Om Ordenen

Ordenen er en gyser skrevet af tre personer: David Meinke, Caroline Ørsum og Ina Bruhn, som tidligere har arbejdet sammen om spændingsserien “Genstart”. Hver forfatter har skrevet en trediedel af bogen, som tilsammen fortæller én historie (og flere små). I den anledning er interviewet her anderledes end normalt på Fantastiske Forfattere – vi har nemlig fået de tre forfattere til at interviewe hinanden.

Forlaget om Ordenen

En historisk inspireret gyser om et broderskab af læger, der er parate til at ofre de få for at hjælpe de mange. Forfatterteamet bag den roste ungdomskrimi-serie Genstart er tilbage med et nyt, eksperimenterende bogprojekt. På skift har de indlogeret sig 14 dage på samme værelse på Koldingfjord Hotel og brugt bygningens rammer som inspiration til en historie om magt, mystik og medicinske eksperimenter. I hver sin tidsperiode kæmper den unge læge Erik, den psykiatriske patient Inger og rigmandssønnen Gil mod at blive suget ind i broderskabets kyniske planer, men der er stærke og dunkle kræfter på spil ?

Interview

David spørger Caroline

Hvad er egentlig det sjove i at skrive sammen med andre?

Det sjove er, at man ikke behøver skrive hele bogen selv. Ha ha. Nej, det sjove er nok, at der kommer et element af uforudsigelighed ind i skrivningen. Jeg var virkelig spændt på, hvad det var for noget tekst, der lå til mig, da jeg skulle tage over efter dig, David – hvad du sådan ligesom havde fundet på, men også hvordan din del så ud sådan mere stemningsmæssigt, og hvad for nogle beskrivelser du gav af stedet. Alt sådan noget, som jeg jo ville skulle bygge videre på i min del på en måde, der gav mening. Så det synes jeg klart var et plus og en sjov udfordring for mig.

Er du færdig med at skrive gys?

Det ved jeg ikke. For nu er jeg nok, men jeg vil heller ikke udelukke, at jeg kunne finde på det igen. Gys har på en eller anden måde altid betydet noget for mig, nok fordi jeg selv læste en del gysere, da jeg var 12-13-14 år gammel. Og det var helt sikkert sjovt at prøve at skrive det i Ordenen.

Hvordan forestiller du dig, at Ingers liv har været, efter at hun stak af fra Fjordhotellet?

Jeg er ikke sikker. Måske tog hun bare hjem til Tyskland og nød en rolig og lettere melankolsk alderdom. Men selv om jeg egentlig ikke rigtig selv tror på overnaturlige kræfter og meget tænkte, da jeg oprindelig fik idéen til Inger, at det meget ville blive et psykologisk gys, så er der også et eller andet tilpas utilregneligt og uforståeligt ved Ingers forvandling til Skabningen til, at jeg egentlig tænker, at hendes forvandling på tidspunkt godt kunne blive varig. Uha. Lock your doors

Caroline spørger Ina

Hvordan var det at skulle samle alle mine og Davids med gavmild hånd udkastede tråde i din del?

Det var kun en fornøjelse at skrive sidst. Der var masser af gode karakterer at tage af – selvom mange selvfølgelig var døde knapt 60 år senere. Men jeg var især glad for, at portøren Tom kunne genbruges – “stadig en høj, flot mand.” Jeg er faktisk ofte den, der skriver “sidst” på fællesprojekter. Har bl.a. skrevet to afsnit 24 på to julekalendere – og fik begge gange redaktøren til at tude. Så det med at afslutte ligger til mig. Det er dejligt at binde plot-sløjfer. Det er også altid de sidste kapitler, der går nemmest for mig i egne bogprojekter.

Vidste du fra starten, hvordan du gerne ville have, at slutningen skulle være?

Jep, havde fra starten en god foremmelse af, hvordan det hele skulle ende for Ordenen – men havde i første omgang lyst til et væsentligt højere “body count”. Men det blev så sat lidt ned. Det er faktisk ikke så nemt at tage livet af mange mennesker i en realistisk, dansk setting. Det er jo et trygt samfund vi lever i. Mht. min hovedperson, Gil, så var han i starten mest bare en rod – og en slags afvikler af plot. Men efter et stykke tid fandt jeg ud af, at han også havde en smertefuld forhistorie, som skulle fortælles. Og det var nok godt. Ellers var han blevet ret ulidelig. Og ret ligegyldig også. Det var vigtigt, at han selv havde noget på spil i forhold til sin onde farfar.

Har du nogensinde været på det dér speedwaystadion i Vojens, hvor Gil flipper ud i starten af din del, eller fik du bare lige lyst til at forestille dig, hvordan der så ud?

Har skam været i Vojens ofte i forbindelse med noget på- og afstigning af toge. Men har aldrig sat mine ben på et speedway-stadion. Det er bare lissom det, jeg forbinder med Vojens. Og jeg skulle finde en sydjysk by, som kunne nås med tog. Og da jeg ikke gider researche, så nappede jeg bare en station, som jeg selv har været på før i tiden.

Ina spørger David

Er der overhovedet noget som helst af dig selv i den unge læge Erik? Jeg synes det nemlig ikke, og derfor er jeg så imponeret over, hvor godt du skriver ham?

Hmmm. Det lette svar er: Jeg har jo tænkt ham og digtet ham. Ergo er der noget. Men lette svar er kedelige svar. Et andet svar er: Ja, han er et menneske, jeg frygter at være. Han er en kastebold og tager aldrig fat i sin skæbne. Han er en talentfuld kunstner, fri til at gøre, hvad han vil, og alligevel hænger han fast i det, der gør ham ulykkelig. For at tage det op på et højere plan: Han er valget mellem det, man bør og det, man har lyst til. Fx. have et job, man ikke gider og et liv, man ikke gider, fordi man er bange for, hvad der sker, hvis man træder ud, hvor man ikke kan bunde. Så Erik er en person, jeg selv er bange for at være.

Har du fået medicinsk blod på tanden i forhold til skriveprojekter i fremtiden? Det virkede nemlig, som om du egentlig var ret vild med den medicinske horror – og researchen til samme.

Jeg har altid haft medicinsk blod på tanden. Mit første forsøg på at skrive en historie handlede om en russisk videnskabsmand, der fremavlede en indvoldsorm, som han via krage sendte til Amerika. Jeg var 14, ok? Jeg har også altid været pjattet med horror, så jeg kunne nok finde ned ad den vej igen.

Hvad forestiller du dig, Erik har bedrevet mellem 1915 og 1934, hvor han vender tilbage til Fjordhospitalet?

Tænk et godt spørgsmål. Han har været nede hos Calmette – den franske videnskabsmand – og studeret. Han har arbejdet på at lukke sig selv ned, lukke sine lyster ned. Han har sviret lidt rundt i Paris, nydt kvinderne og vinen, måske, men aldrig tilladt sig selv at falde for noget af det. Jeg tror ærligt talt ikke, at han har været fantastisk som videnskabsmand, men ikke ret hæderlig. I Ordenen har de fundet ud af, at der ville være flere penge i psykofarmaka. Her har Erik fundet fred – han har fået lov at beskæftige sig med psyken og medicinen. Jobbet som forstander for et sindssygehospital er jo ikke den største stilling, og i Ordenen har de syntes, at det var passende.

Caroline spørger David:

Skriv fra en fiktiv anmeldelse den sætning i verden, du allerhelst ville høre.

Med min sidste bog (Siden for evigt) var der en anmelder, der skrev, at han havde fået tårer i øjnene af at læse den, og det følte jeg sgu faktisk, at det var noget af det allerbedste, jeg kunne få at vide – at det netop er det dér med virkelig at kunne røre folk, som er noget af det flotteste og sværeste og mest fantastiske ved at skrive, og som jeg derfor også altid håber på, at jeg kan, selv om jeg også altid tvivler på det. Men ud over det må det være noget med, at jeg også synes, det er rigtig imponerende med bøger og film, hvor der sker ting undervejs i handlingen, der for alvor kan overrumple og overraske folk – fordi man slet ikke havde set det komme og virkelig bliver nærmest chokeret over det, der sker. Det er virkelig flot og elegant plotarbejde, som jeg er meget misundelig på folk, der kan lave. Så det må kort sagt være noget i retning af: ”Et helt enormt rørende og rystende værk”.

Hvad synes du om research, der ikke kan lade sig gøre fra computeren?

Altså, jeg synes, det kommer meget an på, hvad man skal bruge researchen til. Til Ordenen kunne jeg sagtens researche på medicinhistorie og psykofarmaka fra computeren, men for at få et lidt mere stemningsfuldt billede af, hvordan der kan tænkes at have været på sådan en psykiatrisk afdeling i 1950’erne, fandt jeg også nogle biblioteksbøger med bl.a. breve fra patienter og beretninger fra folk, der havde arbejdet på sådan nogle afdelinger i 1950’erne og deromkring. Det gav mig meget – men var jo også ligesom den eneste mulighed, der var ikke lige nogen tidsmaskine at hoppe ind i. Jeg tror måske også tit, at de idéer, jeg får, egentlig finder sted i nogle miljøer, der ligner noget, jeg kender, men hvis jeg nu fik en idé, der lå meget langt fra, hvad jeg kender til, så ville jeg nok føle, at jeg var nødt til at undersøge det miljø lidt grundigere for at kunne skrive om det.

Du plejer at skrive i en meget realistisk verden, måske også hvor selve det realistiske er en pointe i sig selv – at det er realiteterne, der presser sig på. Nu har du været ovre i en anden form for grøft. Var det meget anderledes?

Det var faktisk ikke så meget anderledes, synes jeg – noget af det mest anderledes var egentlig, at hvor nogle af mine andre bøger egentlig har handlet ret meget om nogen, der er i tvivl om, hvad de vil, så var der ikke nogen tvivl for Inger, fordi jeg har været så flink at spærre hende inde på en lukket afdeling, er der også ét ønske, der overskygger alt andet for hende: Hun vil bare ud, ud, ud. Og det gav en fin drivkraft for mig i forhold til at skrive historien, synes jeg. Det, der har været mest anderledes i forhold til mine tidligere romanprojekter, har nok været spøgelserne og så både at skulle fortælle en forholdsvis afsluttet historie – Ingers – og en historie, der løber gennem min del uden hverken at starte eller slutte dér, nemlig historien om Ordenen.

Caroline spørger Ina

Tror du på spøgelser?

Nej, det gør jeg faktisk ikke. Men jeg er åben – lad os sige det sådan. Har dog ikke for fem øre clairvoyantiske evner, så hvis der nogensinde kommer et spøgelse forbi, så bliver det ikke mig, der opdager det. Tror dog på, at steder på en eller anden måde kan bære spor af ting, der er sket der tidligere. Men det er ikke det samme, som at der fast render genfærd af afdøde rundt.

Var der et sted i din tredjedel af bogen, som du følte dig særligt uhyggeligt til mode over at skrive?

Måske fordi jeg ikke tror på spøgelser, så var det ikke spøgelses-delene af bogen, der berørte mig mest. Det var aborthistorien om Gil og hans kæreste. Men generelt var jeg sgu ikke særligt skræmt eller traumatiseret over genren eller handlingen. Det var bare fuld fart afsted med historien. Det var sjovt.

Du har efterhånden skrevet et ret imponerende antal bøger – er der nogen bestemt måde, som Ordenen adskiller sig fra dine tidligere projekter på?

Ordenen er første bog, jeg har skrevet, der skulle være uhyggelig og skræmmende. Det gjorde den anderledes. Det gjorde skrive-location selvfølgelig også – jeg har aldrig prøvet før, at de fysiske rammer betød så meget. OG så er det uden sammenligning den bog, hvor jeg har skrevet flest sider på så kort tid.

Ina spørger David

Du drømmer om at skrive en bestseller (hvem gør ikke det?). Kan vi lige få opskriften på sådan en i overskrifter?

Ja, opskriften kommer her… Nej, jeg har glemt den. Jeg tror, at det vigtigste er historien. Ikke sproget eller kompositionen, men historien.
Og så skal man prøve mange gange, og hvis man prøver mange gange nok, så skal det nok komme. Sådan er det med “nok.”

I det daglige skrivearbejde – hvad er så det sværeste for dig? (selvdisciplin, sprog, plot, karakter, tid …)?

DET er et godt spørgsmål. Selvdiscinplin er slemt, men det værste er min tilgang til den historie, jeg gerne vil lave. Jeg tror (måske: troede. Lad os se ad), at jeg kan sætte mig ved tastaturet og skrive derudaf uden at have en idé om, hvad der skal ske, før jeg skriver det. Nej, jeg arbejder normalt ikke med synopser, kapiteloversigter mv. Men præcis i vores samarbejder med Genstart og Ordenen har jeg haft de ting, og så har jeg kunne arbejde både hurtigt og disciplineret.
Jeg føler mig ikke som den store plothaj, men det er noget, jeg arbejder på ved konkret at lave plots og ved at læse på lektien.

Har du en voksenbog i tænkehatten? Og i så fald – hvilken slags?

Ja, jeg har en voksenbog eller to i tænkehatten. Den ene handler om en kvinde, der bliver kidnappet fra sin lille provinslandsby. Men selvom folk tilsammen nok kunne regne ud, hvem kidnapperen er, så vil ingen sige det, fordi alle folk har noget på hinanden. Jeg HAR skrevet første kapitel, men jeg har fået at vide, at det var for surt. Den anden idé er et sjovt samtidsbillede af en mand. Fuld af skilsmisser, nybagte fædre, drukture og sex.

Links

Forfatternes hjemmesider: David Meinke – Caroline Ørsum

Ordenen anmeldt på Politiken, Jyllandsposten,  Horrorsiden, Æseløre og EMU