Kore af Bo Reinholdt
En kore er en græsk marmorstatue af en ung kvinde. Og det er titlen på en kortroman af Bo Reinholdt, som er mit første møde med forfatterskabet. Et tilfældigt møde i det romerske solskin og skyggerne under byen, men også et møde, der kunne føre til flere.
En dansk kunsthistoriker kommer til den italienske hovedstad for at se nærmere på en samling nyopdagede vægmalerier. Han er en kapacitet indenfor sit felt, så forhåbentlig kan han gennemskue, præcis hvad det er, de forestiller – tidligt kristen kunst eller noget helt andet? Men Erling Aunslev virker lidt ved siden af sig selv allerede ved ankomsten. Malerierne er utrolige, men den fascination, som burde tilkomme dem, lader i stedet til at rette sig mod en ung kvinde på et torv.
Hun er en levende statue, en kore, som udleverer digte til folk, der giver penge. Og hun drager Erling ind i en skyggeverden.
Kore er en stram lille fortælling – cirka 120 sider med korte kapitler og den unge kvindes digte i skøn blanding. Det er en af de der bøger, som balancerer så fint på kanten af en historie – uden at hverken falde i plotdetaljer eller falde helt ind i sig selv. Det er usandsynligt fint turneret – en af de der værker, som rammer lige i kanten af min interessesfære, men formår at trække mig ud af kurs i læseoplevelsen, måske endda udvide selvsamme interesse i videre læsning. Og det er en bog, der ikke burde være længere, ejheller kortere, men just præcis sådan. En lille perle i stadig voksende strøm af litteratur, som synes, at sidetallet tæller andre steder end på vægten.
Pudsig oplevelse: plottet er lidt et klassisk horror-setup (hvilket Reinholdt dog afvæbner med et vist glimt i øjet mod slutningen), og til tider følte jeg mig lidt hensat til den interessante del af 90erne, men i en minimalistisk og velovervejet stil. Der er en pudsig hvisken i mit hoved, som antyder, at det kunne være Clive Barker, hvis han havde været mindre kødelig og mere fokuseret. Jeg overvejer at undersøge det ved at læse mere af både Reinholdt og Barker, og – sandt eller falsk – det i sig selv er et godt tegn på, at Kore fungerer.
1 kommentar
Der findes (jo) en del romaner, der er sådan “næsten”-horror. Eller måske skulle man sige, at deres narrativ læner sig op af et “horror-tema” – men kun antydet. Ikke fordi handlingen foregår “i kulissen”, men fordi handlingen er “skæv”, og derfor antyder/hentyder til “noget andet”.
Jeg har ikke læst “Kore” (men det skulle der hurtigt kunne gøres noget ved), så måske skal jeg bare holde min mund. Hvilket jeg – som bekendt – har svært ved. Men jeg får – umiddelbart – en fornemmelse af (hedder det konnotationer eller associationer) til Fowles’ “Troldmanden” (foregår også nede i græker-land, et sted, måske), Goldings “Papirmændene” (en yderst syret form for defaitistisk deterministik (er der noget der hedder det? – det er der nu!)) og Marquez’s “Historien om et bebudet mord” (ikke “forudsigeligt”, som den er blevet oversat til, men “bebudet”! – helt andre faktorer involveret i det ord).
Okay, det er måske at sælge “horror” som elastik i metermål, men sådan er det med associationer og research. Kunsten er at vide, hvornår man skal stoppe. Så det vil jeg gøre!