PULP-PJAT. Man laver ikke længere mænd og kvinder, som man gjorde i gamle dage – sådan var det allerede på Edgar Rice Burroughs’ tid, i første halvdel af det nittende århundrede. Heldigvis er hovedpersonen i “At the Earth’s Core” typen, der har forstået at udvikle sin krop og er god til at slå på næven, hvis situationen skulle kræve det. Det får han brug for, da han havner i Pellucidar, den verden, der eksisterer i den hule jord.

Burroughs er nok bedst kendt for sine Tarzan-bøger og historierne om John Carter, der farer til Mars og uddeler øretæver til de indfødte (bl.a. adapteret til nogle tegneserier, der også udkom på dansk i min ungdom, og som jeg af uransagelige grunde var vild med, og sidst set i Moores Det Hemmelighedsfulde Selskab). Men han skrev også syv bøger i Pellucidar-serien (en af dem er en croosover, hvor vor allesammens yndlings-abemand drager på eventyr i kloden), hvor “At the Earth’s Core” er den første i serien.

Vor heldigvis muskeludsmykkede helt hedder David Innes, mens hans sidekick er den noget mere intelligente opfinder Abner Perry. Perry har opfundet en mekanisk muldvarp, og de to sætter sig for at afprøve den. Noget går galt, og snart har de kurs mod Jordens indre og døden, enten ved kogning eller kvælning. Heldigvis har videnskaben taget grumme fejl, og netop da de tror, det er ved at være slut, bryder de igennem den sidste hindring og havner i Pellucidar.

Jorden er hul, og i kernen svæver en lille sol, som oplyser den verden, der findes derinde. Der er naturligvis mindre overflade, end der er udenpå jordkloden, men til gengæld er havene mindre, så landjorden faktisk er større. Det giver masser af plads til eventyr, hvilket da også er, hvad vore hovedpersoner kommer ud på. Det her er klassisk pulp med masser af forhistoriske dyr, der generelt set har udviklet sig til at være større og/eller mere intelligent end deres ovenjordsmodstykker. Der er flokke af abemennesker og hulemænd, for ikke at nævne de grusomme mahars, der ikke er telepatiske, men “i stand til at flytte deres tanker ind i den fjerde dimension”. Eller noget nonsens i den dur. Nonsens er der i det hele taget nok af – fordi der er dagslys konstant, og der ikke findes en måde at måle tiden på, går tiden anderledes. Vor helt gemmer sig under vandet, og da han kommer op, er han ikke sikker på, om der er gået en måned eller et minut.

Den slags må man tage med. Pointen her er naturligvis, at der er en smuk ungmø, der skal reddes, og med den undskyldning går vor helt ellers i gang med at fare fra den ene livstruende situation til den næste. Heldigvis er han en intelligent, hvid mand, så han klarer sig, omringet som han er af disse prægtige vilde (ja, der er en vis undertone af racisme i historien).

“At the Earth’s Core” er meget, meget let underholdning – af den type, der nok er bedst, hvis man oplever den i sine unge år. Men underholdning er det, ganske fjollet til tider, men stadig ganske sjovt. Man ved nok, hvad man går ind til, hvis man samler den op.