FOR MANGE KOKKE… gør Superman kedelig og langsommelig. “Superman – The Death of Clark Kent”, er egentlig et opsamlingsalbum. Albummet samler ca. ti historier til én lang fortælling. De individuelle historier har ét overordnet tema, men har været udgivet i forskellige blade, med forskellige tegnere og forfattere. Det er derfor lidt misvisende kun at kreditere Dan Jurgens, men overskriften på dette indlæg ville blive alt for lang, hvis alle skulle med – se indlæggets tags for en fuld liste over albummets fædre.

Nogen ved noget! En række “I Know” skilte begynder at dukke op i Metropolis, og inden længe går det op for Clark Kent, at der er nogen der ved at han er Superman. Altså, nogen udover Lois Lane (suk) og hans forældre. Denne “nogen” begynder langsomt at ødelægge Clarks liv, ved at jage alle dem han holder af – hans forældre, Lois Lane, gode venner og kolleger. Og det bliver en farlig leg. Men, kan man virkelig kue verdens stærkeste mand? Kan man ødelægge manden der er hurtig som en geværkugle? Kan man nedbryde manden der ser igennem alt (undtagen Rodenstock-glas)? Kan man træde på Clark Kents briller uden det får følger?

Præmissen for historien er for så vidt interessant, selvom den er gammelkendt. Det er ikke første gang en superhelt har, måtte forsvare sig imod nogen der kendte hans hemmelige identitet. Men, det gør ikke historien dårligere. Det der gør historien dårligere er det utal af forfattere der har været inde over albummet. Dette er selvfølgelig et resultat af tidspres, men det bliver det ikke bedre af. Hvad der i starten er en næsten noir-agtig fortælling, bliver ret hurtigt til en noget mere plat og almindelig superheltehistorie. Det er kedeligt og ualmindeligt forudsigeligt. Derudover er valget af superskurk og lidt malplaceret. Uden at skulle afsløre for meget, er superskurkes motivation lige i skabet – DEN har de regnet godt ud derinde hos DC. Men, han virker bare for… hmm… nymodens. Det kan godt være mine personlige præferencer der kaster skygger over min opfattelse af skurken, men jeg mener ikke han er særligt velvalgt – udover hans motivation.

Efter hovedhistorien glider albummet over i tre-fire mere eller mindre “afsluttende” og sammenhængende historier der skal lave en “bookend”. Det virker lidt påklistret og den sidste historie ender da også med en ret klassisk “følg Superman på nye eventyr i den nye serie bla bla bla…”. Jeg kan ikke rigtig regne ud om denne “story arc” skulle være en form for reboot af Superman-universet. I så fald er den ret mislykket da den ender hvor den startede.

Tegningerne er tidstypiske (1997) og lider hist og her af hastværk. Derudover har albummets mange tegnere en meget forskellig stilart, så man bliver en smule forvirret når stilen pludselig skifter. Og det gør den til tider meget markant. Så markant at man kan blive i tvivl om hvem der er hvem. Det er lidt trist. Til gengæld er Superman tegnet i en meget klassisk streg – hovedsageligt. Man har dog valgt at give ham langt, bølget hår. Det er underligt, og får ofte én til at tænke på kult-fænomenet Tommy Wiseau. Især da Superman udbryder: “It’s tearing me apart”, er sammenfaldet umulig at se bort fra. For en ordens skyld skal det nævnes at det er ret uheldigt, selvom det er sjovt.

Slutteligt skal jeg lige nævne at jeg absolut ikke er fan af Superman, men på trods af det, mener jeg nok at det her er noget makværk. Hvis man trækker Superman ud af ligningen, har man stadig et rod af en historie, nogle tidstypiske tegninger og i det hele taget et album man skal gå udenom. Mit råd: Læs noget andet!