Bøger der har gjort indtryk på den unge Simon Aakjær
Da jeg var knægt læste jeg enorme mængder af science fiction. Det var det cooleste nogensinde (og er det stadigt) og der er flere af romanerne der har sat sig spor. Om end ikke alle for det bedste…
Børnelandet – en roman skrevet af Søren K. Barsøe om: ” En flok børn er stukket af fra den voksne verden med al dens kemiske forurening. På nogle ødegårde i Jylland har de oprettet børnelandet. Og det synes de voksne ikke om”. Derfor sender De Voksne så en knægt ind for at spionere på de farlige børn i deres ødegård.
Jeg husker især forsiden som et fantastisk stykke kunst. Den viser ødegården omgivet af skrammel, affald og forurening.
Morale – at nogle gange kan børnebogsforfattere godt finde på at skrive moraliserende bøger.
Flugt fra Jorden – skrevet af Mark Brandis, var den cooleste roman jeg nogensinde havde læst. Den virkede sej og voksen og allround badass. En general forsøger at få magten over Jorden og Venus, og vælger den klassiske taktik – militærkup. Til alt held kan rumpiloten Mark Brandis bruge sit rumskib til at modstå det onde plot.
Morale – i halvfjerdserne var der mange militærkup rundt omkring i verden
Ole Frøstrups En stråle fra rummet var i kategorien børn besejrer ondskaben. I dette tilfælde kom rumpigen Mira og drengen Erik, og hunden Katja i vejen for Fyrsten af Spartanien, og må derfor bruge deres evner til at overvinde ham.
Morale: Onde despoter kan besejres med gode demokratiske hippeipowers.
Ludek Peseks Perseus går i fælden var en af de mere underlige romaner fra min barndom. Et rumskib sendes ud for at finde en håndfuld forsvundne rumskibe, kun for at opdage at besætningen har kastet sig ud i et forsøg på at lave et nyt samfund. Kendte og klassiske metoder som overvågning, tvangsarbejde, slavelignende forhold og konstant angst bruges for at skabe det nye samfund og det nye menneske.
Morale: Man kan forsøge at undslippe fællesskabets ønsker, men proletariatets tyranni kan ingen modstå.
Thorstein Thomsens Rejsen til planeten Droj er også klassisk slut 70’er scifi. En flok børn sendes med rumspejling til Droj, en planet der ligner vores… men som er længere fremme i tiden. Der hersker Overklassen over underklassen og lever i sus og dus. Heldigvis bliver børnene involveret i en revolution og overkaster det forkastelige system.
Men da de vender hjem fra Droj (som i virkeligheden var Jorden… men i fremtiden!) forsøger de forkastelige videnskabsfolk og regeringsfolk at få en af Drojs Overklasse til at komme til Jorden, for at lære dem hvordan de kan få magt over underklassen, så ødelægger ungerne rumspejlingsmaskinen.
Morale: Man kan ikke stole på regeringsfolk og videnskabsmænd.
Moralen er, som alle science fiction læsere ved, at bøger skrives i deres samtid og afspejler den ret fantastisk. Det er også derfor at flere af de her bøger virker så enormt forældede. Men det kunne være interessant at genlæse Mark Brandis bøgerne. Jeg husker dem som ret coole…
6 kommentarer
Hva mæ “Rejse på ukendt planet” af Sven Wernstrøm? Den er simpelthen så selvretfærdig, at det gør naller. Men den var åbenbart tilstrækkeligt stort “hit”, til at – ungdomsredaktionen, må det vel ha været – lavede en helt særlig feature ud af den, i fire dele: – tre hørespil i radioen og et afsluttende afsnit i fjernsynet. Eller “Blåfolket” af Bent Haller, der senere blev til tegnefilmen “Strit og Stumme”? Eller Knud Holtens “Karfunkeljægerne” (ligeså mærkelig som hans “Suma-X”).
Men det er rigtigt nok, at der dér i halvfjerdserne var en tendens til at SF for børn og unge var ret venstreorienterede. Ikke et ondt ord om det, men udførelsen var ofte bombastisk og gik hurtig hen og blev pinlig. Man kan ikke engang tale om dialektisk materialisme for dummies – det var mere “rød front og fuck politiet”, Røde Wilfred og El pueblo unido jamas sera vencido (hvilket nok skal være rigtigt, men hvornår er det set?)
Så var der mere ræson i Bing og Bringsværds “Azur – kaptajnernes planet” . Men da var jeg forlængst skadet af mødet med “voksen”-science fiction.
Jeg elskede Azur – kaptajnernes planet og resten af Biblioteksrumskibs serien. Det var en fantastisk serie.
Knud Holten var også et hit. Især Alex på eventyr serien. Jeg skrev for nogle år siden til Gyldendal og forsøgte at lokke dem til at genoptrykke serien. Det lykkedes ikke.
Det var måske heller ikke det bedste træk at starte min mail med: “Had! Lad mig fortælle jer om had!”… men jeg tænkte det var den bedste måde at vise dem, at jeg mente det alvorligt 😉
Alexandria-kvartetten, hvis man kan kalde den det, er for nyligt udgivet af Science Fiction Cirklen, hvis det skulle være:
https://www.sciencefiction.dk/udgivelser/bog/azur-kaptajnernes-planet
Og jeg ser til min forbløffelse, at Bringsværd slet ikke har haft med den at gøre.
Åh ja, Alexandria bøgerne – jeg læste et par af dem (eller hørte dem på lydbog). De gik lige i min 9-årige fantasi – jeg kan stadig huske enkelte billeder fra den med salt-planeten!
Der var også den svenske sci fi serie. Den med Datamaternes Død. Hvor hovedpersonen sammen med en af programmørerne kortslutter hoveddatamaten. Fordi den var kilde til Magthavernes magt over individerne og alt var bestemt i Datamaten. Bum. Morale for teh win.
Åh, Mark Brandis. Rotternes planet fik mig til at tro, at neutronbomber opløste levende væsener på stedet, indtil jeg var… nåja, lidt for gammel. Den tror jeg, at jeg vil genlæse.