Hvad får man, hvis man tager en superhelt med kæmpekræfter, men ingen rigtig betydningsladet oprindelseshistorie? Ét resultat er i al fald One Punch Man, der kan ses på Netflix med en del fornøjelse til følge.

Det er en af den slags serier, der føles som en skyldig fornøjelse, fordi den blinker til seeren og siger “Vi ved godt, at vi egentlig er for gamle til superhelte, så her gør vi lidt nar af dem”, samtidig med at den leverer gennemførte superhelteslagsmål med tjubang, som kun japanerne kan animere det.

Vor helt hedder Saitama, og han keder sig. Han er ret ny i superheltebranchen, men har så store kræfter, at han kan besejre alt og alle med ét enkelt slag – og der giver ham ærligt talt ikke de store udfordringer i det daglige superhelteliv. I første afsnit besejrer han en tydelig reference til Dragonball og de dertil hørende evigt stigende kraftniveauer, og så er linien ligesom lagt. Truslerne bliver større og større omkring Saitama uden dog at bekymre ham synderligt. Heldigvis får han dog også en discipel og melder sig ind i superhelteforbundet for at blive anerkendt for sine bedrifter.

One Punch Man er god spas. Saitama er lidt af en slacker, som egentlig vil det godt, men helst vil have det lidt sjov med det. Det giver en masse stik under bæltestedet til superhelteklicheerne, mens det tilfredsstiller superheltebehovet. Det er ikke stor kunst, men skidt med det. Første sæson er fra 2015, og angiveligt skulle man i 2016 være begyndt på en sæson 2, men… indtil videre lader den til som de stakkels monstre, superskurke og konkurrerende superhelte at være fanget i forsøget på at opnå den kritisk masse af energi, der ville kunne bringe den på siden af Saitama.

Hvorom alting er: se den! Den er sjov, den er eksplosivt underholdende, og afsnittene er korte – det er en animekinderæg for den ikke alt for kritiske forbruger.

Vor hovedperson forsøger at bekæmpe (eller rettere: finde) kriminalitet som officiel superhelt, men skræmmer civilisterne: