Principielt ser er jeg jo glad, når folk strækker en genres grænser og bruger den til noget andet end det, der måske lige betragtes som et kerneområde. Derfor var det lidt akavet at læse igennem Stephen Kings novellesamling “Just After Sunset” – den udstillede nemlig meget klart, at jeg nok har nogle forventninger til genren, jeg ikke kan komme udenom.

“Just After Sunset” virker som en lidt aldrende forfatter, der forsøger at komme overens med sin egen dødelighed. Det er en samling hovedsageligt nyere noveller, der gerne beskæftiger sig med helt almindelige mennesker, der kommer i kontakt med det overnaturlige (eller “bare” i et par tilfælde en psykopat, der forsøger at slå dem ihjel).

“Just After Sunset” er også ret kedelig.

Genredefinitioner på horror har det med at cirkulere omkring forsøget på eller ønsket om at skræmme læseren, og jeg har aldrig rigtig brudt mig om dem, fordi den slags intentioner er svære at udtale sig om – men jeg må dog indrømme, at jeg nok ville indskrive behovet for en eller anden form for trussel i en sådan definition. Og det føler man ikke rigtig her – det overnaturlige tager mere form at afdøde ægtefæller, der ringer hjem for lige at sige “Det skal nok gå”. Ja, der er et par psykopater, men de historier føles mest som korte, trælse gentagelser af “Geralds farlige leg” – King er god til at placere sine hovedpersoner i en meget begrænset situationer og så malke den for alle de problemer, han kan. Men nu har vi læst den historie, og den bliver ikke mere interessant af at være kort. King skriver stadig godt, og der er nogle eminente anslag i samlingen – de der indledninger, hvor de kribler med potentiale under historiens hud. Men forfatteren kontrollerer dem for meget – der er ingen plads til store armbevægelser eller overraskende handlinger eller de lettere groteskerier, der kan krydre en horrorfortælling så godt. Alt bliver på sporet, og vi bliver ført fra A til B under pæne forhold.

Men nogle gange vil man gerne føle, at bussen kunne vælte undervejs.

Den eneste novelle, der stikker lidt ud, er “The Cat from Hell”, som også er en ældre sag – det er ren EC-style horror. Der er måske ikke det store indhold, men i det mindste er det fornøjeligt. Og lidt nostalgisk, fordi jeg husker filmatiseringen fra mine unge dage, så måske ramte King mig alligevel på den aldersprægede tilgang.

“Just After Sunset” gav mig lyst til at genlæse nogle gamle King-samlinger, hvor han turde danse disco med historien. Skulle man have lyst til at læse denne, vil jeg nok anbefale at sprede den over et stykke tid – læst enkeltvis kan indholdet måske nydes mere. Læst samlet flyder de ud i ét.