Walter M. Miller: En Messe for Leibowitz

Walter M. Miller: En Messe for Leibowitz

DYBSORT DYSTOPI. “En Messe for Leibowitz” skal efter sigende være en af klassikerne indenfor Science Fiction-genren. Men, gælder dette prædikat også knap 30 år efter bogens udgivelse?

Handlingen er omstændelig at forklarer, og i bedste fald svær at resumere. I korte træk følger vi et kloster engang i fremtiden. Bomben er faldet, og al moderne viden er gået tabt. Munkene bruger deres tid på at genopdage glemt teknologi og videnskab. Dette fører selvsagt til en del forviklinger og misforståelser, til megen morskab for læseren. Som bogen skrider frem, gør tiden det også, og vi får lov at følge klosteret og dets iboende gejstlige helt frem til… ja, til hvad?

Det tog mig knap et halvt år at få læst “En Messe for Leibowitz”. Om det hovedsageligt skyldes personlige dispositioner, problemer eller bare ugidelighed, eller om det kan henlægges til romanen, skal være usagt for denne anmelder. Dog kan det konkluderes, at det er de færreste bøger undertegnede er længe om at kæmpe sig igennem. Og jeg skriver udtrykkeligt “kæmpe”, for det var en kamp.

Historien er faktisk interessant. Præmissen er god, omend gammelkendt. Beretningen om klosteret og dens munke, deres historier, forviklinger og generelle tilbøjeligheder, er faktisk helt god, og til tider enormt sjov. Hvad der imidlertid slår romanen halvt ihjel er det knortede sprog. Om det skyldes en dårlig oversættelse, eller om det faktisk er sådan Miller skiver, aner jeg ikke. Faktum er dog, at der er fyldt med taste- og slåfejl i bogen, og man må igen og igen gætte sig til handlingen da hele sætninger (muligvis afsnit) beklageligvis mangler. Jeg aner ikke hvad de har haft gang i på Notabene tilbage i 1986, men det her i al fald ikke gavnet denne bog. Det er trist at en ellers fin fortælling drukner i tekniske detaljer.

Men, er bogen god eller er den dårlig? Det kan være svært at sige. Visse science fiction-læsere vil utvivlsomt påkalde sig bogens klassiker-status og kalde den et must-read. Selv er jeg dog af en lidt anden overbevisning. Det er ikke så meget et must, som det er en prøvelse. En prøvelse som man skal igennem for at kunne kalde sig “rigtig” science fiction-fan? Kort og godt er historien interessant, til tider sjov og generelt underholdende. Udførslen er imidlertid noget makværk – hvis skyld det så end er. Jeg anbefaler at man finder sig en anden science fiction-klassiker til forårslæseriet.

4
A. Silvestri: Faderens sønner Meinke, Ørsum og Bruhn: Ordenen

4 kommentarer

Henning Andersen

Bogen er – også på originalsproget – skrevet i et særdeles knudret sprog, men skulle også efter sigende være skrevet på en depression. Eller rettere PTS. Men jeg husker godt Notabenes mærkværdighed, og jeg tror det forlaget havde gang i, var en rigtig dårlig oversætter a la IrlovRegulus’ højest aparte Erik Vollov. Hvilket jo er til at finde ud af, hvis der står hvem der har begået den – altså oversættelsen.

Det lyder jo faktisk som en rigtig spændende historie. Men jeg tror nu alligevel, at jeg er blevet lidt skræmt af anmeldelsen. I hvert fald bliver det ikke lige nu, at jeg går igang med den bog 🙂

Til gengæld kan jeg anbefale Metro 2033 (russisk roman, som Cicero lige har oversat). Den er faktisk ikke tosset. Lidt langsom i det, men på en måde, som slet ikke gør noget i en tid, hvor alt ellers skal være action.

Jeg må hellere huske at fortælle, at forlaget har foræret mig bogen til anmeldelse, men ovenstående positive tilkendegivelse er altså alligevel helt og aldeles unbiased!

Dårlige oversættelser fører selvsagt til en del forviklinger og misforståelser.

Nogle læsere kunne så bruge deres tid på at genopdage glemte sætninger og afsnit.

Skriv et svar til Sven Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.