LOVECRAFT MØDER DILBERT. Stross lægger godt ud med i store træk at karakterisere ”The Atrocity Archives” på dedikationssiden, hvor han sender sin tak til HP Lovecraft, Neal Stephenson og Len Deighton. Hvis han lige havde vinket til Terry Pratchett eller Dilbert også, tror jeg måske, at han var kommet hele vejen omkring, for det er tale om en bog, som kombinerer afgrundsdyb kosmisk rædsel med koldkrigsagenteri, en god portion teknologi og så masser af humor.

Ikke forstået på den måde, at Stross bliver fjollet eller falder for de lette fnis – selve historien bliver kørt yderst stringent og alvorligt, men hovedpersonen Bob Howard er en Nørd Bond, så referencerne og de indforståede jokes ligger og mumler i undergrunden hele tiden. Oprindelig var han som de fleste ganske uvidende om den verden, der lurer lige uden for vores egen – men da han gav sig til at lege med nye, interessante fraktaler (og i virkeligheden ved et tilfælde var ved at befolke nærområdet med levende mareridt), blev han samlet op af The Laundry og sat til at arbejde for dem.

The Laundry er det regeringsbureau, der står for at forhindre, at folk opdager de forkerte sider af matematikken, for det har den uheldige bivirkning, at de nedbryder væggene mellem verdener og virker som en direkte invitation til de hjerneædende entiteter, der lurer på den anden side. Grundlæggende er det Lovecraft fortalt som stringent science fiction.

”The Atrocity Archives” rummer to historier: titel-kortromanen og novellen The Concrete Jungle (som i øvrigt kan læses online). Begge har Bob Howard i hovedrollen og følger ham på vejen fra et skrivebordsarbejde til jobbet som aktiv agent. Det er en rejse, der bringer ham i kontakt med ganske ubehagelige udenjordiske væsener, særdeles onde nazister og, værst af alt, embedsmænd. Og fælles for dem er, at de er svære at slippe, for det er rigtig god læsning – ikke altid lige stramt styret (men det gør sig gældende for en del af det Stross, jeg har læst), men det er man villig til at overse, for man har ikke lyst til at fjerne øjnene fra teksten.

Faren ved sådanne historier er, at forfatteren bestemmer suverænt, hvordan tingene fungerer, og det kan let lede til deux ex machina-løsninger. Her lykkes det dog Stross at opbygge noget, der virker sammenhængende – man kunne let tro, at det er hans science fiction-baggrund, der slår igennem her, for hans magi/videnskab bliver ikke forceret, men lader til at hænge sammen. Og selv om han hovedsageligt fortæller om alle de onde ting, der gerne vil udslette os, så gør han det med så mange ideer og så meget underspillet humor, at det er svært at blive skræmt, men ganske let at blive underholdt. Stross har skrevet flere Laundry-historier, som helt klart skal læses.