STØRRE OG VILDERE. Første kapitel af “Postsingular” handler om to drenge og et stykke teknologi med muligheden for at sige bang. Det går naturligvis galt med grumme følger.

Kapitel 2 handler om den ene af drengene, nu voksen og med endnu større teknologi. Det går naturligvis galt og med usandsynligt større konsekvenser: nanobotter æder Mars og omdanner den til en kæmpecomputer. Derefter æder de Jorden med det formål at overflytte alle mennesker til virtual reality, hvor de kan leve lykkeligt. Processen er næsten færdig, da en videnskabsmand og hans autistiske søn kommer i vejen, og vor klode bliver spyttet ud igen, med indbyggere og hele baduljen.

Resten af bogen handler om Rudy Rucker, der forsøger at overgå disse indledende optrin.

Snart bliver en anden art mindre aggressive nanoer, orphids, sluppet løs, og de giver menneskeheden adgang til hele kloden samtidig – for ikke at nævne ekstra hukommelse og en stadig voksende bunke kunstige intelligenser i the orphidnet. Men drengen fra kapitel et er stadig i gang og helt overbevist om, at fremtiden skal være virtuel, og nogle af orphidnettets beboere har deres egne planer. Og så er der de transdimensionelle besøgende. Og så er der… og så er der.. og så er der…

“Postsingular” er som at se Rucker jonglere med en større samling motorsave: det er underholdende, overvældende og imponerende, selv når det fejler.

Historien handler hovedsageligt om meget intelligente mennesker, der træffer beslutninger for hele kloden, altimens de lider under romantisk forviklinger og diverse teknologiske trusler. Og det er tydeligvis en bog, hvor ideerne er i hovedsædet – den del af spektaklet fungerer ganske upåklageligt, og det er en fornøjelse, hvordan Rucker igen og igen trækker et nyt koncept eller udvikling ud af ærmet. De store ord hvirvler gennem luften.

Helt anderledes går det desværre, når han beskæftiger sig med mennesker – for der smutter motorsavene til tider, så publikum flygter skrigende fra teltet. Til tider kommer “Postsingular” til at virke som en af de barnedetektiv-serier, man læste i sine unge dage – De Fem tilsat kvantefysik. Resten af verden er stort set reduceret til passive tilskuere (på trods af, at stort set alle er connected og online), mens vore helte render rundt som papfigurer og udfører deres eventyr. Det gør den til en besynderlig blanding – masser af wow-effekt og så nogle sex-scener, der er lige til en Bad Sex in Fiction Award.

Ikke desto mindre er det en bog, man farer igennem, hvis man er villig til at overse ridserne fra de tabte motorsave. Det er tydeligt, at Rucker befinder sig bedst, når han logger sig ind på idenettet, og når han er god, er han rigtig god.

“Postsingular” er i øvrigt senere blevet frigivet under en Creative Commons Licens og kan læses her.