Man bør ikke definere ting negativt, men ikke desto mindre kan jeg ikke lade være med at glæde mig over, hvad Synne Kristine Eriksens fantasytrilogi De tre tyste ikke rummer.

Der er ingen skæbneudpeget hovedperson. Ingen profeti taler floromvundent om den ene, som skal redde det hele, ejheller bliver vore helte udpeget af venner eller fjender som værende deres eneste håb eller eneste trussel. De bliver indblandet i begivenheder, der berører hele deres verden i sidste ende, men det sker ikke med en klart udstukket sti mod sejren foran sig.

Vor hovedperson er den unge mand Sigurd, som byder på endnu en forfriskende mangel, der plager megen fantasy med yngre hovedpersoner: de intense følelser. Handlingen starter, da hans søster bliver bortført af abnormt store ørne, og Sigurd er målrettet, da han drager ud for at redde hende, men han brænder ikke af retfærdig harme eller ufattelig tristhed eller gloende forelskelse – tak for det, Sigurd, flere burde være som ham. Hans følelser kommer igennem vridemaskinen over de tre bøger, men de bliver aldrig udpenslede.

Jeg har ikke læste ungdomsfantasy det sidste stykke tid, men det var en behagelig tilbagevenden, naturligvis lige så meget på grund af, hvad serien så rummer.

Historien starter i et afsidesliggende hus i skoven, og det meste af den bevæger sig gennem naturen. Der er (naturligvis) mørke kræfter på spil, og de vokser langsomt og uafvendeligt over siderne. Det spejler sig især i, hvordan skoven bliver mere og mere dyster – mørkedyr og andre væsener, der ikke burde eksistere, begynder at bevæge sig frit. Men Eriksens mesterstykke er især dette: mytologien har rødder i folkeeventyrenes fortællestil, men samtidig gør hun sin fortalte verden så fysisk håndgribelig, at det bliver troværdigt. Ægte natur glider ind og ud mellem opfunden, og de to får hinanden til at gnistre.

Sigurd får følgeskab af andre, især klokkemageren Myrhat, der har det samme mål som ham, men af andre grunde. Hendes race er kendt for deres magiske klokker, men på det sidste har magien svigtet, og det kan få skæbnesvangre følger for dem alle. Sporet peger mod skoven og mørket.

De tre tystes tre bind bør læses som én historie – selve plottet fortsætter direkte fra bog til bog, mens de enkelte dele meget fint skilles af et fint strukturelt twist med skiftende hovedpersoner, hvis historier krydser og nogle gange kolliderer, ikke altid med lykkelige resultater. Der er noget på spil, selvfølgelig også i det store drama, men især for personerne, og det giver historien liv. Det er en af de historier, der holder fokus stramt, mens voldsomme ting brager i baggrunden, og tusmørket langsomt bliver mørkere og mørkere. En god, gedigen fantasy, der kan læses bredt.