Om A. Silvestri

A. Silvestri er endnu et af de navne, der er dukket op af den danske undergrund af det sidste stykke tid. Han har udgivet noveller i forskellige blade og antologier og inden for flere forskellige genrer, både fantastiske og realistiske. “Køtere dør om vinteren” er hans debut, udgivet på forlaget Hexameter.

Forlaget om “Køtere dør om vinteren”

Chokolade. Mening. Broderskab. Erindring. Sex. Kulde. Gæld. Svømmehal. Dobbeltmord. Lys. Opofrelse. Voldtægt. Støv. Malerier. Fortid. Forstad. Katte. Helvede. Savn. Trææske. Utroskab. Kontrakt. Arv. Bilulykke. Funktionær. Skøjter. Kærlighed. Tøjdyr. Statister. Impotens. Ubudne gæster.

31 noveller om alt, hvad der er virkeligt. Og om alt det, der ikke er.

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv og “Køtere dør om vinteren”? Hvem er A. Silvestri, og hvad skal man forvente sig af bogen?

Ikke overraskende er mit navn A.Silvestri. Det er et pseudonym, som jeg antog for en del år siden, og det er blevet hængende. I døgnets lyseste timer arbejder jeg som lærer i udskolingen og har derved litteratur helt inde på livet. Privat læser jeg rigtig meget og har altid sat de fantastiske genrer meget højt. Sjovt nok har fantasy aldrig haft den samme tiltrækning på mig som horror og science fiction, så det er sjældent, jeg skriver i den genre. En anden side af mig finder menneskesindet fascinerende, og det kommer til udtryk i mine realistiske noveller. Jeg må dog indrømme, at det er sjældent, jeg kan holde mig helt til en ren stil – der plejer at snige sig mange træk ind fra andre genrer, selv om overgenren f.eks er science fiction. Den hyppigste blanding er nok science fiction/realisme.

Novellesamlingen “Køtere dør om vinteren” er blevet en meget stor bog. Den indeholder 31 noveller! Man kan forvente sig at blive snøret godt og grundigt, når man læser. Mange af historierne indeholder uventede twists. Ligeledes er en del af novellerne eksperimenter i stil. Nogle af dem har stor vægt på dialog, andre på metaforik. Jeg mener ikke, at der på noget tidspunkt i bogen findes to på hinanden følgende historier, der bruger de samme greb. Så læseren kan godt finde livrem og seler frem. It’s going to be a bumpy ride.

Hvordan har vejen til “Køtere dør om vinteren” været? Hvor længe har du skrevet, og hvad fik dig i gang?

Køteres fødsel har været længe undervejs, og jeg står tilbage med en god mavefornemmelse. Efter at have forsøgt de større forlag vendte jeg blikket mod de noget mindre, der stadig havde lysten til at forsøge sig med noget anderledes. Ved det andet af de mindre, Hexameter, var der bid. Redaktøren, der ellers først udviste skepsis overfor hele novellegenren, så nogle kvaliteter i novellerne, og så er resten vel næsten historie. På min blog er der et helt indlæg, der i kolde facts beskriver forløbet.

Jeg begyndte med at skrive poesi, da jeg var 16. Så stoppede jeg. Da jeg var 23-24, begyndte jeg igen og fandt frem til det nu hedengange digte.dk. Der skrev jeg i mange år, og efterhånden som tiden gik, blev mine tekster længere og længere. Jeg lagde digtene fra mig og fokuserede i stedet på novellerne. Når jeg ser tilbage, står det mig meget klart, at selv i mine digte havde jeg en tendens til at fortælle historier. Der var handling frem for følelser. Det er svært at sige, hvad det var, der fik mig i gang. Men jeg skal jo prøve. Så jeg vil sige lige dele eskapisme og fortællelyst. Allerede som barn drømte jeg mig tit væk i andre virkeligheder, og jeg elskede de klassiske hvad-nu-hvis-historier. Som 9-årig skrev jeg et rollespilssystem og fik et pænt afslag fra Borgen. Det hele var skrevet i hånden, og med tegnede kort. Så måske var det i virkeligheden, før jeg var 16? På den måde har skrivningen altid været en del af mit liv, og det bliver den forhåbentligt ved med.

“Køtere dør om vinteren” startede tilværelsen som to forskellige novellesamlingen – hvilket tanker er der gået i arbejdet med at udvælge og sammenredigere? Er der en rød tråd?

På min computer lå der omkring 100 noveller. Nogle af dem er selvfølgelig bedre end andre, og jeg gik meget frem efter, hvilke der havde den der ekstra edge. Da nogle af dem var gamle, blev de støvet af og kraftigt omskrevet. Der sker meget skriveudvikling på fem år. Samtidig var jeg meget bevidst om, at jeg gerne ville vise, hvad jeg kunne, så der skulle være forskelle i stil. Enkelte historier blev siet fra, fordi de mindede lidt for meget om hinanden. Andre skiftede fortællerstemme, tid og dialog. Efter en lang proces stod jeg med to samlinger; en fantastisk og en realistisk. Heldigvis viste det sig, at de fungerede helt godt sammen. De realistiske fortællinger havde tilstrækkeligt meget tankespind til at pirre min hvad-nu-hvis-nerve, og de fantastiske nok virkelighed til, at de måske kunne ske.

Den røde tråd er det normale. Det frygteligt normale, der nogle gange fortaber sig i stille desperation. Eller det frygteligt normale, der tager en drejning over i bidende hunde, talende katte, levende malerier og kontrakter med Djævlen. I Køtere er der ingen alternative virkeligheder. Der er kun vores virkelighed, som så falder ud til en af de to sider.

Novellerne anbringer sig inden for et bredt spektrum af genrer og former – fra hvilke kilder trækker du din inspiration?

Min inspiration kommer, ikke overraskende, fra mange steder. De realistiske ting tager udspring i kommentarer hørt i bussen, en tanke i Kvicklys kø og samtaler med andre mennesker. Det er utroligt, hvor surrealistisk en liter skummetmælk kan være. De fantastiske ideer udspringer meget af en skæv sætning, eller dobbeltbetydningen af ord. F.eks det faste udtryk ”For Satan” har jeg brugt til at skrive en skæv fortælling, hvor det der sker både kan ses som værende FOR Satan, en tjeneste man gør ham, eller et udtryk for, hvordan det hele kan køre af sporet. Jeg holder meget af The Twilight Zone, den gamle serie fra halvtredserne. Den gør netop det, jeg sætter så højt. Hvad-nu-hvisheden. Eftersom jeg læser meget, falder der også tit finker af andre forfatteres fad, og dem griber jeg. En enkelt sætning, et enkelt ord. Et citat. Det kan være hvad som helst. Der er ikke nogle konkrete forfattere, som jeg vil sige er en kilde til inspiration. Alt, hvad jeg har sagt om bøger, gør sig også gældende med musik og film. Har man ørerne åbne, gemmer der sig en splatterhistorie i Bamses Hvorfor går Louise til bal?

“Køtere dør om vinteren” rummer både noveller inden for de fantastiske genrer og realismen – hvad er det ved de to forskellige former, der tiltaler dig?

Realismen er helt fantastisk som genre. Egentlig er der ikke brug for så mange andre, for den verden, der omgiver os, har det hele. De mest modbydelige handlinger, de smukkeste oplevelser, det kuldsejlede og det evige. Det, jeg fascineres af, er dog det absurde og morbide i mennesket. Hvordan vi så let narrer os selv, eller lader som om. Hvordan vi smilende kan stikke folk i ryggen, og samtidig fortælle os selv, at vi gjorde det for deres skyld. Alt det, der er mistet, og alt det, man håber på at få igen. Så der er ikke megen fletten fingre i mine realistiske noveller. De har en udtalt tendens til at beskrive de mørke sider af mennesket.

De fantastiske genrer tiltaler mig, fordi i horror, science fiction og andet lurer de historier, der bare må fortælles. Det onde og det gode findes, bevares, men det er ikke altid lige til at sige, hvem eller hvad der er hvad. I de fantastiske genrer får jeg lov til at vikle mig ind i hele menneskehedens backlist. Jeg trækker grådigt på græske myter, fortolkningen af vanvid, erindringens væsen og det, dår får os til at grine.

Egentlig ser jeg ikke de to ting som modsætninger. De er to sider af den samme mønt, men de er stadig den samme mønt!

Hvor meget betyder genren for dig? Har novellerne fundet deres ståsted fra starten, eller skriver du dig ind i en genre, mens du arbejder?

Genren som et fængsel betyder meget lidt for mig. Nogle gange siger jeg til mig selv, at det er en horror, jeg skal skrive…men så kan den sagtens ende med at blive realistisk. Det samme gør sig gældende den anden vej. Omkring ¾ af novellerne har fundet deres ståsted fra starten af. Den resterende fjerdedel har taget røven på mig, og selv valgt, hvad den skulle være. Der er en sandhed i, at en tekst til tider kan bestemme sig selv. Selvfølgelig hænder det, at en novelle fra første færd har en fed genremærkat på sig. En historie om robotter og rumrejser vil altid være til dels science fiction.

I modsætning til mit forhold til genren er jeg meget fokuseret på at udvikle en stil. Forstået på den måde, at jeg ved hver novelle sætter parametre op. Det kan være, at jeg skal øve mig i dialog, så derfor skal dialogen være i klart fokus. Det kan være, at jeg vil forsøge mig med den notoriske svære anden person, ental. Eller at et enkelt ord skal være den bærende metafor gennem hele historien. Det finder jeg bedre, da jeg konstant udfordrer mig selv med ting, som jeg har det mindre godt med.

Hvad står centralt for dig i en novelle – ide, handling, sprog eller noget helt andet?

Det veksler rigtig meget. Nogle af de kortere ting har helt klart ideen som fokus. De længere slår på handling og ide. Sproget er derimod konstant vigtigt. Det skal passe til historien. Det nytter f.eks ikke noget at skrive en action-præget fortælling og så pakke den ind i et lyrisk sprog. Jeg har lidt en kæphest med metaforer. De skal simpelthen passe til stemningen. En blodig, ond splatter kan ikke bruge humoristiske sammenligninger til det mindste.

Du har tidligere udgivet en del noveller i forskellige magasiner og antologier – betragter du dig som en del af et særligt litterært miljø i Danmark?

Det var et vanskeligt spørgsmål. Jeg synes ikke, at jeg tilhører et konkret miljø, men der er en masse mennesker, som jeg støder på igen og igen. I mange af de novellesamlinger, jeg har medvirket i, er der gengangere. Folk, der de sidste par år har fået en del ting igennem, og som man regner med at se, når der kommer en ny antologi på gaden. Et mere svævende miljø tilhører jeg dog. En gruppe relativt unge mennesker, der stille og roligt er på vej frem. I det svævende miljø hersker der en god tone, og man er villig til at hjælpe hinanden, selv om man samtidig er konkurrenter. Jeg kommunikerer ikke direkte med andre i miljøet, men når vi mødes, snakker vi. Ofte om, hvad vi har gang i, og om hvilke konkurrencer, der findes. Nogle gange udveksler man tips eller gode råd. Egentlig kunne det være, man skulle oprette en forening for kommende forfattere. De fantastiske genrers undergrund kunne have gavn af noget sådan.

Nu er du så ude med en novellesamling – hvad byder fremtiden på for A. Silvestri?

Fremtiden ser rigtig lys ud for A.Silvestri. Til næste år udkommer min romandebut på forlaget Valeta. Det drejer sig om en murstens zombie-splatter-roman, der indtil videre har titlen “Pandoras Væske”. Den foregår i Danmark, med nogle lidt anderledes locations, bl.a. Christiansø. Den er også ret sjov, og ikke proppet med store, eksistentialistiske tanker. Jeg ser den som en behagelig pendant til Køtere.

Til efteråret kommer så min næste novellesamling. Den bliver udgivet af Science Fiction Cirklen og er udelukkende science fiction. Der er nogle rigtig gode historier på vej, og eftersom der ikke er noget science fiction i Køtere, får jeg derved udgivet en anden side af mig selv.
Udover det arbejder jeg med en ny novellesamling, jeg skriver til konkurrencer, og inden længe har jeg på fornemmelsen, at en gammel ide kan udvikle sig til en roman.

Fem gode bøger, man bør læse ifølge A. Silvestri?

Terry Pratchett: The Truth. Pratchett har skrevet mange bøger i Discworld-universet. Den her er den femogtyvende, og i min verden kulminationen på hans forfatterskab. Den er hysterisk morsom, har en fantastisk (og dybsindig) historie, og jonglerer det store spørgsmål om, hvad der egentlig er sandheden.

Julian Barnes; The history of the world in 10½ chapters. Barnes tager os gennem hele verdens historie, men på en anderledes måde. Alene det første kapitel, hvor Noahs ark anskues fra termitternes synsvinkel er ren creme på en forfatters repertoire.

Stefano Benni: Elianto. Det er ikke helt science fiction. Det er heller ikke helt fantasy. Det er en mærkelig blanding af ingen af delene og så alligevel. Det er en voksenbog forklædt som børnebog og meget svær at beskrive. Så jeg vil nøjes med at sige, at det er en oplevelse af format.

Oscar Wilde: The picture of Dorian Gray. En ægte, fantastisk fortælling. Jeg ser den som en blandingsroman. Den er nutidig nok til at have en stærk historie, og gammeldags nok i sprog og stil til at passe ind i de gotiske rammer. Vil man skrive old school-horror, bør man læse denne her bog.

Dennis Jürgensen: Relief. Hans helt klart bedste bog. Det er horror godt blandet med hverdagen, undergang, splatter og en absurd måde at se virkeligheden på. Den er i fire bind, men de mange sider gør ikke spor. Jeg ville ønske, at han stadig skrev den slags.

Links

A. Silvestris hjemmeside