AKUT NAVLEMANGEL Tredje bind i Krøniker fra Kvæhl er halvvejs. Fra dette bind og frem, tæller vi nedaf til enden. Der er ingen tvivl om, at det er for sent at stige på toget nu. Har man ikke læst de to foregående bøger i serien, vil man være sat af fra start til slut. Læs derfor Knusum Kranikum og Vampyrtroldene før dette bind.

I Arnold og Catharinas verden er de små søskende ankommet. Der er mange opgaver som skal løses, og både Arnold og Catharina får “lov” at “følge” deres små søskende i vuggestuen. Det er en opgave der skal vise sig farligere end man lige skulle tro. Knusum Kranikum leder stadigvæk efter ingredienser til udødelighedsdrikken, og han sender derfor vampyrtroldene til Arnold og Catharinas verden, for at fremskaffe de to kranier. Men der er også andre vigtige ingredienser, og indsamlingen forløber ikke helt uden problemer. Samtidig forsøger Knusum Kranikum at samle rigets farligste våben, og vil derfor have fat i kaostrolden Runghammers mægtige hammer – Æzhurvin. For Arnold og Catharina kulminerer vuggestuebesøget da de opdager, at vampyrtroldene har stjålet deres små søskende med tilbage til Kvæhl. Alt imens er det helt store diplomati hevet frem og forhandlingerne bugter sig imellem Sylegård og Cinnober, men hvem narer hvem?

Historien er velfortalt. Efter de to foregående bind er læserens viden om universerne (Kvæhl såvel som Arnold og Catharinas), efterhånden så stor at man ikke længere behøver at bekymrer sig om hvem der er hvem, og hvad der er hvad. Det giver historien noget mere frihed til at udfolde sig, hvilket klæder den godt. Jürgensen gør sig bedst når han kan få lov til bare at fortælle historien som den er. Altså uden alle mulige forklarende sidespring. I bindet her, er der tale om klassisk Jürgensen. De komiske optrin, de spændende konflikter og det uhyggelige islæt, kort sagt en blanding af fantasy og horror er der hvor forfatteren trives.

Jeg kunne måske godt have tænkt mig at konflikten mellem Cinnober og Sylegård, blev uddybet noget mere i bindet. Det er lidt underligt at en ulmende “verdenskrig” på den måde indtager bagsædet, i forhold til den historie som vi faktisk får fortalt. Det er selvfølgelig tale om et udvalgt fokus og det faktum at historierne har under 200 sider at boltre sig på.

Alt i alt er tredje bind par for serien. Det er lige så spændende som det hele tiden har været, men man kan ikke lade være med at tænke på hvordan sagaen kunne have set ud, hvis Jürgensen havde haft 1000 sider frem for seriens godt 600.