GWENNAFRAN. Ja, det er vidst efterhånden en slet skjult hemmelighed, at jeg har og altid har haft en svaghed for Dennis Jürgensens bøger. Men, det skal nu ikke holde mig fra at anmelde endnu én. Denne gang er der tale om Jürgensens fantastiske nørd-epos “Jeg – en nørd”, der er en hyldest til hele nørdheden .

Mød Elmer Guldbrandsen – en arketypisk nørd. Elemer lever det uinspirerede nørdliv som der nu engang er plads til på gymnasiet. Hans virkelige og mentale plageånder er konstant over ham, og Elmer må se til mens hans “venner” lever det søde studenter-liv, med alt hvad der hører sig til. Én dag er Elmer dog heldig. Han vinder over sin søster i “ønskeben”, og ønsker sig noget der vil forandre hans liv. Og det sker. I løbet af få uger er Elmers verden vendt på hovedet. Ikke alene er han begyndt at kunne lide at dyrke motion, og gå til fest, men han har også mødt den mystiske Gwennafran, der lader til at have magiske evner. Inden længe går det op for Elmer, at han måske har fået kontakt til noget, han ellers kun troede fandtes i hans elskede bøger.

I mine øjne er “Jeg – en nørd” en af Dennis Jürgensens absolut mest fuldendte bøger. Dette kan selvfølgelig skyldes min måde at identificere mig med bogen hovedperson på, men ikke desto mindre er det en af de Jürgensen-bøger der har talt mest til mig. Det er derfor også en af dem jeg har læst absolut flest gange. Jürgensen rammer i denne udgivelse en helt fantastisk blanding mellem det fantastiske og det realistiske. Jürgensen kan have tendenser til at kamme lidt for meget over i magi og des lignende, men her er der tale om den perfekte blanding. Derudover taler han også til menneskets grundlæggende trang til at opleve noget unikt og enestående. Ved at lade en “antihelt” som Elmer indtage hovedrollen i denne bog, injicerer han en god portion håb i enhver nørds sind. Nej, nørder er skam ikke fortabte og det bekræfter bogen skam i allerhøjeste grad.

Jeg skal være den første til at indrømme at denne anmeldelse er gennemsyret af nostalgi, og at mit syn på bogen derfor absolut ikke er ufarvet. Imidlertid må jeg igen understrege at bogen virkeligt ER god. Det er en af de bøger som man, når man lukker den for sidste gang, ønsker var midst én kapitel længere. Såvel som dette er kendetegnet ved en god dessert, er det også kendetegnet ved en god bog. Beskeden er simpel: læs den!