SLUTNINGEN I STARTEN. Med ottende bind i serien om Metabaronernes Kaste får vi afslutningen på den episke fortælling om hvordan Navneløs blev galaksens største kriger. Hele serien kulminerer i dette punkt hvor vi endeligt ser Metabaronen som Moebius skabte ham (se f.eks. “John Difool”).

Efter at stålhoved er vendt tilbage, er det med et blevet Navneløs’ opgave at nedkæmpe sin bedstefar. Ikke alene har Navneløs uretmæssigt gjort krav på titlen som metabaron, men han må også slå galaksens største kriger, for selv at blive galaksens største kriger. Men hvad med Lothar, den lille robot som tjener Navneløs? Hvad skjuler han i sin mekano-krop, og hvordan kan det hjælpe Navneløs i at nedkæmpe en anden galaktisk fare i form af en gigantisk supralus. Supralusen har skumle planer med galaksen, og Navneløs er umiddelbart magtesløs overfor den – hvordan skal det mon ende?

Hvis det ovenstående virker forvirrende, så er det kun fordi historien begynder at spidse til. Der er mange løse ender der skal samles op på 64 sider, og lige så mange løse ender der skal skabes. Afslutningen på denne serie skal, så vidt vides, skabe grobund for seriens næste cyklus under navnet “Den Navneløses Eventyr”. Det er altså ikke helt slut med metabaronen selvom dette bind afslutter den første cyklus.

Derfor er temaet for dette bind “opsamling”, og det bære det præg af. Vi skal igennem flere opligatoriske opsummeringsøvelser. Blandt andet får vi en hel side dedikeret til tidligere metabaroner og deres færden. Det er faktisk ikke særligt interessant, men det giver for så vidt et spændende indblik i Navneløs’ natur og livsfilosofi. Som metabaron er han uløseligt forbundet til en tradition og en historie, som i de fleste tilfælde rækker langt udover de personer der deltager i den. Navneløs må se i øjnene at der er ensomt på toppen, og at lige netop denne top ikke må leve videre.

Sidste bind i serien giver en mere eller mindre passende afslutning på hele historien. Der bliver godt nok sprunget en del i slutningen og de sidste to sider lader meget tilbage at ønske. Det er som om Jodorowsky og Gimenez ikke har villet afslutte serien. Imidlertid har det betydet at serien (eller i al fald dette bind) ikke har fået en slutning. Det er meget brat vi får slynget “Slut på “Metabaronernes Kaste”…” i hovedet, men som sagt kan vi se frem til en ny cyklus.

Hvis man har læst de syv foregående bind i serien, er man selvfølgelig nødt til at læse dette bind også. Nye læsere vil blive forvirret, hvis de ikke starter med at læse de første bind i serien. Historien bære måske mest præg af at være et karakter-studie frem for en actionmættet spændingsfortælling. Det er til tider interessant, men også langsommeligt. Elskere af serien vil elske netop dette bind fordi vi i sandhed for set galaksens største kriger på godt og ondt.