I ulvens tegn — Wolf (1994)
Der var en tid, hvor Jack Nicholson var Hollywoods arketype på den store, stygge ulv — glubsk, snu og uforudsigelig. Det var desværre omtrent femten år før, nogen fik tanken at lade ham tage skridtet fuldt ud og spille varulv. Wolf er en træls, træg og tandløs affære, hvis eneste lyspunkt er en kort scene, hvor Nicholson frydefuldt pisser på James Spaders ruskindssko. Michelle Pfeiffer medvirker også, og det er synd for hende.
De høje produktionsværdier kan ikke dække over, at Nicholsons dage som alfa-han forlængst er talte, eller at historien er blevet steriliseret inden den nåede lærredet.
🌑 — nej, nej, og atter nej. Lon Chaney, Jr. vender sig i sin grav!
I dagene (nætterne) op til og med næste fuldmåne tæller Superkultur ned med daglige anmeldelser af varulvefilm.
Der er fokuseret på biograffilm fremfor TV-produktioner, lige som det har været et hovedkriterie, at varulven er i fokus, og altså ikke del af et større monstermenageri. Udvalget er i mindre grad gjort ud fra kvalitet end historisk spredning og signifikans, samt en vis tematisk repræsentation. Der er overvægt til det anglofone sprogområde, omend der er tilstræbt en beskeden geografisk variation.
Filmene bliver bedømt i form af fem månefaser fra nymåne 🌑 (værst) til fuldmåne 🌕 (topkarakter). Samtlige anmeldelser kan løbende findes her. Må den bedste ulv vinde!
2 kommentarer
Ha. Min hjerne har lidt den her placeret under “God film”, men det er mange år siden, jeg har set den – og jeg mistænker, at din placering af den nok er korrekt, for det eneste af den, som jeg egentlig husker … er pisset på skoene 🙂
Jeg havde endda glemt, det var James Spaders sko…
Men en af de ting, der er med til at gøre filmen så træls, er at den prøver at tale til en generation, som er ved at blive kørt agterud af yuppies og reaganomics, men gør det cirka fem år efter, den situation var genkendelig. På den led er det vel naturligt, at en lidt dellet Jack Nicholson bliver hevet ind i hovedrollen, for hans relevans er lige så tvivlsom som Wolfs.
Det er meget sjældent, en varulvefilm har produktionsbudget som denne, og det gør det dobbelt frustrerende, at historien (og hele udsagnet) iWolf kæntrer så voldsomt. Som I kan læse i sidste DOUBLE CREATURE FEATURE af I Ulvens Tegn i morgen, kan pengene bruges langt bedre 🙂