meget direkte og til at forstå 🙂
Nå! Anywacies: Samuel Delany indlede sin “The Einstein Intersection” med: ” It darkles (tinct, tint) this, our funanimal world”, hvilket på en måde er yderst passende. Og senere – i “Dhalgren” – går selvsamme Delany total amok i jocianske neologisker og finneganwakiske opsætninger.
Og for at det så ikke skal være løgn, så har Brian Aldiss – i novellen “The impossible star” – også ordet “darkle”, som Palle Juul Holm, i “Syzygy og den sorte stjerne” oversætter til “dunkle” … og Aldiss tager også lige en tur “ud i det blå” med “Barefoot in the head”. Like it or not, it’s here to stay!

@janus Det er godt, Janus. Det forstyrrede min nu berygtede admin-feng shui 😆

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.