Bøger, jeg måtte opgive: Dick

Bøger, jeg måtte opgive: Dick

Jeg er slem til at læse bøger færdig, selv om jeg ikke er særligt vild med dem. Min hjerne går på autopilot og sjosker gennem ordene, mens den bruger energien på noget andet. Det er en træls vane – nu og da betyder det, at en bog rent faktisk skifter i løbet af læsningen og bliver det hele værd, men det er nu blandt sjældenhederne; oftere sker der det, at jeg mentalt cosplayer Paul Atreides’ vandring gennem ørkenen, mens jeg tilbagelægger ord efter ord og håber på, at jorden vil opsluge mig og gøre en ende på mine lidelser (Ja, Great North Road, jeg taler bl.a. om dig, og nej, Peter, jeg tilgiver ikke).

Men nu og da vågner jeg op, kigger på mig selv og træffer en beslutning: det er nok med denne bog. Og så, men dårlig samvittighed lysende ud af øjnene, lægger jeg den fra mig og begynder på noget andet.

En af de få, der har oplevet æren to gange, er Philip K. Dick. Jeg er bare ikke god til Dick, og ja, det ville have været en god onkeljoke på engelsk. Men jeg må med skam indrømme, at jeg aldrig har læst Drømmer androider om elektriske får – jeg husker en startscene med et ægtepar, der skændes om, hvorvidt den ene af dem vil trykke på de knapper, der vil få vedkommende i det rette humør til dagen. Længere nåede jeg ikke.

Nu forleden kastede jeg mig over The Three Stigmata of Palmer Eldritch, hvor Elon Musk vender tilbage fra rummet med nogle nye stoffer, som måske/måske ikke er en invasion. Endnu engang måtte jeg opgive det, der skulle være en klassiker inden for genren. Måske er det Dicks forsøg på at beskrive futuristisk hverdag, der altid bliver lidt for konstrueret for mig – måske er det hans massive stofmisbrug, der skinner igennem?

Det sære er, at jeg sådan set er ret vild med PKDs noveller – de fortaber sig ikke i ægteskabelige skænderier, men kommer mere til pointen. Men det er mig en stadig kilde til frustration, at jeg ikke kan komme i gang med hans romaner – især når han jo har en renæssance i tiden. Og det er ikke svært at forestille sig, at den vil fortsætte – stoffer, paranoia og sære bobler af virkelighed, det er jo som samtidsromaner. Man kunne forestille sig, at andre science fiction-forfattere ville grave sig tilbage i genrens historie for at lade sig inspirere – vi har steampunk og dieselpunk og alle mulige slags punk, så hvorfor ikke en ny undergenre baseret på Dicks version af fremtiden? En 50-60er-fremtid, hvor borgerskabet tager stoffer, kigger lidt ind i fremtiden, læser avis og smutter en tur i deres rumskib.

Jeg siger ikke, at det kommer til at hedde dickpunk, men…

6
Scifihaiku Scifihaiku

6 kommentarer

Jeg er ti sider fra at være færdig med “The man in the high castle”, og jeg genkender dine skamydsler! Jeg er også bippet ud hen over flere sider af gangen – desværre. For mig handler det nok om at PKD skriver meget ‘naturalistisk’. Halve sætninger, meget indforstået – sådan som man tænker, tror jeg. Derudover naturligvis de pudsige sprog karakterene taler med – blandingen af engelsk og japansk f.els. Alt i alt er det tungt at læse og får mig til at tænke på andre ting på trods af, at det nok er velskrevet.

Simon Aakjær Johannesen

Ellers er der jo også altid muligheden for en rigtig onkel joke, nemlig at kaste sig over Moby Dick… og give op på den. Hvilket man bør, det er en af de bøger som jeg ikke burde have brugt tid på. 50/50 sømandsskab og korrekte termer, og resten er føromtalte sømænd, der snakker om filosofi og forholdet mellem menneske, gud og dyr.
Meget lidt hval action.

Det er et af de øjeblikke, hvor man tænker på, at Rule 34 findes, men beslutter sig for ikke at efterprøve det 🙂

Skriv et svar til Simon Aakjær Johannesen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.