Jeg har jo gang i mit lille projekt “lær at læse digte”, men som modvægt genlæser jeg China Mievilles Bas-Lag-romaner og er netop gået i gang med andet bind i serien, The Scar. Egentlig ville jeg blot genlæse Perdido Street Station for nylig, men Mievilles bøger er tunge på alle måder – de genererer deres egen tekstuelle tyngdekraft og trækker folk ind. Så nu er The Scar røget i tasken.

De to typer litteratur fungerer godt som modpoler – digte handler vist mest om at få, men rigtige ord, hvor China M excellerer udi mange, men fede ord. Inde bag Perdido Street Station gemte der sig muligvis et lidt for klassisk rollespils-setup (ulige typer mødes, men kæmper i gæv forening mod den trussel, der lurer over storbyen New Crobuzon), men det hele bliver pakket ind i så meget stemning, at det stort set lige så godt kunne være fem mænd, der sad i en kælder og spillede omkring et bord. Man æder det alligevel, for Mieville elsker monstre og andre særheder. Og så er han voldsomt venstreorienteret, hvilket gerne kommer til udtryk. Det er sjældent, man oplever det i fantasy. Og endnu sjældnere, at det ikke bare er træls.

Bas-Lag-romanerne er sådan en særegen blanding af fantasy og diverse-punk med en god portion science fiction-sjæl – der er magi, videnskab, teknologi, forurening og en klassisk industristorby af den slags, der tramper folk ned i sølet (på barrikaderne, folkens, lad de røde faner smælde!). Når jeg læser dem, kommer jeg altid til at tænke på den scene i LoTR, hvor Saruman beordrer sine orker til at fælde skoven for at kunne bygge mere fancy shit. Bas-Lag er, hvad der ville ske, hvis en af de orker hørte “The old world will burn in the fires of industry” og lige der opfandt science fiction-genren.

Ja, jeg skulle egentlig bare genlæse Perdido Street Station. Men jeg kommer nok til at snuppe alle tre bøger – og håbe på flere. Nåja, og så i processen blive deprimeret over, at China Mieville er samme alder som mig selv.