ONDSKAB I DE DANSKE SKOVE. Steen Langstrup startede med horror, men gik så over til at skrive krimi/spænding i stedet – nu er han tilbage, og “Den hvilende ondskab” er første bind i en ganske ambitiøs horrortrilogi, “Plantagen”. Samtidig er det en tilbagevenden til den by, der har lagt baggrund til flere af hans historier: Gillsby og omegn.

Setup’et er ganske klassisk – vi har et område, godt gemt i skoven, som er hjemsøgt eller lider under en gammel forbandelse. De lokale ved det og undgår naturligvis stedet som pesten, men ønsker samtidig ikke at tale med udefrakommende om det. Langstrups udfordring er, at han fører den velkendte historie frem til nutiden i letgenkendeligt dansk miljø med burgerbar og hele baduljen – og det slipper han ganske godt fra.

Det starter med snegle-entusiasten Anders Kromann, der får tiltusket sig adgang til et område af skoven, der ellers er lukket af. Han har fået nys om, at han der kan finde en hidtil ukendt snegleart, og han trasker ind i mørket med hovedet fuldt af drømme. Men snart må han indse, at skoven rummer ganske andre ting, end han havde forventet.

De første par kapitler, der beskriver hans oplevelser, indfanger både bogens styrker og svagheder.

Langstrup forstår at skrue en handling sammen, og han skriver, så man lige snupper en side til. Kapitlerne er korte, og de er med til at bygge situationen op, så det er svært ikke at bide negle. Hele baggrunden hænger godt sammen – der er en grund til, at folk er, hvor de er, og man bliver ikke slået ud af læseoplevelsen på grund af diverse tåbeligheder – årsag og reaktion følger i nydelig sammenhæng. Det gør “Den hvilende ondskab” til en bog, man sagtens kan give til nybegyndere inden for genren – den tager læseren ved hånden og giver ikke slip, førend man har læst sidste side og stadig er i færd med at sige “Jeg læser egentlig ikke horror…”

Læg dertil, at der jongleres flot med en del elementer – især en forbandelse, der udvikler sig interessant, og som det skal blive spændende at følge i fortsættelserne. Og så nogle gode schlocky horroreffekter, som det er en fryd at opleve på dansk.

På den svagere side ligger så, at vi aldrig rigtig kommer uden for de trygge rammer – Langstrup kan sit håndværk, og han kan det godt, men jeg synes ikke, at han får tilsat det der ekstra, som ville løfte bogen op. Til tider forfalder han til nogle fortærskede horrortricks – som når mødet med det overnaturlige pinedød skal leveres med et barndomstraume. Kan vi ikke snart få jaget en pæl gennem hjerte på den ide og kulet den godt under jorden?

Efter introen skiftet fokus til tre generation af den samme familie, der samles i et gammelt hus med tilhørende plantage i nærheden af den lukkede skov. Deres indbyrdes konflikter og gamle historier glider hurtigt ind i den trussel, der langsomt kryber nærmere gennem skoven. Og det hele fører frem til en klassisk, hæsblæsende horrorslutning, så det er en fornøjelse.

I det store hele er “Den hvilende ondskab” en yderst vellykket page turner – jeg fløj igennem den på ingen tid og ser frem til fortsættelsen. Historien her afsluttes, men der er god grobund for at udvikle på konceptet, og jeg tvivler ikke på, at der er nogle overraskelser i ærmet. For min skyld må han gerne skrue ned for den typografiske udsmykning af siderne, men indholdet skal bare fortsætte i samme stil.