OPRØR OG TOG. New Crobuzon hjemsøges af legenden om Iron Council, det Evige Tog befolket af dissidenter. Og nu er det på vej tværs over kontinentet, tilbage til metropolisen.

China Mieville bringer os endnu engang til Bas-Lag – og denne gang foregår handlingen både i og uden for hans stemningsfyldte metropolis New Crobuzon. Der bydes på en mesterlig leg med genrer og ord.

Endnu engang rammer Mieville læseren med en tung fornemmelse af historie – Bas-Lag er ikke et statisk univers, tiden er gået, og der er sket udvikling siden The Scar og ”Perdido Street Station”. New Crobuzon er nu nærmere et åbent totalitært regime – den tidligere så hemmelighedsfulde milits patruljerer åbenlyst, og der dannes mere eller mindre åbenlyse alliancer med the Quillers, en fascistisk ungdomsbande med tydelig henvisning til ”A Clockwork Orange”. Men modstanden vokser – bystaten ligger i krig med Tesh, og i undergrunden lurer revolutionen, næret ved mindet og legenden om det Evige Tog, Iron Council.

Historien fortælles gennem skiftende personer og tider – først og fremmest møder vi golemisten Judah Loew. I starten af bogen følges han ud i vildmarken af en gruppe elskere og venner, og bag dem soldater fra New Crobuzon. Det er tvingende nødvendigt for den herskende klasse, at han stoppes, for der er blevet sendt besked til ham fra ødemarken, og han søger efter titlens mobile oprørsby.

Samtidig følger vi Ori, en ung mand indblandet i revolutionær virksomhed i selve byen. Fra ene og alene at diskutere vældets fald bringes han i kontakt med andre, mere ligepå metoder, da han kommer ind i den mystiske Toros bande. Deres plan er at myrde byens borgmester, at dræbe selve uhyrets hoved, men ikke alle motiver er så gennemskuelige, og der er andre kræfter, der styrer dem, end de synlige. For historien er kendetegnet ved, at meget få ting er, hvad de giver sig ud for, og der lægges planer og intriger, som sjældent passer sammen.

Historierne snoer sig ind imellem hinanden og springer i tid – bl.a. får vi en længere genfortælling af, hvordan Loew fik sine evner ud i kunsten at skabe golemer. Den foregår under forsøget på at krydse kontinentet med jernbanespor og fortæller også om fødslen af Iron Council. Hele flashbacket er grundlæggende en western anbragt midt i fantasyen – med gamblere, faldefærdige frontier-byer og så videre. Og samtidig er det (som så meget andet i bogen) en beskrivelse af industrien og kapitalismens voldtægt af alt, der ikke passer i deres kram. For ”Iron Council” er også en meget tydeligt politisk bog, noget der dog også har været i baggrunden i resten af serien (Mieville er politisk aktiv marxist). Det bliver dog på intet tidspunkt prædikende, hvilket er lidt forbløffende.

Endnu en gang er det Mievilles evner med ord, der bærer romanen. Han har en tydelig fascination af alt monstrøst og forstår at beskrive det, så det virker naturligt – han viser igen en SF-agtig tilgang til materiale, der adskiller ham tydeligt fra gængs Tolkien-fantasy. Samtidig vil det dog nok for visse læsere være forfatterens forkærlighed for ord og billeder, der kan virke lidt afskrækkende – historien har det nemlig med at vakle lidt under vægten til tider. Men læst som en atmosfæremættet rejse gennem en fantastisk velskreven verden er ”Iron Council” uovertruffen. Og så er der en grundlæggende spænding i at finde ud af, hvilket koncept forfatteren finder på, når man bladrer, for bogen nærmest flyder over med ideer (og nye, spændende måder at skabe golemer på).

Som de tidligere værker i serien kan ”Iron Council” anbefales til både SF- og fantasy-læsere og en god bunke mennesker deromkring.