5. (og sidste) Kapitel: Bibliotekarerne”

Blod eller aske! Tænkte klabost-kaptajnen. Vi er enten levende eller døde. Der er ingen ting imellem. Der er kun skillelinjen.

                      Eller måske er der mere! Tænkte han.

                      Han havde trykket på R’et i Heterodox, skillelinjen, midterpilen, fordi det var logisk, fordi dette ukendte tegn stod som indikator for en halvering af monolittens trekantede form, der på sælsom vis indikerede en retning – en kurs.

                      Og ikke så snart havde hans extensor-manipulator gjort det, før hans seimiske sonarsans gav ham et billede af, en fornemmelse for, dormante kræfters vågnen fra dvale, dybt under hans larvefødder. Noget hensigtsfuldt var begyndt at vågne inde i Pluto – et formål var ved at manifestere sig.

                      Brunhelderic foldede sig ud.

                      Ikke længere et efterforskings-skib, eler blot og bart et recognosceringsfartøj, tiltrådte Brunhelderic en ganske anden tiltrædelsesform. Stål-mimikry flød ud i forjættende ganglier og potente ressourcer lod sig aktivere af en forstand, der var langt hinsides besætningens. Brunhelderic blev voksen – igen.

                      ”Vi går 9 rig og 7 rig på median 6,8” lød det fra den tidligere log&lås-vocoder, nu med betydeligt myndigere stemmeføring. ” 10+ parsek over 2 klabaut. Provost-navigatør?”

                      ”Indført og klar!” sagde provost-navigatøren.

                      ”Sæt i værk!” sagde klabost-kaptajnen.

                      Brunhelderic voksede. I jordiske termer ville det være, at ligne en jolle med et hangarskib. I denne virkelighed var det som en Fugl Rok greb Pluto i sine kæmpeklør, baskede med sorte vinger i den røde sol, og faldt opad gennem verdensrummet, med kurs mod den skal, den sky, den sfære, der udgjorde Jordens samlede elektroniske ”output”; en tåge af informationstætte data, der kunne oversættes til en binær dirame, eller en hvilken somhelst talorden, en hvilken somhelst algoritme. Men det var kun tal – nej, det var kun signaler om tal. Signaler …

Pluto eksploderede i Brunhelderics klør.

                      ”Og vi har pico-sværm!” sagde kobold-piloten. ”Og vi har materie-tåge!”

                      ”Har vi kontakt?” spurgte klabost-kaptajnen.

                      ”Vi har intermezzo i kommunikationen – Brunhelderic har kontakt, translations-vindue: 0,02 klabaut,” svarede provost-navigatøren, lige inden en anden stemme brød ind:

                      ”Revers bunratti, minus 4,6, indkommende vagrans og logaremer, beregning: 7,8 ballioler over 0,4 alast, vektor-skalaen. Forstået?”

                      ”Indført og logget!” sagde kobold-piloten. ”Afventer!”

                      Brunhelderic havde overtaget kommandoen, og havde han været et menneske, ville klabost-kaptajnen have følt sig tilsidesat. Men det gjorde han ikke. Han følte sig befriet og afslappet.

                      Han gik – eller rettere: ”slangede sig” – op på promenadedækket, og bivånede, hvorledes den skoldhede Pluto-globule folde sig ud som en mini-nova, iført et mørkeblåt sjal af aeroliserede mikro-robotter, der lumen og flamen var dybt og inderligt i gang med at bygge, konstruere, skabe, gendanne dele, partier, områder og felter, som – hidindtil blot havde været … havde været; eller ikke havde været. 0 eller 1.

                      ”Kan vi gå tættere på?” spurgte klabost-kaptajnen.

                      ”Vi går ind!” svarede provost-navigatøren.

                      Brunhelderic svajede og gik tættere på det tilsyneladende inferno af oplyste data og vågnende picobotter, som klabost-kaptajnen havde i sit visirs fokus.

                      ”Algoritmisk gendannelse!” sagde Brunhelderics forstand.

                      Iriscerende regnbuerformer flød lavaagtigt i det plasmatiske urhav af splintreede planetstumper og mikrobeagtige molekyle-maskiner.

                      Klabost-kaptajnen stod i et koldt flammehav af blå og hvide stikflammer.

                      Og så var han der.

Klabost-kaptajnen stod på balkonen og så Ellinor Becker på talerstolen under UP’s  kuppeltag med udsigt til stjernerne. Han sad i en lænestol overfor Kim Pantang Iljushin. Han lænede sig ind over Stephen Baktor, der sad og skrev om Is2, i sit ombyggede kapel-kontor. Og han svævede i mellemrummet mellem Halfindur Eliasson og det kolde rum.

                      ”De lavede en udødelighedsmaskine!” sagde klabost-kaptajnen. ”Vi kan altid besøge dem! Vi kan få hele deres historie – hele deres viden. Det var det, det gik ud på, alt det der med at få deres yderste mikro-planet til at eksplodere inde i informations-sfæren!”

                      ”Det var mere end det!” sagde Brunhelderic.

                      ”Det er vel rigeligt!” svarede klabost-kaptajnen. ”Her er til mere end 60.000 bunrattis arbejde med katalogisering af en død verdens samlede data!”

                      ”Der er mere!” sagde Brunhelderic. ”Der er besøg!”

Klabost-kaptajnen vendte sig om.

                      Op mod skotterne til udgangen fra ”broen” stod en uendelig række af væsener, han ikke kendte.

                      Vi kender dem.

                      Det var Ellinor, Kim, Stephen, Halfindur – og os alle sammen.

”De lavede en reinkarnations-maskine!” sagde Brunhelderic.

(FINIS SLUT ENDE THE END, tak for denne gang og vi ses)