Om L. G. Jensen

L. G. Jensen debuterede i 2006 med varulve-romanen “Ulvebrigaden”, som han fortæller om her. Han er født i 1976 og arbejder som skolelærer, når han ikke giver sig af med skriveriet. Med sin nyeste roman kaster han sig over science fiction-genren.

Forlaget om “MilkyWay Meat – Sanddæmonen”

William er ude i noget snavs, og hans far sender ham væk fra Jorden og ud på Rumstation Valhal for at blive lærling i slagterforetagendet MilkyWay Meat. Og selvom William giver den som utilfreds og utilpasset teenager, er han i al hemmelighed vild med tanken om at komme væk fra Jorden og ud og opleve universet.

Men MilkyWay Meat er en samling hårdhudede slagtere, der har rejst ud til universets yderste rande for at finde det bedste og dyreste kød, der kan opdrives. Og man bliver ikke bare lærling hos dem uden først at vise sig værdig.

Besætningen får et opkald fra en planet, der er plaget af den sjældne og dødfarlige sanddæmon. Kødet fra sanddæmonen kan indbringe en klækkelig sum. Opgaven accepteres, og William kommer på sit livs sværeste opgave. Især da det går op for ham, at slagterne kan andet end at slagte forsvarsløse dyr.

En actionmættet fortælling med ‘space-cowboys’, rumrejse, religiøse fanatikere og vilde jagter.

Interview

Til at starte med: kan du præsentere LG Jensen og MilkyWay Meat? Hvad venter der læseren her?

Der venter Læseren en ruchebanetur ud til det udforskede univers’ ydre rande. Som med min første roman, Ulvebrigaden, har jeg bestræbt mig på at opfylde dogmet om, at hver side skal underholde. At der skal være noget, der kan få Læseren til at reagere. Et gys. Et grin. Måske en passage til eftertanke. Med de prismærkater, der er på bøger her i landet, så synes jeg, at jeg skylder Læseren smæk for skillingen.

Lad os se det i øjnene. Det er de færreste forfattere, der kan leve af at skrive deres historier. Jeg er ikke én af dem. For mit vedkommende så finder jeg på historier, fordi jeg ikke kan lade være. De må ud på en eller anden måde. At sidde sammen med en masse mennesker og kunne gribe dem med en historie, man fortæller, er en fantastisk følelse. Til dels bedre end at skrive dem ned i romanform. Selvom man ikke får sit publikums umiddelbare reaktion, på dét, som sker, så er det en luksus at have muligheden for at forfine sin fortælling. Til at gå i detaljer, som fortælleformen ikke tillader i samme grad.

Men i bund og grund er jeg historiefortæller.

Jeg elsker forestillingen om historiefortælleren, der efter at have vandret ned af lange, regnvåde veje bliver lukket indenfor på kroen. Hvordan han efter et varmt måltid mad og et krus øl sætter sig til rette foran ildstedet og tænder op i sin pibe. Hvordan folk samler sig omkring ham for at høre ham fortælle historier, skrøner og eventyr. Når jeg skriver, så bestræber jeg mig på at lade min stemme skinne igennem i teksterne, så mine læser forhåbentligt har et indtryk af at have været i mit selskab, mens de har siddet og læst.

“MilkyWay Meat” skulle have været din debutroman, men du stoppede med den og skrev i stedet en omgang varulve-tjubang. Kan du fortælle lidt om det – og forklare, hvad der skete, som gjorde, at du kunne påtage dig opgaven med “MilkyWay Meat?”

Det er rigtigt, at jeg begyndte på MilkyWay Meat, før jeg skrev Ulvebrigaden. Men jeg druknede simpelthen i for mange idéer. Derudover var der for mange personer at holde styr på og et forholdsvis omfattende univers at skabe til både Kreya og Jord. Midt i det hele begyndte fortælletrangen så småt at gå tabt, så jeg besluttede mig for at gemme alt, der havde med rumslagtere at gøre, langt væk og i stedet skrive et eller andet for morskabens skyld. Bare en novelle, hvor jeg kunne strække benene og hygge mig. Jeg hyggede mig faktisk så fint, at novellen endte med at blive en roman.

Dagen efter manuskriptet var blevet sendt ind til forlaget, fandt jeg MilkyWay Meat frem fra gemmerne igen. Bare for at se om idéen stadig kunne fange mig. Der var omkring tres sider og en ordentligt bunke noter, tegninger og idéer. Jeg gik det hele igennem. Og gik så i gang.

Jeg måtte erkende, at hvis jeg skulle have det hele med, så måtte jeg strække mig over flere bind. Og lige pludselig så forsvandt maset med at få historien ned på papir. Hvis jeg alligevel havde mulighed for at strække historien over flere bind, så gjorde det ikke så meget, hvis jeg i første omgang ikke fik inkluderet al min baggrundsinformation om eksempelvis Krigen, koloniseringen eller Organisationen. Jeg nøjedes med at fortælle, hvad der var nødvendigt for at følge historien om Williams første dage som slagter. Og derfra skrev historien (næsten) sig selv.

Din første bog var mere adventure-action – nu er der dømt science fiction, men stadig action. Hvad er dit forhold til science fiction-genren, og i hvor høj grad har du taget stilling til den?

Jeg kan huske, at jeg i en meget ung alder slæbte en masse science fiction med hjem fra det lokale bibliotek. Det skulle vise sig, at jeg var en anelse overambitiøst. At kaste sig over Frank Herbert og William Gibson i en alder af otte var måske for stor en mundfuld. Jeg kedede mig så meget med Klit, at jeg aldrig siden har taget mig sammen til at begynde forfra på den. I stedet opdagede jeg gyset – som jeg til gengæld snart dyrkede i både litterær og filmisk form. Jeg tror dog, at det var en novellesamling af Ray Bradbury, der igen vakte min interesse for at læse science fiction.

Mange forfattere af science fiction bruger genren til at give deres samtid en bredside. Den tillader, at man suser frem i tiden og viser den yderste konsekvens af den vej samfundet går. Jeg gjorde det til dels også i MilkyWay Meat. Men kun i det små. Her var målet først og fremmest at fortælle en god historie med fart på – ikke at advare, løfte pegefingre eller være samfundskritisk. Ikke denne gang, i hvert fald. Men genren er jo en fabelagtig legeplads, så jeg vender helt sikkert tilbage på et tidspunkt. Om ikke andet så for at følge Williams karriere hos MilkyWay Meat.

Jeg har set dig betegne dine bøger som pulp-litteratur – hvilket vist i manges øjne er en massebetegnelse for “dårlig litteratur”. Hvordan leverer man god pulp-litteratur?

Der er en grund til at mange omtaler pulp-litteratur i samme tonefald, som de omtaler hundelorteposer. Det er, at der gennem årene er skrevet så meget af slagsen, der er direkte rædsomt. Traditionen byder næsten, at det er billigt producerede pocketbøger, hvor et farverigt omslag med skurke, skydevåben og store bryster bliver prioriteret højere end en dygtig redaktør og korrekturlæser. Det er simpelthen designet til at blive købt på farten, læst på farten og fordøjet på farten. Set fra det synspunkt mener jeg, at det er vigtigt, at underholdningsfaktoren er i top. Hvis du i en travl hverdag kun har ti minutter til at sidde og læse – om det så er i S-toget, ved busstoppestedet eller på porcelænstronen – så skal jeg ikke være ham, der keder dig og spilder tiden i din lille oase af ro. Jeg skal nok sørge for, at du er underholdt i samtlige ti minutter, du venter på bussen.

God pulp bør være som rock n’ roll. Det må gerne være beskidt og støjende – men med store armbevægelser, stærkt nærvær og masser af energi. Kan man mønstre dét, sammen med en handling der er ligeså farvestrålende som sproget og persongalleriet … Ja, så er man godt på vej til at få sin historie til at rocke.

Hvordan påvirker dit valg af genren dit forhold til den forventede læser? Har du nogle forventninger til den, der får bogen i hånden – og er det en hæmsko, en udfordring eller noget helt andet?

Jeg satte mig ikke ned med en plan om at skrive science fiction. Det var tilfældigvis bare den historie, som jeg brændte mest for, da jeg gik i gang. Og jeg må også indrømme, at jeg heller ikke tænker så forfærdeligt meget på mine læsere i skriveprocessen. Her skriver jeg først og fremmest for mig selv. Det, jeg skriver, er mit – og kun mit – indtil det sidste punktum er sat. Så vil jeg gerne dele. Men det er et totalt egotrip. Jeg synes stadig, at det er ret syret, at der er folk, jeg ikke kender, der læser og dyrker mine historier.

Selvfølgelig har jeg forventninger til min læser. I hvert fald én forventning. En uskreven (om end alment gældende) aftale mellem forfatter og læser: I samme øjeblik Læseren tager rumslagtersagaen ned fra hylden og giver sig til at læse, så har vedkommende indgået en kontrakt med mig. En kontrakt der indebærer, at Læseren bliver nødt til at læne sig tilbage og acceptere min version af fremtiden. Hvis man tænker over det, så er det ikke så lidt af en tillidserklæring, når jeg nu forventer, at man er villig til at tro på stjernekrydsere, indavlede amatørkirurger og brutale bæster fra fremmede solsystemer. Tror Læseren ikke på sin fortæller, så er løbet kørt på forhånd. Men jeg håber, at så længe jeg fortæller ’sandheden’, så vil min læser også tro på mit univers – og dermed være i stand til at tage med på min rejse.

Selvom jeg undervejs i MilkyWay Meat kom ind på emner som narko, racisme, globalisering, krigstraumer, moral og etik, frihed, lovgivning, religion og frygten for magthavende organisationer, så syntes jeg ikke, at jeg behøvede tvinge Læseren til at tage stilling. I hvert fald ikke i særlig høj grad. Man skal være velkommen ombord, selvom man bare er med for festens skyld. Jeg synes bare ikke, at der er noget ved dippen, hvis den ikke er krydret. Der må gerne ligge en tanke bag vildskaben. En idé bag galskaben.

Der lader til at være et bånd mellem bl.a. dig, Michael Kamp og Ruben Greis. Findes der en skole af nye, genrebevidste, danske forfattere? Måske også med betegnelsen drengerøvslitteratur påhæftet?

Mener du Den Litterære Drengerøvsloge? Det er alt sammen rygter. Uden beviser vil vi benægte alt. Det har intet med virkeligheden at gøre. Og hvis det havde – så var det alt sammen Rubens idé!

Faktisk har jeg aldrig haft fornøjelsen af at møde Michael Kamp, men Rubi Greis og jeg voksede begge op i Ringsted. Jeg gik på gymnasiet med ham – og arbejdede i Blockbuster med Kenneth Bøgh Andersen. Michael Poulsen, vores allesammens rockpoet fra Volbeat, hørte også med i min gamle omgangskreds. Om Ringsted Kommune kommer noget i vandet, ved jeg ikke – men det kunne da være fedt, hvis vi kunne være med til at starte en litterær trend for solid drengerøvsunderholdning!

Her må jeg endelig huske at understrege, at man ikke behøver at være mand for at være en drengerøv! Nogle af de største drengerøve, jeg kender, er faktisk kvinder. Vores såkaldte stodderromaner er jo møntet på alle der søger solid underholdning og lidt dybfølt bulder og brag. Det glæder mig at få lige så meget positiv respons fra kvindelige læsere som fra mandlige. At folk trods alder, køn, tro og løntrin kan gyse og more sig over de samme ting.

Alligevel kan det godt være svært at nå den del af publikum, der normalt mener, at det dér med at læse er et kedsommeligt tidsfordriv. At de hellere vil se en film. Eller spille lidt Playstation. De skal sgu bare ha’ den rigtige bog mellem hænderne – eller i ørerne. Så bliver de også forført af historien.

Ungdomslitteraturen har bevæget sig meget i retning af det fantastiske i de senere år – hvad er det, som de fantastiske genrer kan tilbyde?

En blanding af flugt og refleksion, tror jeg.

De fleste mennesker, ung som gammel, kender vist følelsen af, at virkeligheden kan hvile tungt på ens skuldre. Når læreren overrasker med en matematikprøve – eller chefen giver én uventet overarbejde på en fredag. Når kassedamen i Netto snerrer af én – eller når den, der sidst har været på toilettet, har glemt at skylle sin hjemmepressede cigar ud. Alle de der små ting, der dagligt minder én om, at virkeligheden ikke er som på film. At den er besværlig og nogle gange lugter en lille smule. Så kan det være helt befriende at lade sig synke ind i en verden uden chefer, lærere, kassedamer og brune u-både. Lade sig bjergtage af fjerne, fremmede verdener, magi og måske en biljagt eller to. Man behøver ikke at være så bange for virkelighedsflugten. Det kan jo ligefrem være terapeutisk. Når man lukker bogen igen, så ligger man måske pludselig inde med overskuddet til at smile til kassedamen og trække ud i toilettet.

Fantastisk litteratur giver også Læseren muligheden for at træde et skridt tilbage fra virkeligheden og måske betragte den fra et andet perspektiv. Som jeg tidligere var inde på, bliver eksempelvis science fiction ofte brugt som et spejl for vores samtid, for at give Læseren mulighed for at reflektere over, hvor vores samfund mon er på vej hen. Hvor mange børn og unge har ikke kunnet genkende sig selv og sine egne problemer, når de side for side fulgte ham den bebrillede knægt på troldmandsskolen? I deres hverdag møder de hverken drager, troldtøj og onde troldmænd, men deres personlige problemer er de samme som hans. Derfor kan de relatere – og dermed reflektere.

Historier der bryder med virkelighedens love kan sagtens give Læseren et indblik i både etik, filosofi eller kvantefysik. Har forfatteren noget på hjerte, så vil det kunne skinne igennem – uanset om historien forgår i middelalderen, i det ydre rum eller i baglokalet på et polsk bageri.

Inspirationen bliver man næsten nødt til at spørge til. Generelt synes du at trække meget fra filmens verden – er det også tilfældet her?

Helt bestemt. Det kan jo næsten ikke undgås, når man skriver i denne genre. Men selvom MilkyWay Meat ganske vist har et par små nik til både klassiske westerns og sci-fi film, så er det måske mere mediets virkemidler, som jeg forsøger at bruge i skreven form. Ord er langt mere fleksible end billeder, så hvorfor ikke benytte sig af for eksempel slowmotion, krydsklipning og underlægningsmusik? Når jeg skriver action, så handler det om at få filmen, jeg ser for mit indre øje, ned på papiret – og dermed (forhåbentligt) vise den til min Læser.

Men for mit vedkommende spiller andre medier ind i næsten lige så høj grad: Rytmen og flowet fra musikken. Associationer og sprogblomster fra poesien. Fordybelsen og detaljerigdommen fra romaner. Indlevelsen og tempoet fra spil. Og ikke mindst mine medmenneskers særheder og mangfoldighed. I virkeligheden kommer inspirationen jo alle vegne fra. Hele tiden. Man kan slet ikke undgå at blive påvirket af sin omverden. Storslåede fortællinger kan sagtens tage form, mens man stå i kø hos den lokale købmand.

Du har tidligere snakket om fortsættelser til “Ulvebrigaden” – hvad er det næste projekt efter “MilkyWay Meat”

Jeg er godt i gang med fortsættelsen til Ulvebrigaden. I disse dage har den dog måttet vige for sidste gennemskrivning af en krimi for børn og unge. Men lige så snart den har forladt mit skrivebord, så vender jeg tilbage til Mac MacKenzie og hans genvordigheder med nazister, pirater og vandrende kadavere. Men, som sagt, så står den først på regulær børne- og ungdomskrimi. Dog tør jeg godt at love mindst lige så meget action, som der er i mine andre bøger. Vild action med eftertanke … og en lille smule kærlighed.

Jeg har også gang i et par spændende sideprojekter. Blandt andet planlægger jeg at tage rundt på skoler og biblioteker for at holde skriveworkshops og holde foredrag om gyserlitteratur. Hvis dét kommer op at køre, så er min lykke gjort! Jeg er uddannet lærer og har efterhånden undervist i en del år. Kan slet ikke undvære det. Dog kan jeg sagtens undvære alt dét, der følger med jobbet som lærer. Møder, konsultationer, elevplaner og sene opkald fra småpylrede forældre har det med at dræne alle kreative impulser.

Nu arbejder jeg dog som tilkaldevikar

Fem gode science fiction-romaner på dansk ifølge LG Jensen – hvad ville det være?

Det ville være svært!

Selvom jeg er vældig glad for genren, er det ikke science fiction, jeg er mest velbevandret i. Så i stedet for at anbefale nogle af de bøger i genren, som jeg tilfældigvis har læst, vil jeg have det bedre med at nævne nogle af de værker, der står på min egen To Read-liste.

Men lad os ikke nævne klassikerne! Hverken Verne, Orwell, Clarke, Bradbury eller Asimov. De står selvfølgelig alle sammen på listen. Der er en masse nyere science fiction bøger, der virker mindst lige så dragende.

Blandt andet er jeg lidt nysgerrig efter at læse Josefine Ottesens Golak, der indtil videre er gået min næse forbi. Hun har jo fortællingen i sin magt – og er oven i købet et behageligt menneske at være sammen med, så jeg vil helt sikkert fryde mig over hendes skildring af en dyster postapokalyptisk verden.

En anden dansk roman i genren, som jeg har hørt en masse gode ting om, er Christian Reslows debutroman, Miraklets Fald. Den må jeg helt sikkert også have fingre i, så jeg selv kan få syn for sagen. Den lyder i hvert fald som et tiltalende bekendtskab i mine ører.

De sidste par gange, jeg har været på biblioteket, har jeg haft fingre i Trækbyernes Krønike af Philip Reeve. Universet, han har skabt til denne serie, lyder som en stor og anderledes oplevelse. Hvis noget så besynderligt som vandrende byer kan gøres troværdigt og spændende, så er jeg helt klart med på vognen.

Douglas Adams mangebindstrilogi Hitchhiker’s Guide To The Galaxy (på dansk: Håndbog for Vakse Galakseblaffere) har jeg læst før, men den står ikke desto mindre stadig på min liste. Platheder og dybsindighed i skøn forening kan ikke anbefales varmt nok.
Og Klit af Frank Herbert … før eller siden … måske.

Derudover har jeg fået en hel del anbefalinger af essentiel Sci-Fi læsning fra nogle af mine litterært dannede Facebookvenner, hvis smag jeg stoler på – men meget af det er endnu ikke oversat til dansk. Alligevel tillader jeg mig at nævne nogle af dem i flæng:
I Am Legend af Richard Matheson (“Jeg er den sidste” på dansk), Enders Game af Orson Scott Card (“Enders strategi” på dansk), Pushing Ice af Alastair Reynolds, Starship Troopers af Robert A. Heinlein, Invasion of the Body Snatchers af Jack Finney (henholdsvis som “Mennesker uden sjæl” og “Hemmelig invasion” på dansk), Flood af Stephen Baxter, Spin af Robert Charles Wilson og noget af Philip K. Dick, så jeg kan se, om filmatiseringerne af hans arbejde virkelig er så håbløse, som jeg hører.

Og der er jo mange flere!

Så hvor skal man begynde – og bliver der nogensinde tid til at skrive sine egne historier?

Links

L. G. Jensens hjemmeside

MilkyWay Meat – Sanddæmonen anmeldt på Boggnasker,Politiken.dk og Bogrummet.

Romanens Facebookside.

Forfatterens Facebookside.