Stephen Hawkings tidsrejsefest #4
Hvad havde du forventet?
Tidsrejser er og har alle dage været og vil alle dage være for unge mennesker. Gamle mennesker bliver hjemme og betragter tiden, unge mennesker rejser ud og skaber den. Så når du indbyder tidsrejsende til fest, er det unge mennesker, der gasser deres singulariteter op og lader deres musik spille på tværs af æonerne.
Og unge mennesker holder ikke bare fest, de holder også forfest.
Så vi startede et sted i det 28. århundrede, hvor nanomaskinerne kan spille symfonier på ens synapser, og de ikke skæver så meget til ens alder. Det var en god fest. Vi diskuterede, hvordan du ville håndtere, at så mange tidsrejsende mødtie op til den lille fest, du havde planlagt. Vi besluttede, at vi hellere mått medbringe drikkevarer, så i samlet flok smuttede vi omkring Titanic for at dræne lidt af deres samling.
Der er ikke noget bedre for en fest end overhængende undergang.
Så humøret var højt. Men hvis der er noget, tidsrejsende gør, er det at genopleve historien og gentage den. Så snakken – som den altid gør, når mere end tidsrejsende er samlede – kom til at handle om paradokser. Ja, du ved det ikke, men den første tidsmaskine blev opfundet delvis på grund af dig og din tidsrejsefest. Ingen mødte op, og derfor blev tidsmaskinen opfundet – så hvad vil der ske, hvis vi møder op? Universet har ikke noget problem med det – den slags paradokser er kun kortvarigt stabile, og så eksisterer de ikke længere. Og du synes måske, at du er vigtig, men i bund og grund er det bare en lidt mere kedelig udgave af bedstefarparadokset. Og det var egentlig det, der var problemet, for på det her tidspunkt var forfesten muligvis løbet lidt af sporet. Og min ven Stephen – ja, han hedder Stephen, opkaldt efter sin tipoldefar… det er dig. Min ven Stephen blev lidt besat af tanken om et dobbelt bedstefarparadoks. For hvad vil der ske, hvis han rejse tilbage i tiden og slog sin egen forfader ihjel til en fest, hvor manglen på tidsrejsende var med til at skabe tidsmaskinen? Ville det blot resultere i en kortvarig paradoksboble eller en helt ny tidslinie?
Du er videnskabsmand, så du forstår nok, at der kun er en måde at afgøre det på. Sig goddag til dit eget tipoldebarn. Og farvel.
1 kommentar
Det ville blot være overlagt mord under straffelovens afsnit om “Time-Crime”, for Hawking havde allerede fået børn før tids-festen. Men hvis Stephen II har tænkt sig at overtage tipoldefars plads i kørestolen for at implementere tidsmaskine-projektet, så har vi et fælt paradoks på halsen, medmindre årsag og virkning godt må skifte plads under visse temporal-teknologiske omstændigheder.
Det modbydelige ved historien er, at Hawking er død og vi er ude af stand til – på dette tidspunkt – at afgøre om det så var Stephen II der døde, altså dersom han overtog kørestolen og bortbragte tipoldefars lig efter mordet. Det ville ikke fjerne paradokset, men det ville måske gøre det insignifikant (idet udfaldet er det samme), selvom vi stadig har et loop – men det har Universet altså accepteret, og tidsmaskinen vil være en realitet inden 2080, hvis man tæller generationer.
tror jeg nok – hilsen Henning