Jeg tror godt, Mette Finderup kan lide sine læsere – for det første har hun med serien om Shilla droppet det typiske trilogi-format, som plager så megen fantasy, så det har været overskueligt at vente, fra man gik i gang med historien, til man får afslutningen; og så yder hun den ganske enkle høflighed at indlede ”Støvets land” med er resume af, hvad der skete i ”Dødsgudens løgne”.

Hvordan Finderup har det med sine romanfigurer er måske lidt mere tvivlsomt – i al fald står Shilla som modtageren af alskens ubehageligheder i denne historie, som samler de løse tråde op fra første del af serien og binder en tilfredsstillende knude på dem.

Shilla er tilbage i de levendes verden. Men alt er langt fra fryd og gammen. Hun er helt alene og må klare sig blandt de andre hjemløse i byen, der hjemsøges af et kraftfuldt, hævngerrigt spøgelse, som udelukkende dræber små piger, der minder om hende – og hun ved, at Dødsguden venter på hende; han er ikke så bekymret, om det tager længe, før hun vender tilbage til efterlivet. For alle dør på et eller andet tidspunkt.

Men det viser sig snart, at der er meget, som Shilla ikke ved. Både om Dødsguden og hvem der har interesse i efterlivet. Snart bliver hun meget mod sin vilje indblandet i en plan om at afsløre Dødsgudens sande væsen. Men mange overraskelser venter.

”Støvets land” ligger i god forlængelse af ”Dødsgudens løgne”, så har man ikke læst første bind, er tiden inde til det nu. Finderups to-binds fantasy-fortælling er velskrevet og skulle nok tiltale enhver, der sætter pris på en spændende historie.

Min eneste indvending vil nok være (lidt som med første bog), at det har en tendens til at blive lidt for hyggeligt. Vi har en dødsgud løbende omkring, der bliver helt bedstefaderlig, og det tager hele det faretruende ved konceptet dødsgud ud af det for mig – men til gengæld lykkes det Finderup at dreje lige præcis dette til en fin pointe om forholdet mellem mennesker og guder og i det hele taget dreje bogen væk fra noget af den storladenhed, som ofte forekommer, så snart guder blander sig i historien.

Men først og fremmest er ”Støvet land” en historie, der satser på spænding og handling – Shilla drives frem af omstændighederne og sit eget væsen. Hun frustreres over tingenes tilstand, og hun vil gøre noget ved det på sin egen måde, hvilket naturligvis får betydning for hele den verden, hun lever og dør i. Undervejs går det måske lidt for hurtigt til tider, men forfatteren anslår også gode, stemningsfulde toner her og der, når farten sættes ned – beskrivelsen af en verden bundet sammen af slægter, opfattelsen af tid, der ikke tegnes af de store begivenheder, men tanken om den dagligdags udvikling. Alt i alt er der tale om vellykket dansk fantasy med godt gang i den. Jeg vil gerne læse mere af Finderup, men håber, at hun næste gang smider sin hovedperson ud på endnu dybere vand.

I ØVRIGT

Læs mere om Mette Finderup og Shilla på hjemmesiden for bøgerne og på Børnelitteratur.dk. Der er desuden et godt interview her.

Denne anmeldelse er tidligere publiceret på Fortællingen.dk