Om Flemming Rasch

Flemming Rasch har skrevet en del noveller, har i flere år stået for Fantasticon og har dannet forlaget Ny Science Fiction, hvor “Refleksioner” indtil videre er tredje udgivelse.

Forlagets omtale af Refleksioner

Al fiktion er i en eller anden forstand refleksioner over vores virkelighed eller afspejlinger af dele af vores virkelighed. Det kunne være hvad manden laver i sit hobbyrum nede i kælderen, hvad der sker på en rejse til et fjernt land eller det kunne være en historie fra det gamle Sovjetiske rumprogram. Afspejlingen kunne også være underligt forvrænget: Hvad hvis det ikke bare var en gammel radio manden rodede med dernede? Og kunne der være stadig skjulte hemmeligheder i det sovjetiske rumprogram? I denne bog præsenteres tolv sådanne refleksioner.

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv – hvem er Flemming Rasch, og hvorfor har han startet sig eget forlag?

Sjovt nok læste jeg for nogle dage siden en artikel der handlede om at nutidens mennesker er blevet alt for narcissistiske. Det hele kommer til at handle om personens identitet, uanset hvad der ellers står på dagordenen. Hvad synes du selv? uanset om din mening er interessant, for det drejer sig slet ikke om sagen, men om hvad den lige i øjeblikket betyder for dig. Men for nu at blive i tidsånden, så er jeg en, der siden jeg var ganske lille har interesseret mig meget for fortællinger og litteratur, og som har en vis forkærlighed for science fiction. Mit forlags opståen har en ganske konkret årsag, nemlig at jeg blev uenig med et andet forlag om nogle redaktionelle valg i den antologi, jeg var ved at samle, og valgte at starte mit eget forlag. At forlaget så stadig lever, skyldes vel, at jeg fik en del positive anmeldelser på den første bog, og at den økonomisk kunne løbe nogenlunde rundt.

Hvorfor skal man læse “Refleksioner” – hvad er det, den kan byde på?

Det var et godt spørgsmål. Af forskellige årsager blev bogen meget forsinket, så det er faktisk et stykke tid siden, jeg sidst har læst den. Det, den byder på, er vel en række forskellige bud på en moderne science fiction-historie, skrevet af forfattere fra Danmark. Med moderne mener jeg, at det er historier, som fortolker genren i et nutidigt perspektiv.

“Ny Science Fiction” hedder forlaget, så der er jo en klar stillingtagen til genren. Hvad er det, sf-genren gør så godt?

Det korte svar er, at science fiction er en genre, som ikke kan være neutral. Uanset hvad du skriver, så tager du stilling til et eller andet vedrørende vores samfund, vores teknologi eller vores verdensbillede. Mange har sagt, at science fiction foregiver at handle om fremtiden, men i virkeligheden handler om nutiden. Jeg synes, at al litteratur handler om nutiden, uanset hvilken tid den i øvrigt foregiver at foregå i, men science fiction er bare mere bevidst om det. Det er det utopiske element i genren – hvordan vi gerne vil have, at vores fremtid skal se ud eller ikke skal se ud.

Meget science fiction, og i særdeleshed mange science fiction-film, er slet ikke bevidste om, hvad science fiction er for en genre. Det kan der komme nogle ret tåbelige historier ud af, som dog kan være spændende og mere eller mindre frivilligt morsomme. Men ofte er de bare dårlige. Som mad, der er lavet af en kok, der ikke har nogen smagssans og bare stopper ting i gryden ud fra, hvad han gætter sig til hører til den ret, han vil lave. Man behøver ikke være ekspert i alle de teknologier og videnskaber, der indgår i ens historie, men man bør vide nok om dem til, at man kan overbevise sin læser om, at man er det.

Hvad kendetegner en science fiction-novelle, som slipper forbi redaktøren og ender i en af dine udgivelser?

Da jeg indtil videre primært har trykt noveller af forfattere, jeg har inviteret til at bidrage, er det ikke noget, jeg kan tale om ud fra erfaring. Det, jeg går efter, er, om folk kan skrive. Dernæst at jeg tror på, at de kan få noget interessant ud af genren science fiction, fordi det ligesom er skriveøvelsen i det her, at det skal være i den genre. Med hensyn til at udvælge, så har jeg været dommer i en del novellekonkurrencer efterhånden, så jeg kan godt udtale mig generelt om at udvælge: Ofte er det svært at sætte noveller op overfor hinanden. Det er forskellige ting, der er gode og dårlige i dem. Men hvis man læser en novelle flere gange, får man som regel en fornemmelse for, hvor den ligger i forhold til de andre. Der er – eller bør i hvert fald efter min mening være – noget subjektivt og ikke er retteskema, der afgør, hvilke man vælger ud, og hvilke man smider tilbage i kassen.

Generelt vil jeg nok sige, at jeg er mere interesseret i eksperimentet, der måske ikke er helt vellykket, end i nok en udgave af en historie, jeg har læst 100 gange før, selv om den er godt skrevet. Men eksperimentet behøver ikke at være i science fiction-delen af historien – det kan lige så godt være i formen eller det sproglige. Deri adskiller jeg mig nok fra en del andre science fiction fans. Jeg har haft lange perioder, hvor jeg læste alt muligt andet litteratur end science fiction, og ser flere ligheder end forskelle mellem god science fiction og de andre gode tekster.

Hvordan er udvælgelsen til “Refleksioner” foregået? Har du udvalgt forfatterne på forhånd, eller har der været åbent for bidrag?

Begge dele. Men jeg har kun fået ganske få uopfordrede bidrag.

Du har udsendt tre bøger på Ny Science Fiction – udover at de alle er novellesamlinger, er der så en rød tråd, der binder dem sammen?

Cirkler og Refleksioner havde de helt klare ambitioner, at jeg ville finde nogle danske forfattere, som kunne skrive god science fiction. En del af dem gav næsten sig selv, da de allerede havde skrevet udmærket science fiction til bl.a. danske fanzines. Andre var nogle, jeg kendte eller fandt frem til, som ikke havde skrevet science fiction-noveller før.

Gwyneth Jones-bogen var noget helt andet. Hun var den ene af de to æresgæster, vi havde inviteret til Fantasticon 2009, og da vi fandt ud af, at Science Fiction Cirklen – helt uafhængigt af at vi inviterede Charles Stross i øvrigt – allerede var i gang med en Stross-novellesamling, var det naturligt at prøve at få lavet en tilsvarende bog med Gwyneth Jones. Mit forlag var så meget nærliggende som udgiver, da det i forvejen var sponsor for Fantasticon. Bogen endte med at blive noget rodsammen af selvstændige noveller samt et par artikler. I bagklogskabens lys var der nok kommet en bedre bog ud af at have udvalgt tekster med bedre sammenhæng, men på den anden side synes jeg også, bogen fint afspejler, at Gwyneth Jones er svær at sætte i bås.

Hvad er det, en god redaktør bidrager med?

Der er jeg nok lidt inhabil. Men jeg kan jo sige, hvad jeg selv gør. Det er blandt andet at tilbyde forfatterne hjælp med at få rettet novellerne til. Det er et tilbud, ikke et krav fra min side. Men en redaktør er jo normalt en af de første – hvis ikke den første – læsere, en forfatter har, så det er en sidste chance for gå i en dialog med sin læser om det, man har skrevet, før det kommer på tryk og bliver ren envejskommunikation. Nogle af historierne er trykt, som jeg modtog dem, andre har været igennem adskillige omskrivninger.

Du er både redaktør og bidragyder til “Reflektioner” – hvordan holder man en distance til sit eget skriveri, når man har det overordnede ansvar?

Det kan man ikke. Man kan bare holde igen på fristelsen til at sætte for mange af sine egne ting i. Jeg tror for eksempel aldrig, jeg selv vil udgive noget, som jeg har skrevet hovedparten af. Novellen i Refleksioner har jeg haft en læser på, som kom med nogle kommentarer, og det kom der en ekstra omskrivning ud af.

Dit eget bidrag hedder “Den sande historie om, hvordan jeg overvandt min skriveblokering” – hvordan opstod den historie?

Den startede faktisk som et bidrag til en af Knud Larns konkurrencer. Den skulle handle om en danskers møde med en alien, og jeg kunne ikke rigtig se, hvorfor en alien skulle ønske at møde en dansker. Jeg fik så en lidt fjollet ide med, at hovedpersonen skulle få sin fod inficeret med en alien mikroorganisme. Men jeg gik helt i stå med den novelle og endte med at sende en anden novelle ind til konkurrencen. Senere fik jeg en ide til, hvordan jeg kunne komme videre med den første novelle. Om det var der jeg fandt på at lade visse af personerne ligne kendte nulevende mennesker, kan jeg ikke huske, men det var vel på en måde oplagt, når hovedpersonen var inspireret af mig selv. Skriveblokering er nok et af de temaer, der er skrevet flest historier om, hvilket vel er naturligt, da historierne er skrevet af forfattere, som kan komme ud for netop det. Men med mindre man har en rigtig god ide, bør man nok holde sig fra det tema. Det bliver nemt til noget underligt narcissistisk noget. I dette her tilfælde mener jeg, titlen blev sat på til sidst, da jeg havde skrevet mig for langt fra den oprindelige titel og syntes, novellen var kommet til at handle en del om skriveblokering. Så jeg kunne ikke gøre for det!

Hvilke bøger har betyder meget for dig, som læser og forfatter?

Den første bog, jeg kan huske gjorde indtryk på mig, var Lille Nanok, som handlede om en lille isbjørn, hvis mor blev dræbt af de onde mennesker. Eller noget i den retning. Dybt tragisk og meget simpel. Jeg holder utroligt meget af historier, som er skåret ind til det mest væsentlige. På bogforum købte ieg nogle små børnebøger i science fiction-genren. En om rejser i rummet, en om tidsrejser o.s.v. Bøgerne har de mest kendte historieelementer fra de forskellige undergenrer af science fiction med, men i superforkortede versioner. De kan læses på et minut eller deromkring, modsat de dagevis det kan tage at komme igennem en murstensroman, der ofte ikke har ret meget mere at byde på. Men der er selvfølgelig grænser for, hvor interessante så korte historier kan være.

Som teenager læste jeg tonsvis af bøger. Blandt andet alt det science fiction, jeg kunne få fat i på det lokale bibliotek. Af danske forfattere var det stort set kun Niels E. Nielsen, der fandtes. Så de fleste bøger var oversatte – ikke alle lige godt, har jeg senere fundet ud af. En af de bøger, jeg kan huske gjorde størst indtryk på mig fra den periode, var Delanys The Einstein Intersection. Jeg forstod ikke helt, hvad den gik ud på, men var dybt fascineret af den. Men der har været så mange bøger, der har betydet noget for mig, og ikke kun science fiction. Det vil nok blive et meget langt interview, hvis jeg skulle nævne dem alle. Så lad mig springe frem til Stanislaw Lem: For ca. femten år siden holdt jeg næsten op med at læse science fiction. De forfattere, jeg læste dengang, blandt andet David Brin og Larry Niven, skrev mest kedelige fortsættelser af deres gode, gamle ting, synes jeg. Men ti år efter jeg havde opgivet science fiction, fandt jeg så på at genlæse Lems Solaris, og pludselig så jeg science fiction-genren som noget meget større, end hvad den havde været for mig som ung. Mange har den holdning til science fiction, at det er en genre, som hører hjemme i det tyvende århundrede og er ved at dø ud. Det er da rigtigt, at mange af de bedste ting – så som Lems Solaris – blev skrevet for mange år siden, men det er blot naturligt, at de seneste ti års mesterværker er færre end de foregående næsten hundrede års. Nu er jeg så i gang med at prøve at finde ud af, hvad det bedste, der skrives i dag, er, men det kniber lidt med tiden til få det læst op, med alt det andet jeg skal nå, herunder selv at få skrevet noget.

Det, jeg selv har skrevet, er ikke skevet med nogle bestemte bøger eller forfattere i tankerne som inspirationskilde. Men naturligvis er jeg påvirket af det, jeg har læst. Der var en, som for ca. fem år siden sagde til mig, at de noveller, jeg skrev dengang, mindede om Stanislaw Lems tidlige noveller. På det tidspunkt havde jeg ikke læst en eneste af Lems noveller, men her bagefter kan jeg godt se det. Jeg tror bare, det skyldes, at jeg har visse ting til fælles med Lem: En interesse for naturvidenskab og science fiction, kombineret med en vis mængde respektløshed eller skepsis overfor dem, der praktiserer det.