ALONG CAME THE TUNNELMAND! Ja, jeg tænkte at det var ved at være længe siden vi havde bragt noget Jürgensen her på Den Elektriske Kanin, så jeg læste for nyligt hans sidste udgivelse – Tunnelmanden.

Adelene lever sit socialrealistiske liv i en unavngivet dansk by. Hun bor i et stort hus, som “Edderkoppen” arvede efter Adelenes far døde. Edderkoppen behandler Adelene som sin personlige tjener, på trods af at Adelene faktisk er Edderkoppens datter. Faktisk bliver Adelene behandlet rigtig skidt af rigtig mange mennesker. Så skidt, at hun en dag falder ned i et dybt hul da hun vil flygte fra nogle af dem. Nede i hullet møder hun Tunnelmanden. Tunnelmanden giver Adelene et tilbud som hun absoulut ikke har lyst til at få. Men Tunnelmanden er stædig, og begynder at sætte sin plan i sving om Adelene vil det eller ej. Med ét er Adelene indviklet i en situation der minder om en gordisk knude. Lige meget hvor meget hun forsøger at filtre sig ud af det, bliver situationen bare mere og mere uløselig.

Historien er interessant. Den minder en hel del om en masse andet som Jürgensen har skrevet. Med undtagelse af slutningen. For slutningen er ekstremt atypisk for Jügensen. Hvor han plejer at efterlade læseren med en eller anden form for tvivl eller forsikring, efterlader han os med en fornemmelse af “nå”. For at sige det rent ud, så er slutningen plat. Det lader mest af alt til at forfatteren har haft en deadline, og så bare skrevet det første der faldt ham ind. Der er en del løse tråde der aldrig rigtig bliver samlet op, men ikke på den gode Jürgenske måde. Vi får aldrig rigtig afklaret hvad det hele har med Adelenes far at gøre, om Tunnelmanden er virkelig eller ej, eller om hændelserne får nogen konsekvenser for Adenlene. Nogle ville måske mene at dette bare er typisk for genren, men her er det altså for meget. Og apropos genrer, så må jeg sige at det er meget svær at placerer bogen helt præcist. Den er ikke rigtig horror (i så fald er det en ret kedelig og skrækløs historie), og den er ikke rigtig fantasy (vi bliver aldrig helt klar over hvem og hvad Tunnelmanden er, og om han overhovedet er andet end et fantasifoster).

Jeg må sige at den gode Jürgensen faktisk skuffer en del med Tunnelmanden. Historien er faktisk helt interessant, lige indtil slutningen ødelægger det hele. Derfor kommer bogen faktisk også til at virke for lang. Der er en masse unødvendige dødsfald og ulykker, som ville underbygge en anden slutning, men her bliver det bare til hændelser for hændelsernes skyld. Derudover er det lidt ligesom om at forfatteren har mistet taget omkring de unge mennesker. Han plejer ellers at være god til at skrive mennesker så de taler og agere troværdigt. Adelene derimod virker enormt stereotyp og bruger ord (f.eks. “det kan jeg vidst ikke undslå mig”), som virker underlige for en teenager.

På en måde er denne udgivelse Jürgensens seneste forsøg på at bevæge sig udover de fantastiske genrer (andre forsøg må være “Jord i hovedet”, “Kærlighed ved første hik” og “Er du blød mand”). Forfatteren proklamerede selv i morgen-tv for noget tid siden, at han ville forsøge at kaste sig over “voksen-krimier”. Hvis denne bog er par for det ikke-fantastiske fra Jürgensen, så skal han holde sig væk. Langt væk. Men, hvis dette bare er et bump i vejen hen imod at blive “mere voksen”, så ser jeg (som altid) frem til den næste Jürgensen-bog.