Terry Pratchett: En hat fuld af himmel
KROFTENS – IGEN. Somme tider kan det være svært at anbefale en bog til andre mennesker uden at blive så overstrømmende, at man afholder dem fra at læse den. Og Pratchett har endnu ikke skrevet en skuffende bog, så denne anmeldelse kunne være på to ord: læs den!
Forlaget Borgen har før forsøgt at udsende Pratchett på dansk – af uransagelige grunde uden det store gennembrud. Nu forsøger de igen (heldigvis) ved at genudgive De små blå mænd og følge op med fortsættelsen En hat fuld af himmel, denne gang i billigbogsudgaver, så der dårligt er nogen undskyldning for ikke at købe dem til sig selv og halvdelen af familien. Men start med De små blå mænd – det gør det lettere at følge med i historien om Tiffany Smertlings videre eventyr.
En hurtig præsentation: de små blå mænd, også kendt som Nac Mac Feeglerne eller fra politiets døgnrapporter, er for alferne, hvad den store hvide haj er i forhold til guldfisk. De er små, blå, berusede, højtråbende og voldelige, og man vil nødig stå i vejen for dem (de vil sandsynligvis uddele skaller til ens knæ). Men når man først er en ven, passer de på én – derfor har Tiffany sine egen lille, usynlige eskorte, hvor end hun går. Tiffany er barnebarn af bedstemor Smertling, der kunne have været en heks, hvis nogen havde turdet kalde hende det – og nu skal Tiffany til at drage hjemmefra for at komme i lære som heks. Umiddelbart virker hun som en ganske almindelig lille pige, men hun har stået mod selve alfedronningen, kun bevæbnet med en stegepande.
Men der er andre kræfter i verden, og da Tiffany forlader hjemmet, er der en af dem, som er blevet bevidst om hende. Mens pigen flyver på (og kaster op fra) en kost, trækker den sig langsomt gennem landet for at finde hende og stjæle både hendes krop og sjæl.
“En hat fuld af himmel” er en af Pratchetts børnebøger fra Diskplaneten – det betyder egentlig blot, at han ikke anvender nogle af sine i forvejen eksisterende figurer (hvis indbyrdes forhold kan blive noget indviklede), og at Tiffany Smertling-bøgerne er et rigtig godt sted at stifte bekendtskab med Pratchetts dybt humoristiske fantasy-verden, hvis man endnu ikke har gjort det, hvad enten man er 12 eller 120 år gammel. Pratchett forstår at bygge sine fortællinger op i lag, så der burde være noget for alle, hvad enten man blot vil grine af niksernes (de er ikke nisser) genvordigheder og kreative sprogbrug, lade sig varme af de mere underfundige understrømme eller lade sig fange ind af de mere alvorlige sider, der altid er at finde i Pratchetts skriverier.
Han er en svær forfatter at oversætte, simpelthen fordi hver eneste sætning synes at rumme en joke, et ordspil, en skjult mening eller andet, som man kan opdage ved tredje gennemlæsning. “En hat fuld af himmel” er en af de få bøger fra Diskplaneten, som jeg ikke har læst på originalsproget (endnu en grund til at takke Borgen), så jeg kan ikke sammenligne – men den danske udgave fremstår ganske gennemført. Det er ganske enkelt en mangel, hvis man som læser ikke har stiftet bekendtskab med Pratchett – eneste problem er, at det er svært at gå i gang med en anden bog lige efter; det virker simpelthen for fladt.
Anmeldelsen er hentet fra Fortællingen.dk
3 kommentarer
Helt enig – et rigtig fint sted at begynde sin intro til Pratchetts Discwold – hvis man endnu ikke allerede er terrængående i den. Når det (nu) også kan lade sig gøre på dansk, er der i disse(Harry Potter og alt muligt andet af (efter min mening) diskuterbar læsning) tider ikke noget der burde holde nogen tilbage fra at kaste sig ud i det. Jeg har selv “The Wee Free Men” og ” A Hat Full of Sky” på originalsproget stående på hylden, jeg tror dog også at jeg vil forsøge mig ud i dem på dansk for at se om jeg selv synes de holder i oversættelsen.
Det med pausen i oversættelserne (tror jeg) skyldes – lidt det samme som grunden til at det har knebet med at få dem omsat til “lydbånd” (eller hedder det lydcd nu?). Man er startet fra bog 1. og uanset hvor meget jeg holder af Discwold så er det ikke lige de (især) første 2 stk. der er bedst egnet til at “sælge varen”. Dertil kommer en utrolig dårlig promovering rundt omkring på de danske biblioteker (og til dels også boghandler).
Jeg har set nogle mere grundige diskussioner af Pratchett-oversættelserne, hvor folk ikke er så vilde med dem. Men han er umulig at oversætte 100% succesfuldt, synes jeg.
Ikke desto mindre fungerede de nu meget godt i mine øjne.
Det er faktisk lidt sjovt med Discwold, som du siger – de fleste andre serier starter på toppen og bliver så langsomt dårligere. De første på stykker af Discworld er såmænd da meget underholdende, men slet ikke noget nær de senere bøger i serien.
Igen enig, ironisk nok synes jeg at filmatisering af “the Colour of Magic” holder okay alt taget i betragtning og glæder mig til at se “Going Postal”
Hvad ang. oversættelser, så skal bøger – hvor det er muligt (og efter min mening) – læses på originalsproget og film skal ses i biografen 😉