Walt Simonson: Classic Jurassic Park vol. 1.

Walt Simonson: Classic Jurassic Park vol. 1.

GENUDGIVELSE. I halen af den første Jurassic Park film fulgte en bunke af merchandise. Selvfølgelig blev der også produceret flere forskellige adaptioner af filmen til andre formater – letlæste bøger, computerspil og i dette tilfælde tegneserier. Originalt blev indholdet af denne samlede udgave, publiceret i to enkeltstående hæfter i Danmark, men der blev aldrig fulgt op på disse udgivelser førend vi fik en adaption af film nummer to.

Dette første bind i det som skal blive den samlede genudgivelse af de “klassiske” Jurassic Park fortællinger, får vi historien om hvordan det hele startede. Den excentriske milliardær John Hammond har opbygget et naturreservat på en lille ø i nærheden af Costa Rica. Imidlertid har visse hændelser gjort at Hammonds investorer er blevet nervøse for projektet. Derfor er han nødt til at engagere et hold specialister der skal besigtige øen. Hvis specialisterne kan sige god for øen, er investorerne tilfredse, og parken kan åbne som planlagt. Men, kan man planlægge sig ud af naturkræfter? Hvad sker der når alt går som kaos-teoretikeren har forudsagt? Og hvordan kurerer man en syg triceratops?

Historien er mere eller mindre som den er i filmen. Alligevel er der flere ting som er en smule anderledes. Lange enetaler er føjet til og visse action-sekvenser er skåret fra, men i det store hele er der tale om en tro gengivelse af filmen. Forskellene skyldes muligvis at tegneserien faktisk ikke er bygget på det endelige filmmanuskript, men på en af de tidligere udgaver af Michael Crichton selv. Det giver faktisk tegneserien flere ligheder med bogen på nogle områder. Det gør dog ikke noget, men giver faktisk bare nogle spændende indsigter, som man ikke får igennem filmen. Kunne man lide historien i filmen og bogen, så kan man også lide historien i denne tegneserie.

Tegningerne er meget tidstypiske. Og når jeg siger tidstypiske, så mener jeg 1990’er-typiske. Man kan sagtens se at striberne efterhånden er tyve år gamle – de er ikke ældet med samme ynde som filmen, men de har dog deres charme. Man har forsøgt at tegne figurerne så de ligner skuespillerne fra filmen og det lykkes med svingende resultater. Det er ofte mere beklædningen der ligner, end det er ansigterne. Det kan man synes om hvad man vil, men det er sikkert et resultat af at der er tale om et stykke hurtigt produceret merchandise. Farvelægningen er ny, og det klæder det hele en del. Imidlertid har man valgt at printe hele herligheden på mat genbrugspapir, og selvom det er miljøbevidst, så får det bindet til at virke billigt.

Alt i alt er “Classic Jurassic Park vol. 1.” en ganske nydelig genudgivelse. Den er ikke stor kunst og revolutionerer heller ikke tegneserieindustrien (det gjorde den heller ikke i 1993). Det er gedign underholdning som kan anbefales til alle med interesse for eventyr, dinosaurer eller kloning.

0
Dennis Jürgensen: Jeg – en nørd Paul Stewart & Chris Riddell: Midnat over Sanctaphrax

Ingen kommentarer

Du har 0 nye beskeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.