I 2001 debuterede Brian Roland Larsen med Solar 1: Invasion – første bind i en større science fiction-serie. Den blev slået op som et ambitiøst projekt, og jeg husker, at jeg ikke helt troede på det – men nu, 7 år efter, er femte bind i serien faktisk udkommet, og der er kun en enkelt udgivelse tilbage, før vi får det endelige opgør mellem Jorden og invasionsstyrkerne fra rummet.

Solar-serien er space opera – det vil sige, at der males med den store pensel. Vi snakker rumflåder, store slag og masser af action. Hovedpersonerne er højtrangerende soldater, smuglere og andre, der kan anbringes på steder, hvor verdens fremtid bestemmes. Og det er hele menneskehedens overlevelse, der er tale om – for en fremmed race har sat sig for, at ”de stræbende” (menneskene) skal udryddes. Og de har både erfaring, viljestyrke og våben til at føre deres trussel ud i livet.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst de første bind i serien, men syntes alligevel, at jeg ville springe med på vognen her for at se, hvad det hele handler om – for ikke nok med, at Solar-serien er dansk, jeg har også oplevet en del efterspørgsel efter den på biblioteket. Det er naturligvis ikke den optimale måde at læse en serie på – der er en del forvirring om, hvem de forskellige personer er, men i det store hele er baggrunden så klassisk, at det er muligt at følge med.

Krigen har ikke været heldig for menneskene – den angribende race, Loortech, har nu slået ring om selve Jorden, og de gør klar til det afgørende angreb. Krigen rammer bredt, men forfatteren fokuserer på en lille gruppe mennesker, der berøres vidt forskelligt – fra admiral Brichzor, der stabler en alliance på benene med en gammel fjende, til de unge mennesker Raven og Bliss, der lever på Jordens dybeste og fattigste niveauer, hvor et oprør ulmer og bliver mere end pustet til af den mystiske skikkelse Carmaine.

Kritikken først, og den må beklageligvis siges at være noget af en gentagelse af tidligere anmeldelser, jeg har set – og gå mest på forfatterens teknik. Der mangler stadigvæk en del i beherskelsen af sproget. Det behøver ikke ligefrem at være kunstfærdigt i en bog af denne type (det er ikke det, den sælger på), men det er altså ret fladt. Og så må jeg indrømme, at jeg er lidt af en purist, hvad angår science fiction på dansk – hvis det er skrevet på dansk, bør det også være på dansk og ikke have så tydelige anglicismer, som præger teksten her; men det er naturligvis en smagssag. De amerikanske navne og udtryk forlener selvfølgelig teksten med en velkendt Hollywood-patos, som lader til at virke på en del læsere.

På den gode side må ”Belejringen af Jorden” siges at virke lidt som en Jerry Bruckheimer-film – der er masser af eksplosioner, skuddramaer og storladen opofrelse (man kan næsten se det i slowmotion). Det er som at høre en musiker, der måske ikke har erfaringen til at gøre musikken smuk, men ved, hvilke toner der er vigtige for at få en reaktion frem. Især rumslagene kunne godt få mig til lige at læse en side ekstra.

Solar-serien er storladen space opera – noget, vi ellers ikke ser meget til på dansk. På trods af dens mangler kan jeg faktisk sagtens se, hvorfor den tiltrækker sine læsere – den lover action, og den holder, hvad den lover.