Neil Gaiman: Black Orchid

SUPERHELTEBLOMST. Det er ikke første gang Neil Gaiman skriver superhelte. Det er nok heller ikke sidste gang. Jeg har tidligere anmeldt hans “De Evige” her på siden, og begejstringen var ikke på sit højeste. Nu har jeg kigget lidt på Gaimans “Black Orchid”, og den er en del anderledes. Måske er det ikke ret meget bedre end “De Evige”, men den er i al fald anderledes.

Det hele starter med at Black Orchid bliver slået ihjel. Imidlertid er det sådan, at Black Orchid er én af mange. Susan, kvinden bag Black Orchid-masken, har ladet sig klone med en plante. Det betyder at der konstant vokser nye versioner af hende frem. Men nu er den originale Black Orchid (Susan) altså død. En af de nye planteversioner vågner op, og ved ikke hvem eller hvad hun er, men har stumper af hukommelse fra den originale Susan. Hun forsøger, med hjælp fra bl.a. en kendt flagermus, at finde ud hvem og hvad hun er. I mellemtiden er ikke alene Lex Luthor, men også Susans eksmand på jagt efter hende. Begge forfølgere har et ønske om at dræbe, men det bliver ikke helt så let.

Black Orchid er mildest talt fragmenteret. På visse tidspunkter bevæger den sig på grænsen mellem “stream of consiousness” og det fuldstændig uforståelige. Der er således passager hvor det kan være meget svært at forstå hvor forfatteren vil hen. Det er muligvis en måde at give læseren en oplevelse af den splittethed hovedpersonen oplever, i så fald er opgaven løst til “UG”.

Jeg kendte ikke figuren “Black Orchid” førend jeg læste dette bind, men efter lidt research står det klart at der er tale om en mere eller mindre veletableret figur. Gaiman har, uden tvivl, forsøgt at give noget nyt til genren, men man må spørge sig selv om det er tvunget ned over figuren uden hensyn. Det er et brud med genren at slå helten ihjel på de første sider. Uden at røbe for meget, kan jeg også sige at slutningen og klimakset så absolut falder udenfor normen. Det er i bund og grund spændende at Gaiman vil brige noget nyt til genren, men Black Orchid er præget af en tendens til bare at ville være modsat.

Dave McKeans tegninger er interessante. De svinger mellem meget klassiske sort-hvide blyantstegninger og over i en mere impressionistisk og farvefuld stil. De sidste er uden tvivl de mest interessante, når de da ikke bliver så stiliseret at de bare bliver til grøn-lilla smørerier der fylder hele og halve sider. Der er bogstaveligt talt hele sider hvor billederne ikke er andet end grøn og lilla der er smurt sammen. Det er lidt billigt, og bidrager i allerhøjste grad til den fornemmelse af fragmentering, der er i albummet.

“Black Orchid” er, som sagt, ikke Gaimans første livtag med genren, og det bliver nok heller ikke de sidste. Den er meget fragmenteret og kræver en del af læseren. Gør man alligevel forsøget, er det om at holde tungen lige i munden, og derudover accepterer at der ikke er tale om en traditionel superhelte-historie. Der er tale om en Gaimansk superhelte-historie, og det er noget ganske andet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.