HORROR-NOVELLER. En ny novellesamling med horror rettet til voksne læsere, skrevet af en dansk forfatter – indrømmet, jeg er solgt allerede der. Og er der endda tale om velskreven horror.

Forfatteren er Teddy Vork, som tidligere er set i diverse fanzines, og hans debut i bogform rummer 6 historier, der har mørket til fælles. Det og så en tydelig forkærlighed for de ældre tekster inden for genren. Det er med andre ord ikke tjubang-horror, man får leveret, men noveller af den slags, der satser på stemning og grænselandet mellem uvirkelighed og sindssyge.

Første fortælling hedder “Skyggespil” og blander HC Andersen med horror (hvis den gamle digters “Skyggen” havde været sådan her, ville jeg nok have været mere interesseret i hans værker i mine unge dage). Det er et skoleeksempel på “fantastik tøven” – for hvad er virkeligheden? Både læser og hovedperson bringes i tvivl, når skyggen begynder at blande sig i handlingen. I “Gravsten væltet” er konklusionen nok noget mere lige til, da en landskabsarkitekt forsøger at afsløre, hvem der vælter gravstene og truer det, der skulle være hendes eftermæle – her bevæger Vork sig over i en noget anden type horror, men leverer især en interessant baggrund for historien og en passende rolig afsløring af, hvad der foregår (og er man gammel tegneserielæser, vil man nok forvente slutningen med et vist mål af fryd).

“Eliksiren” er i mine øjne nok samlingens svageste – men det er også en svær type historie at skrive tilfredsstillende. Fokus er på en ung mand, besat af at vinde sin ekskæreste tilbage – som naturligvis får hjælp ad overnaturlig vej. Slutningen er forudsigelig, om end Vork laver nogle gode krumspring undervejs for at vildlede læseren; teknisk fungerer novellen, men den klassiske opbygning gør den lidt for lang. “Den forsvundne risengrød” og “Mellem tætte tågeslør” er begge korte stykker, der kombinerer en lille, tæt historie med en velfungerende mytologisk baggrund, som lige giver det ekstra pift. Især den sidste formår at opbygge en god stemning på ganske få sider.

Samlingen afsluttes med “Poetisk retfærdighed”, der om nogen er meta-horror – om en Poe-elskende taxachauffør, der får mistanke om, at konen er ham utro. Her lykkes det rent faktisk Vork at kombinere gammeldags dyster gotik med (tilsyneladende) idyllisk familieliv i Odense. Ikke nogen dårlig bedrift.

“Hvor skyggen falder” er horror for horror-elskere – forstået på den måde, at en stor del af styrken ligger i teknikken. Man kan se mange klassikere genspejlet, og der er en bevidsthed om forventningerne – der leveres nogle klassiske slutninger, men samtidig trækkes vi ad overraskende veje gennem historierne. Folk, der ikke har genrens historie i baghovedet eller blot forventer et hurtigt BØH, vil måske blive skuffede, men lader man sig først opsluge, er der gode læseoplevelser at finde, hvor skyggen falder. Eneste problem er i mine øjne, at bogen med sine 111 sider simpelthen er for kort.

I ØVRIGT

Teddy Vork på Fantastisklitteratur.dk

Denne anmeldelse har tidligere været publiceret på Horrorsiden