NØRDER I KRIG. Tredje del af Neal Stephensons nyklassiker “Cryptonomicon” er ude på dansk – og endnu en gang er det en af de bøger, der måske kan virke lidt afskrækkende på afstand, men så snart man er kommet et par sider ind, er man fanget.

Det er ved at være noget tid tid, jeg læste Pontifex, så jeg havde ikke helt styr på alle historiens plotlinier, men det er ærligt talt lige meget. Ikke forstået på den måde, at man kan starte med bind tre, for der er tale om ét værk splittet op i tre bøger, men snarere, at man hurtigt får fat i de store linier igen. Og fordi Stephenson skriver, så det er svært at stoppe igen.

Cryptonomicon handler om kodebrydning – både under anden verdenskrig og i nutiden. På tværs af årenes skel bindes en lang række personer og historier sammen på fornemmeste vis: i krigens sidste dage kæmper japanerne for at fjerne og skjule så meget guld som muligt, førend de allierede vinder krigen. Japanerne ved godt, at slaget er tabt, men deres tilgang til verden tillader dem ikke at stoppe, og mens folk dør i store mængder, er der et overvældende ingeniørarbejde i gang dybt inde i junglen.

I nutiden (eller retteligen den nærmeste fortid) arbejder nogle af vore andre hovedpersoner på at skabe fremtiden. Fremtiden er muligvis et ukendt land, men det er sikkert, at den er digital, og hvis de vil sætte deres flag der før diverse nationale regeringer, skal de være hurtigt ude. Men de er ikke de eneste med planer.

Planer er der generelt bunker af i Cryptonomicon, og det kan være ret kompliceret at følge med i, hvem der står bag hvad. Heldigvis er langt størstedelen af personerne intelligente, gerne grænsende til det uhyggelige. For det handler om kryptografi, men mindst lige så meget om de mennesker, der dyrker det. Og Stephenson forstår at beskrive (for nu at bruge en genvej) nørder, så man både griner og græder med dem. Deres samtaler er ikke small talk, men en komprimeret blanding af Wikipedia, Shakespeare og tekniske manualer – det lyder måske underligt, men det skal opleves for at forstås. Og opleves bør det, for det er både spændende, fascinerende og uendeligt underholdende.

Stephenson har i mine øjne frembragt noget af et paradoks – jeg cirklede selv om “Arethusa” i et stykke tid, før jeg kunne tage mig sammen til at gå i gang, men næsten med det samme havnede jeg i den situation, hvor man gerne lige vil tage en side til. Jeg forestiller mig, at det er som at ryge en mægtig joint og blive anbragt foran et bord proppet med dyr mad – man har lyst til at indtage det hele med det samme, men det er ganske enkelt umuligt at rumme det altsammen på én gang. Så man griber alt det, man kan, og sidder tilbage med et snurrende hovede og en lykkelig fornemmelse i hele kroppen.

Det er mig en kilde til stadig undren, at det er det lille forlag Hexameter, der har landet Stephensons værk, men der er blevet gjort et flot stykke arbejde. Oversættelsen er vellykket, og jeg håber, at hele serien er havnet hos så mange som muligt – i al fald bør man læse den, hvis man har den slags hjerne, der stadig kan forundres. For glæden over det nye stråler fra hver en side.