KLONER OG OPRØR. “Syv dage i District Copenhagen” er Nis Jakobs romandebut fra 1999 – en science fiction/spændingsroman fra en fremtid, hvor kloner dyrkes som reservedelslagre.

Det er Danmark 100 år senere, 2099, der danner baggrunden for ugens begivenheder i den østlige del af State Denmark. Samfundet er blevet kasteinddelt, og demokratiet er i hænderne på det firma, der kan skaffe flest stemmer. Og det kan den, som er bedst til at skaffe folket lykken, hvad enten det er gennem kemi, statsstyrede bordeller (Behagetjenesten) eller generel indoktrinering.

Det er naturligvis de øverste i samfundet, der har det bedst, og det har de blandt andet, fordi de får fremstillet klonede kopier af sig. Så i tilfælde af ulykke eller alderdom kan de få udskiftet de legemsdele, der måtte være problemet. Ideen er ikke ny (og var det heller ikke i 1999), men det får dog lidt ekstra kant af, hvordan det hele sættes ind i en dansk sammenhæng. Der er naturligvis tydelige paralleller til nutiden, især i den evindelige jagt efter lykken, som præger hele dette fremtidige samfund.

Selvfølgelig trues hele denne dystopi – af oprørere, som befinder sig i det Korchske, men også barske Danmark uden for staden, hvor bønder arbejder med jorden, mens magthavernes satellitter overvåger dem.

“Syv dage i District Copenhagen” er opbygget som en spændingsroman – Jakob følger flere forskellige personer, hvis skæbner konvergerer mod det samme punkt: især folk fra eliten, som forbereder den store fejring af Lykkens dag, men også en lille gruppe kloner på en institution. De er ved at være modne til, at de skal fryses ned, så de kan bruges – men én af dem har visioner og drømme om verden uden for, og da de ser en mulighed for at opnå friheden, griber de efter den. Derfra går det med flugt og masser af skumle planer.

Det er en overraskende gammeldags roman – med mange af science fiction genrens irriterende uvaner: tydeligt konstruerede begreber, en til tider didaktisk tone, et karikeret samfund og så videre. Det hele er skrevet i en sprog, der virker sært afstandstagende – hvilket naturligvis er med til at understrege, hvor fremmedgørende baggrunden er på personerne; men det gør det også svært at leve sig ind i, når folk føler noget i retning af “en ulogisk trang til at være nær hinanden”. Det gjorde for mit vedkommende, at bogen rent formelt såmænd er spændende opbygget med krydsklipning og stadig tilspidsning af situationen, men den blev aldrig fængende. Der blev ganske enkelt ikke vendt sider i den hastighed, som en sådan bog bør fordre.

Det eneste, jeg dog ville betragte som et decideret irritationsmoment, er forfatterens brug af klonerne – den er ganske enkelt for fersk. Det faktum, at man her opfostrer tydeligvis bevidste mennesker (og altså ikke bare hjerneløse kroppe) siger meget om det bagvedliggende samfund. Men i stedet fremstår de blot som personer, der tilfældigvis er indespærret og kan spille en stor rolle for landets fremtid – klontemaet udbygges ikke, hverken gennem deres personligheder eller deres omgivelser, og det er synd, for det virker, som om der tabes noget potentiale der.

“Syv dage i District Copenhagen” er et interessant dansk forsøg udi sf-genren, men vil nok især finde sine læsere blandt de sf-uvante. For de vante har den desværre ikke nok overraskelser.