For noget tid tilbage faldt jeg i en af de lokale brugtbikser over fire Supernatural-paperbacks. Kombinationen af billigt læsestof og mit tilbagevendende behov for at læse et eller andet lettilgængeligt og (for at sige det lige ud) dårligt førte dem direkte hjem til reolen.

Rejs lidt længere frem i tiden, og jeg valgte Bone Key til en omgang hjernerens (sandsynligvis efter at have læst Gnomon, som er en af de der bøger, der kræver lidt restitution efter endt læsning). Desværre endte den i den der døde zone, hvor det ikke er en god bog, men desværre heller ikke en underholdende bog. I stedet var den lidt en undskyldning for sig selv – der er nogle døde indianere, som vender tilbage for at tage hævn over blegansigterne, og vore to helte har deres sædvanlige problemer, hvis man kender serien (såsom: hvis tur er det til at have dårlig samvittighed), og bumbum bumbum, sjoske sjoske, på et eller andet tidspunkt når vi frem til en slutning, som måske er stor og bombastisk, men den er også lidt ligegyldig, for der er tale om et biprodukt i en franchise, og forfatteren kan ikke gøre noget, der skrider fra den etablerede historie. Så luk bogen, klø dig i hovedbunden og indse, at du allerede har glemt, hvad den handlede om.

Og så lidt længere frem i tiden til i forgårs, hvor jeg pillede The Anomaly ud af reolen.

Min forventning var action/horror under jorden. Det er en af mine yndlingslokationer til horror (sammen med havet og diverse isørkener), så en smule forventninger var der. Okay, forsiden henviste bogen til fans af Dan Brown, så lidt blev der skruet ned for dem, men skidt. Uanset, så blev forventningerne hurtigt sparket til hjørne.

For The Anomaly er alt det, som Bone Key ikke var – lige ud af landevejen for fulde gardiner og gedigent underholdende. Rutger, viser det sig, er i virkeligheden Michael Marshall Smith, men jeg forestiller mig, at han i denne inkarnation bare ryger smøger, drikke kaffe og skriver med store håndbevægelser. For det er tydeligt, at han har moret sig.

Vi har en moderne Indiana Jones i skikkelse af værten på en conspiracy-Youtube-kanal. Vi har en gammel, glemt historie om en hule i Grand Canyon fyldt med mystiske ting. Og snart har vi vore helte fanget under jorden, hvor der sker ting, som ville få Charles Fort til at sno sig vellystigt i graven. Der er store sten, der ruller, der er globale sammensværgelser, der er lyde i mørket… der er “lige et kapitel til, inden jeg holder pause.” Der er for alt i verden ikke tid til at stoppe op og tænke over de større sammenhænge.

The Anomaly er ikke en “god” bog, men store Cæsars spøgelse, det er en underholdende en. Forfatteren morer sig, og han undskylder ikke for det. Det er sådan, man skriver en god dårlig bog. Og en fortsættelse… der er en fortsættelse. Jeg glæder mig allerede. Mine forventninger er det helt rigtige sted nu.