En dag i starten af det 20. århundrede falder økonomiprofessoren Nathaniel Wingate Peaslee om midt i en forelæsning. Da han vågner, er han et helt nyt menneske og kaster sig ud i en række skærmydsler, der er både forvirrende og foruroligende for hans nærmeste. Og snart vender de ham alle ryggen, undtagen hans ene søn, som bestandig håber på at få sin rigtige far tilbage.

Det kommer til at tage mere end fem år, før det sker – og da husker Peaslee intet af det, der er foregået. Mens han begynder et detektivarbejde, der bringer ham i forbindelse med kulter og bøger, der burde være glemte, dukker skræmmende syner op i hans drømme, først flygtige, men snart med større styrke og håndgribelighed. Og netop da det mere eller mindre lykkes professoren at finde fred i sit liv igen og slå synerne hen som værende hallucinationer, modtager han et brev fra Australien. Dybt i ørkenen har man fundet en samling ruiner, umuligt gamle og prægede af mystiske hieroglyffer, som passer overens med, hvad han har set. Det er en opdagelse, som tvinger ham ud på en lang rejse, både i tid og sted.

”Tidens skygge” er en kortroman, udgivet af Science Fiction Cirklen – det er den naturligvis, fordi Lovecrafts værker udover horror i høj grad også rummer SF-elementer. Med andre ord: ingen overnaturlige gys her (ingen vampyrer, varulve eller djævlebesættelser, som bagsiden fortæller) – derimod må læseren rystes af ubehagelige indsigter i universets virkelighed og menneskets plads i tingene. I stedet for at ty til førnævnte skræmmemidler finder gåden sin løsning dybt i rummets dyb og tidens tåger. Det passer perfekt sammen med den semi-dokumentariske, tørre fortællestil (krydret med beskrivelser, som afgjort har sat oversætterens sprogkunnen på en prøve) – her er ingen chok-effekter, men en langsom, atmosfærefyldt opbygning. Lovecrafts tekster kræver som oftest en del af læseren, og mange finder dem akavede, men har man først givet dem den tid og omtanke, det tager, er de (og ”Tidens skygge” blandt dem) mildest talt fascinerende.