Giftig fandom

Giftig fandom

Allan sendte mig til dette afsnit af Decoder Ring: The Johnlock Conspiracy  med beskrivelsen “et svanedyk ned i rabiat fanmentalitet”. Lyt til det – det kigger nærmere på fanteorien om, at Sherlock i bund og grund er en skjult, homoseksuel kærlighedshistorie om Sherlock og Watson, og forventningen (nærmere kravet) om, at det ville blive afsløret i den seneste sæson. Som en deri nævner på et tidspunkt, har man næsten lidt ondt af fansene, da det ikke sker; det er som religiøse, der fastslår datoen for Bortrykkelsen og så står betuttede tilbage.

Samtidig er jeg ved at høre Grant Morrisons Supergods, og han omtaler på et tidspunkt det højtråbende mindretal af lidt ældre fans som “the scorecard crowd”. Den betegnelse virkede lidt rammende, for jeg kunne sagtens se mig selv være havnet i den – der er en særlig fristelse i at få et fiktivt univers til at hænge sammen ud over de fortalte historier, at sammenstykke logikken bag og få det hele til at gå op i en højere enhed. Ofte ender det nok som en forenkling af universet, en sammenskrivning af alt i en fællesnævner. Vi vil have vore superhelte gjort op på scorecards, så vi kan sige, at vi kender dem alle, og superkræfter skal anbringes i niveaukasser, så vi kan diskutere, hvordan en given kamp ville ende – alene med baggrund i det, vi opfatter som “logik” og uden noget så træls og rodet som en historie.

Det er nok ganske heldigt, at jeg voksede op på vestfyn, hvor der ingen fandom var. Brevene i superheltebrevkasserne viste, at der eksisterede andre mennesker med samme interesse, men jeg var i gymnasiet, før jeg mødte et levende menneske, som syntes, det var fedt (og det var så selvsamme Allan fra tidligere). Fandom mødte jeg først som voksen og stadigvæk på afstand via Science Fiction Cirklen – som dels bestod af voksne mennesker, der havde overstået deres fankrige, og dels har så bredt et felt, at der er plads til de fleste (og dels ikke konverserer så åbent og aggressivt, som internettet åbenbart lægger op til).

Men for tiden er fandom konstant i medierne – som rablende sindssyge internetkrigere, der får fråde om munden ved den mindste anledning. “Har I indsat kvinder/farvede/ændringer/nytænkning i min skattede fiktion? Her skal I se mit arsenal af dødstrusler!”

Jeg kan svagt genkende den der forsvarsposition fra folk, der forsøger at holde krampagtigt fast i den religion, de er vokset op med, og som har stået mejslet på scorecards af sten – Thor er en mand osv osv osv. Men det er lidt interessant at se den nye form for fandom, der er vokset med lynets hast på grund af internettet (og som podcasten i starten fortæller om); her holder man ikke fast i det, som skaberne har fortalt én, men kræver i stedet at få ejerskab over historien i fremtiden. Fans skriver videre på deres fandom, krydser dem og bruger dem i det hele taget som afsæt for selv at skabe, hvilket jo i sig selv er fedt – men en del af dem krydser så over i den giftige zone, hvor “det her er fedt” bliver til “jeg ejer det”. Og så starter krigene, og sokkedukkerne starter de orbitale bombardementer.

Jeg har leget med tanken om, hvor fandom dog skal ende efter dette – vi har haft de konversative og har nu de tvangsudviklende, og med Singulariteten og evigt accelererende udvikling lige forude kan jeg kun forestille mig en fandom så gennemført, at den ganske nægter at have noget med sit emne at gøre. En platonisk ideel fandom.

“Ingen ÆGTE fan har nogensinde så meget som SET forsiden af et SuperWhoLock-blad. Hver måned betaler jeg til skaberens Patreon, så han ikke sender mig det. Det er den bedste serie nogensinde!”

Jeg googlede “toxic fandom”. Ham her har vist så meget ret, at han sikkert fortjener en dødstrussel.

6
Scifihaiku Tidsrejsen II

6 kommentarer

Jeg tror ikke det er nogen psykologisk åbenbaring hvis jeg hævder at fandom er baseret i nostalgi og identitetsdannelse. Det ligger helt i tråd med idéen om at ens musiksmag er helt og holdet baseret på den musik man lyttede til i teenageårene. Smag til med lidt tribalisme, så har vi miseren.

Ærligt talt tror jeg vi forlængst har set næste evolutionsskridt i fankultur, i al fald indenfor tegneserier, men jeg er sikker på at man kan finde tilsvarende i andre medier og kunstformer. Tag Don Rosa (nej, seriøst. Vil nogen ikke gerne tage ham væk?) som dybest set har lavet Carl Barks-fanfiction det meste af hans karriere. At han har retconnet Barks’ serier ind i en kontinuitet som ophavsmanden ikke selv havde i tankerne er første skridt i fan-engagement og -entitlement, men i og med at Egmont (og dermed Disney) blåstempler hans “scorecarding” bliver fanon til kanon, og i sig selv genstand for fandyrkelse. Kredsløbet er sluttet, længe leve kredsløbet!

Det kredsløb lader sig ikke gøre på samme måde hvor (den “autoriserede”) fiktion er i stadig udvikling: som JohnLock-podcasten viser kan showrunners’ og fans’ visioner kollidere radikalt, fordi serialiserede fortællinger sjældent endegyldigt giver læsere eller serier hvad de ønsker sig – og ikke mindst fordi opfyldelsen af (en procentdel af) publikums selvprojektion næppe svarer til den historie skaberne havde tænkt sig…

Den reelle giftighed indtræder når fan-debatten og -tonen tramper ud af deres ekkokammer og ind i samfundsklaveret. Det er meget godt for Star Trek at en brevkampagne kan overbevise tv-selskabet om ikke at indstille serien, men det er ikke godt for nogen når kvindelige eller farvede skuespillere presses ud af sociale medier på grund af rasende nørder som vil have sine hvide, mandlige stereotyper tilbage. Endnu værre når Trump giver sine tilhængere carte blanche til at undsige de autoriserede fortællere/formidlere som fake news, og konspirations-/fanteorierne bliver kanon.

“_______ voldtager min barndom” er en tilbagevendende kommentar når skabere gør upopulære ændringer ved mangeårige franchises. Identitetsdannelse og nostalgi. Antydningen af pædofili kæder direkte ind i Pizzagate og den forrykte ide om at Clintonfamilien står bag en børnesexring. I den ekstreme fankultur er fortællingen revet ud af hænderne på skabere og formidlere, og vokset ud af kontrol som en meme-cancer.

Det var bare det jeg ville, hej.

Jeg synes, det interessante er skiftet – hvor det i “de gode gamle dage” var nostalgien, der var drivkraften, er det nu især identitetsdannelsen. Og så går det usandsynligt meget hurtigere pga internettet – hvor Don R (ydrk) brugte laaaang tid på at blive noget, er der nu fans, som går i lynfart fra fanfictionfora til at tjene kassen. Og så skaber deres egne rabiate fans.

Nostalgien spiller stadig ind for visse fans, tror jeg, i al fald som en legitimering af tilhørsforhold – og implicit ejerskab af fanobjektet. Og så er nostalgi jo aktiv del i at skabe en falsk idealtilstand, den “glorværdige fortid” som også nationalisme bygger på.

Ovenfor nævnte jeg overhovedet ikke fandømme i sport (fordi jeg har absolut nul indsigt i det), men hvis sport er formaliseret krigsførelse markedsført som underholdning, og hooliganisme er at betragte som ekstremt fandom, så understreger det bare forbindelsen mellem national- og fanfællesskaber.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.