Kit A. Rasmussen: William & Athena 1 – Kejserens Hemmelighed

TEENAGE ARKÆOLOGI. Kit A Rasmussen har netop udgivet de to første bind i hendes serie om William & Athena. I det første bind tager vi til Kina for at finde ud af hvad kejser Jinjangs grav gemmer. Men er det et mysterium der er værd at løse, eller skal denne kejser blive i den grav han ligger i?

Athena og hendes far er på vej til Kina. Med sig har de rigmandssønnen William. Athena kender ikke William, og hun gider faktisk slet ikke være i Kina. For Athena er det meste bare dumt og irriterende – turen til Kina, far og ikke mindst William. For William er turen en kærkommen lejlighed til at afprøve hans arkæologiske færdigheder og han glæder sig som det barn han nu engang er.  Athenas far har et ikke nærmere beskrevet arbejde, men kan tilsyneladende hjælpe en flok arkæologer i det kinesiske med at løse et mysterium omkring nogle lig i kejser Jinjangs grav. Der går ikke mange dage førend en ”almindelig” arkæologisk udgravning udvikler sig til en højspændt situation med modstridende interesser og sågar øko-terrorister – eller?

På overfladen virker historien helt tilforladelig. Der er i teorien den rette blanding af spænding og karakterudvikling til at holde historien gående. Men det lykkes bare aldrig rigtig. Karaktererne udvikler sig aldrig rigtig. Ikke engang de to hovedpersoner William & Athena er særligt veludviklede. De har et minimum af personlighed, som kun lige holder bogen igennem. Faktisk formår de to hovedpersoner at skifte karaktertræk i et helt kapitel, for derefter pludselig at vende tilbage til de former de kom fra. Det er meget forvirrende og virker uovervejet. I al fald er der ikke givet nogen ordentlig årsag til dette skift, og det er ærgerligt. Derudover er det ret svært at hitte rede i hvem der siger hvad på hvilke tidspunkter. Dette skyldes muligvis den pudsige kapitel-struktur, hvor historien ses skiftevis fra Athenas og fra Williams synspunkt.

Bogen bevæger sig i børnebogsland på en måde som er ret uheldig. Der er aldrig nogen der gør noget som for alvor er farligt, og når de gør, er man ikke i tvivl om at de nok skal klare den. Når der endelig sker noget der er spændende – en eksplosion f.eks., så er forklaringen triviel og kedelig.

Plottet er næsten ikke-eksisterende. Man bliver aldrig helt klar over hvad det er Athenas far kan, og hvorfra han har sin berettigelse til at befinde sig i en arkæologisk udgravning. Derfor virker starten noget retningsløs og tør. Da så pludselig tingene tager fart, kommer det så meget ud af det blå at man ikke kan lade være med at tænke på om det er en eller anden form for hovsa-løsning.

Bogen vil meget gerne sammenligne sig selv med de store adventurefilm (Indiana Jones og Tomb Raider er begge nævnt ved navn). Derfor har forfatteren også indset at der skal være en MacGuffin (det artefakt som helten jagter). Imidlertid dukker MacGuffin’nen først op omkring side 125, og bogen slutter på side 154. Før det, var læseren overhovedet ikke klar over at der eksisterede en MacGuffin i historien, og man sider tilbage med forvirring og spørgsmål da MacGuffin’nen forsvinder lige så hurtigt som den dukkede op.

Der er en overliggende historie omkring både Athenas og Williams mødre. Den bliver imidlertid ikke rigtig udviklet i første bind, og lader mest til at være en måde at tvinge os til at læse næste bind. Alt i alt er mit største problem med bogen at den behandler børn som om de er dummere end de er. Bare navnet på den fiktive kejser, er nok til at få mig til at krumme tær. Men andre vil nok mene at navnet “da er sjovt og godt udtænkt”.

Kan jeg anbefale bogen? Mjaaaaej, det kan jeg nok ikke. Man skal være ualmindeligt glad for teenagenykker, arkæologiromantisisme og underudviklede hoved- og bipersoner hvis man skal kunne holde af bogen. Imidlertid er jeg ikke i tvivl om at bogen egner sig fantastisk til højtlæsning i klassen.

0
Alastair Reynolds: Pushing Ice Dan Jurgens: Superman – The Death of Clark Kent

Ingen kommentarer

Du har 0 nye beskeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.