BOGEN FOR FILMELSKERE OG -HADERE. Der er en særlig magi over film. Ofte er det dog en magi, som er lettest at finde, når man læser om dem, for mit vedkommende – for i virkeligheden er de jo underlagt selvsamme forstyrrende virkelighed som alt andet. Man ser dem under påvirkning af alle mulige indtryk – man er træt, gulvet et ulækkert efter de tidligere biografgængeres svinerI, folk larmer i biografmørket, tjekker SMSer og så videre. Men alligevel kommer man nogle gange ud af mørket med fornemmelsen af at have været hævet over den slags bare for en kort stund. Det er den magi, som Theodore Roszak beskriver helt eminent i ”Flicker”, og som han faktisk selv opnår; omend man med denne bog aldrig helt forlader mørket.

”Flicker” er en stadig nedstigning i malstrømmen, et uendeligt rullebånd ned i et sort dyb. Man kan gå imod strømmen, forsøge at fortælle sig selv, at det nok skal gå alt sammen, men på et tidspunkt bliver man træt, og mens man hviler sig, bliver man ført længere ned.

Historien følger Jonathan Gates over en årrække. Han starter som en ung mand i 50erne og ender som anerkendt forsker i filmhistorie mange år senere – den røde tråd er den tyske filmskaber Max Castle. Gates’ interesse i film starter egentlig blot med den større mængde nøgen hud, som de europæiske produktioner tillader sig, men ad omveje bliver han en del af den lille kælderbiograf The Classic – og det er her, han stifter bekendskab med Castles film, som kommer til at ændre og i det hele taget definere hans liv.

Castle har stået for adskillige B-films-gysere, men ikke desto mindre er det noget ekstra i hans film, et ukendt og skjult element, som rammer Gates dybt. De følger ham igennem hans akademiske karriere, og han lærer mere og mere om filmskaberen, altimens dennes film viser sig at rumme dybere og dybere afgrunde. Langsomt afdækkes en gammel og vidtrækkende sammensværgelse, som hænger sammen med selve filmkunstens rødder, og Gates må indse, hvordan Castles værker har ført lange tentakler dybt ind i seerens sind.

”Flicker” er måske ikke horror som sådan – der er ingen overnaturlige monstre eller andre udpenslede elementer. I stedet er det en thriller, en mørk detektivroman, en dyster troldspejlsudgave af filmens historie, en hidden history, en gotisk undergangsroman – men den rammer der, hvor god horror hører hjemme, på kanten af det virkelige, en kant som den langsomt trækker én ud over. Jeg læste den første gang for cirka ti år siden, men den fremstår lige så frisk og fascinerende den dag i dag, en af de bøger, som man har liggende nær og finder tid til, så snart der er en mulighed. At lukke bogen efter endt læsning er som at stavre ud fra biografen efter en film, der har ramt én, hvor det gjort ondt – man er omtumlet og forvirret over skiftet mellem mørke og lys, usikker på, hvad der er sandt og uvirkeligt. Det er en bog, der har mine varmeste anbefalinger – og som jeg glæder mig til at have glemt nok af, til at den kan læses igen.