DET TÆNKENDE

DET TÆNKENDE

Wikipedia er udstyret med nogle (frivillige) “editører”, der indføjer diverse kommentarer til diverse indlæg, når der mangler kildehenvisninger i brødteksten: (says who?) (according to whom?) (citation needed) (original research?).

Da jeg har tænkt mig at kloge mig, langt ud over rimelighedens grænser, skulle overskriften måske ha heddet “Original Research?” (hm? qué? what?).

Der kommer – i ny og næ – en mand og smider en stak WeekEndAvisen på mit bord. Det kunne ikke falde mig ind, at investere i dette “ugeskrift for kloge hoveder” (jeg har selv, tak), men jeg læser med stor fornøjelse de bedagede eksemplarer, der flyder på mit morgenbord mellem the og ristet brød. Således læste jeg just “Fejl 40”, der causerer lidt over, hvorfor vi ikke har flyvende biler, servicerende robotter og et fejlfrit IT-samfund, med smart-cities & -homes, til vore sjæles frelse. Hvorfor den opreklamerede IT-revolution er udeblevet. Hvorfor lortet bare ikke at virker.

Relateret billede

Som det skulle være

Relateret billede

som det er

Iblandt mange andre muntre ting og sager, gør artiklen gældende at det som kaldes AI (kunstig intelligens, som vi siger til lægmand), i og kun er en statistisk logaritme, baseret på de statistiske logaritmer, maskinen – nåja, computeren – er blevet fodret med. Nuller og ettere ind, ælte, ælte,ælte, nullere og ettere ud, hutchi, hutchi, hutchi: – vundet et parti skak (eller Go, eller #&o). Hvilket passer meget godt med min opfattelse af Mensas opfattelse af, hvad “intelligens” er.

Billedresultat for mensa test

(“indsæt den manglende firkant” – hvorfor?)

Matematisk logisk kombinatorik som udtryk for intelligens? Hvorfor ulejlige mig med det? Sæt en computer til det, høns!

Så går der jo ikke mange minutter, før jeg får brombærmarmeladen pænt galt i halsen, da det “rinder mig i hu”, at der er fanden til forskel på “intelligens” og så på “bevidsthed”. Der er AI og så er der AC. (jaja, og så er der DC, og CD og ACDC – jaja, højt skum!). Og når jeg skriver “rinder mig i hu”, så er det fordi jeg har været optaget af begrebet(?) bevidsthed – altså noget andet end cogito ergo sum – siden jeg læste “Destination:void” som 14-15-årig. Og derefter fortsatte med Daniel Dennett, Robert Pirsig og David Gribbin (m.fl.)

 Billedresultat for destination void

Jaja, man vender stedse tilbage til gerningsstedet (hej Janus).

Indenfor familiens fire vægge – og nærmeste omgangskreds – er jeg begavet med: en computerekspert, en matematiker, en mediciner, en hjerneforsker, en psykolog, samt diverse – fra clairvoyante til bibliotekarer (det behøver ikke være nogen modsætning) – og en gudsvelsignelse af kreativister (nej! IKKE kreationister – men “kunstnere”). Og ligesåsnart jeg kan slippe afsted med det, stiller jeg dem spørgsmålet: – hvad er “bevidsthed”?

Og det er interessant, hvor forskellige svar jeg får. Især kommer der lidt aggression på, når jeg affærdiger alt der har at gøre med “intelligens”. For man kan (vel) godt forestille sig en bevidsthed, næsten uden intelligens. Eller er det det, der kaldes “adfærd” – og bliver det så nemmere, at definere?

Jeg fik dog knaldet et slags symposium på bordet, der ikke var specielt mere oplysende end efterordet i Frank Herberts ovennævnte publikation. “Comboen” datalingvistik, ikke-euklidsk matematik og undersøgelser af hjernens corpus nigra (lige under det limbiske system, med forbindelse til amygdala), lader sig ikke lige summere op til nogen knivskarp konklusion på spørgsmålet. Hvilket er glimrende. For så kan vi blive ved med at spørge: – hvad er bevidsthed? Hvad er det tænkende? Ego ergo sapien?

 

1
Ingen spørger, hvorfor far drikker… Pingvin-scifihaiku

1 kommentar

I de hedengange dage i slutningen af gymnasiet nærmede sig den tid, hvor man skulle skrive den afsluttende opgave (det foresvæver mig, at den havde et navn, hvilket sikkert var vigtigt dengang, og nu er det blot… ja, glemt). Unge Janus tænkte: “Det kunne være fedt at skrive om Dune, men det er måske nok alligevel lidt for stor en mundfuld. Men jeg har jo den her anden liggende, det er en kort roman, den kan jeg da hurtigt skrive et og andet om.”
Af uransalige årsager havde jeg læst de to følgende bøger i serien i forkert rækkefølge – og Herbert+Ransom var ganske lettilgængeligt og helt klar underholdende. At læse Destination: Void var lidt som at gå fra Anders And til Douglas Hofstadter. Superfed bog, men også så tætpakket, at den skræmte mig til i stede at skrive om Dune 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.