I de hedengange dage i slutningen af gymnasiet nærmede sig den tid, hvor man skulle skrive den afsluttende opgave (det foresvæver mig, at den havde et navn, hvilket sikkert var vigtigt dengang, og nu er det blot… ja, glemt). Unge Janus tænkte: “Det kunne være fedt at skrive om Dune, men det er måske nok alligevel lidt for stor en mundfuld. Men jeg har jo den her anden liggende, det er en kort roman, den kan jeg da hurtigt skrive et og andet om.”
Af uransalige årsager havde jeg læst de to følgende bøger i serien i forkert rækkefølge – og Herbert+Ransom var ganske lettilgængeligt og helt klar underholdende. At læse Destination: Void var lidt som at gå fra Anders And til Douglas Hofstadter. Superfed bog, men også så tætpakket, at den skræmte mig til i stede at skrive om Dune 🙂