Arthur Conan Doyle er nok mest kendt for sine historier om Sherlock Holmes, men han skrev mange andre ting, bl.a. horror og tidlig, men ganske underholdende science fiction. I ”De syv brødre” har Mark Frost blandet disse ting sammen i en stor pærevælling: Conan Doyle involveres i et plot, der starter med en seance, men kommer længere ud, inden slutningen er nået.

Conan Doyle, der levede i Victoria-tidens England, var meget interesseret i det okkulte (på dansk har vi også romanen “At fotografere feer”, der beskæftiger sig med en berømt historie om forfatteren og nogle mindre end autentiske feer, som det “lykkedes” nogle børn at fotografere) – her i bogen har han dog interessen med det ene formål at afsløre de svindlere, som eksisterer i den londonske underverden. Han er derfor ikke synderligt overrasket, da et brev skubbet under døren får ham afsted til en sen aften-seance. Mere overraskende er det dog, da ikke alt ved seancen lader sig let forklare – og så er der de hætteklædte mænd, som myrder dem, han skulle beskytte, og derefter kaster deres blik på forfatteren (som dog på dette tidspunkt ikke har fået udgivet noget).

Snart er han involveret i et eventyr, der handler om liv og død. På sin side har han en imponerende, men også kokainafhængig hemmelig agent, mens fjenden synes at være den inkarnerede ondskab – og i udkanten af det groteske teater møder vi folk som Bram Stoker, Jack the Ripper, dronningen herself og andre. Der er en smule af dem samme leg med samtiden her, som man finder i Alan Moores League of Extraordinary Gentlemen, omend naturligvis ikke i samme grad.

”De syv brødre” starter som en historie, der ville få Sherlock Holmes til at rotere i graven, men bliver så langsomt mere og mere sammenhængende; omend Frost har en tendens til at smide nye elementer og mistanker ind i blandingen, når det passer ham. Conan Doyle drager på jagt efter skurkene i selskab med den hemmelige agent, som dog måske ikke er den, han hævder at være – det er der i det hele taget ganske få, der er. Løsningen på det hele bliver at finde et sted mellem det overnaturlige og samtidens fremskridtsfascination, mellem horror og en art proto-steampunk.

Indrømmet, ”De syv brødre” bliver lidt rodet til tider, men er generelt ganske god underholdning. Den åbner naturligvis for fristelsen til at blande fiktion og virkelighed, og den fristelse falder forfatteren for med en vis fryd: en del af bogen bliver en art litterær krydsogtværs, hvor man kan genfinde personer og elementer, der ”senere” vil optræde i hovedpersonens bøger. Det er kulørt litteratur, der nok ikke når samme udødelighed som Conan Doyles værker, men mindre kan også gøre det – og ”De syv brødre” er en ganske stemningsfuld læseoplevelse.