VREDE DØDE. “The Woman in Black” blev først udgivet i 1983, hvilket faktisk er lidt overraskende – den føles meget ældre, en klassisk britisk spøgelseshistorie, tonstung af tåge og stemning.

Arthur Kipps er en ung advokat, der får ordre til at tage sig af sin første større opgave – han skal drage til den lille landsby Crythin Gifford i det østlige England. Der skal han først stå for begravelsen af den nyligt afdøde Mrs. Alice Drablow; dernæst skal han drage til Eel Marsh House, hvor den gamle enke boede til sin død, og få orden på hendes papirer.

Allerede inden ankomsten til landsbyen begynder man dog – som læser, i al fald, for den gode Arthur er ikke særligt opmærksom på sporene omkring sig – at fornemme, at der er noget galt. Folk reagerer, så snart han nævner, i hvilken ærinde han kommer til byen, og at han er på vej til Eel Marsh House. Og reaktionen nærmer sig panik, da han henkaster nævner den sortklædte kvinde, som han ser ved begravelsen.

Og så drager han ud over marsken til det gamle, isolerede, mørke hus. Og forstår snart, hvorfor folk ikke er trygge ved bare tanken om det.

“The Woman in Black” er en god, gammeldags spøgelseshistorie, hvor det hele handler om stemning, og stemningen er tyk og tung som den tåge, der driver ind over marsken, i hvis dyb afdøde stemmer skriger i rædsel. Historien er for så vidt ganske forudsigelig – vor hovedperson kommer naturligvis til det hjemsøgte hus og møder noget, der påvirker ham dybt, men overlever, så han kan fortælle historien (det faktum afslører rammefortællingen fra første færd). Der er dog en god drejning til sidst, en knivskarp kant, der fungerer så meget bedre, netop fordi historien virker så gammeldags.

Men med denne type fortælling er det ikke plottet, der er afgørende – der er nogle faste elementer, og de er på plads (Hill har endda skrevet om den på sin hjemmeside). Nej, her handler det om den rugende fornemmelse af overhængende undergang og den langsomme eskalering af truslen, og den del af det fungerer mildest talt upåklageligt.

“The Woman in Black” er en af de bøger, hvor man som læser lige skal give slip og lade sig selv komme ned i omdrejninger, give sig tiden til at leve sig ind i bogen, og så vil den suge én ned lige som den marsk, der omringer Eel Marsh House. Har man først levet op til det krav, er det en fornøjelse at følge, hvordan Hill roligt og velovervejet bringer sin hovedpersonen længere og længere derud, hvor han ikke kan bunde. Det når aldrig dertil, hvor man irriteres over hans handlinger, hvilket ellers ofte sker i horror – fordi han er så godt beskrevet som person, selv mens følelsen af had vikler sig omkring ham.

At “The Woman in Black” fungerer helt superbt, ses også af, at den er blevet adapteret til både en tv-film (som jeg husker som overraskende effektiv) og et skuespil, der har kørt i adskillige år. Er man til langsom, stemningsfuld horror, bør den helt klart læses.