Destination: Void

Destination: Void starter der, hvor andre historier slutter. Efter at de tre hjerner, som skulle føre rumskibet med dets last af nedfrosne kolonister og en lille gruppe videnskabsfolk til Tau Ceti, er brudt sammen og har forsøgt at slå menneskene ihjel. Efter at vore helte har besejret de sygelige geleklumper og reddet ikke blot sig selv, men også de tusinde af andre menneskeliv.

Og hvad så nu?

Fire mennesker er de, på vej ud af solsystemet, meget langt fra enden på den rejse, der skulle føre dem til en ny Jord. Deres skib mangler nu den førende hånd, som skulle sørge for at foretage de løbende justeringer, der skulle holde dem i live. Et dybt koncentreret menneske kan gøre det samme, men det er ikke en holdbar løsning, når vi har en rejsetid, der måles i årtier.

Der er kun én udvej: de må gøre det, som tidligere forsøg har fejlet med, nogle gange ekstraordinært – de må skabe en kunstig bevidsthed, som kan overtage styringen med skibet.

Således starter den lille sag på mindre end 200 sider. Og hvis man tror, det er en let lille sag – hvis man f.eks. som Janus for cirka 25 år siden har læst Klit og sammenligner sideantal – vil det nok føles som den læseoplevelsesagtige ækvivalent til at løbe gennem et tjørnekrat. For Destination: Void er hverken hæsblæsende eller let; grundkernen er en diskussion vore videnskabsfolk imellem om, hvad bevidsthed egentlig er, altimens de eksperimenterer med skibets computer. Plot er der ikke meget af, udover en serie af kampe for at redde skibet og den langsomt gryende bevidsthed om, hvad det præcis er for en situation de befinder sig i.

Destination: Void er en ekstremt fortættet lille bog. En stor del af teksten er ren technobabble – 1965-technobabble, men alligevel sært overbevisende på sin egen måde. Det er interessant at bemærke, at bogen udkom samme år som Dune, hvor alle computere med et pennestrøg er blevet fjernet – og man kunne fristes til at tænke, at Herbert har haft en diskussion med sig selv om maskinernes betydning, og det er blevet til denne bog. Det føles som en sær litterær omgang uncanny valley, hvor diskussionerne på samme måde virker ægte, men alligevel foruroligende ved siden af. Det her er Herbert, der dykker dybt nede i computere på et tidspunkt, hvor de virker som encellede organismer i forhold til, hvad vi går rundt med i lommen i dag. Det er både en overbevisende præstation og en sært gribende bog – men ja, nok også en, der kan være meget svært at elske. Men for mig var det oplevelsen af at machete-hakke sig gennem det dybeste, sorte krat i the uncanny valley for at komme ud på den anden side og blive noget overrasket over udsigten der.

Senere skrev Herbert tre fortsættelser sammen med Bill Ransom. Jeg husker dem som helt anderledes lettilgængelige end Destination: Void, men så heller ikke tilfredsstillende på helt samme måde.

55 år gammel er Destination: Void – det er 25 år siden, jeg læste den sidst. Jeg ville ønske, at jeg selv var ældet med samme ikke ynde, men dog bastante selvtillid.

Comments

  1. Henning

    Svend Kreiner Møller skriver – i 1978, i Proxima – om “Destination:void”: “Disse ting [Møller har opremset nogle forhold], dens sværhedsgrad og Herberts nøgterne distancerende måde at behandle tingene på, gør at romanen ikke er umiddelbart er så fængslende som f.eks. KLIT er det. Men det betyder også, at det er en roman, som man kan vende tilbage til flere gange og stadig få noget ud af den, stadig få noget at tænke over,”
    HØRT!

    & så er der altså lige et par “detaljer”, der tykner plottet, så man ikke tror det drejer sig om en kaffeslabberas, hvor vore fire hovedpersoner bare sidder og slynger cognacen i pokalerne. Som f.eks hvorfor de alle hedder “Lon” til mellemnavn; hvorfor deres samspil er ret dysfunktionelt; hvorfor nogle ved mere end andre. Så på den måde er det også – men ikke “kun” – en diskussion om begrebet (kunstig) bevidsthed.

    I en hvis forstand er det et kammerspil – men et uhyre komplekst et af slagsen. En intellektuel – tør man sige “bevidsthedsmæssig”? – udfordring. Det er det, der skal være anbefalingen.

    1. Post
      Author
      Janus

      Du har ret, der er naturligvis lidt plot indimellem – men min modvilje mod at spoile har nok overkompenseret, så det virker ikkeeksisterende 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.