“Solitudevej” er en af de 12 evergreens, der kom med i kulturkanonen. Således satte Poul Sørensen med tilnavnet poeten sit spor på eftertiden. Noget mere undselig er hans sidste bog, indset til forlaget kort før sin død i 1973: “12 uhyggehistorier”.

Som titlen afslører, får vi serveret et dusin korte fortællinger med fokus på det skræmmende. Det bliver til en del spøgelser og et par skæbnefortællinger, og vi bevæger os fra det helt korte på 2 sider til 27 sider som de længste. Tonen er den af en lidt sadistisk forfatter, der peger fingre ad sine personer, mens de går undergangen i møde – men samtidig er poeten næsten for flink. Den type fortællinger har mest bid, når man tror på, at den, der står bag, rent faktisk ikke er noget særligt rart menneske – og ofte får man det jo så senere bekræftet (host Roald Dahl host); og den test består Poul Sørensen altså ikke. Ja, det går galt, men vi mangler måske ærligt talt lidt misantropisk salt for at bringe smagen frem.

Generelt er det en meget hyggelig uhygge, der præger de 12 historier.

Novellerne ville ikke have været af vejen i de gamle Skræk og Gru-hæfter, hvor man kunne trække lidt på smilebåndet, før man bladrede videre til den næste skrækkelighed. En bogholder finder en død mand – og det spøgelse, der gjorde det af med ham. En rejsende lektor møder en djævelsk munk, der forudsiger død. En kortspiller laver en aftale med Djævelen. Og i samlingens nok mest interessante fortællinger, “Bengalsk torden”, fortsætter en britisk sergent med at hverve soldater til hendes majestæts hær i Indien.

Hver for sig er der tale om ganske fornøjelige små fortællinger. Men samlet på denne vis har de desværre ikke helt overlevet tidens tand. Jeg må dog indrømme, at jeg er lidt nysgerrig over, hvem Joachim Stenzelius er en pastiche på – som man kan læse i bogens forord.